cbsobserver.dk er lukket

Men genåbner lykkeligvis senere på året.

Det er stadig muligt at søge i og læse webavisens indhold fra dens lancering i september 2008 til den blev lukket i februar 2010.

På snarligt gensyn!

10.02.2010

Uenighed om studiestartlån

Regeringen vil tilbyde de studerende at de kan tage hele første års SU-lån ved studiestart, mens Socialdemokraterne hellere vil udvide lånerammen med et decideret studiestartlån. Dermed er fronterne tegnet op, når partierne bag SU-forliget skal mødes i næste uge, skriver Altinget.dk.

Øget økonomisk fleksibilitet for studerende
Ideen bag regeringens forslag er, at de studerende kan bruge det samlede SU-lån – der p.t. udgør 33.060 kr. – til at købe nye bøger og eventuelt etablere sig med lejlighed. Forslaget har været oppe for et par år siden, men først nu mødes partierne bag forliget.

Bertel Haarder imødegår S-forslag
Socialdemokraternes forslag indebærer både et ekstra studiestartlån og et ekstra SU-klip til starten af hvert semester, men det imødegås allerede i indbydelsen til forhandling, som undervisningsminister Bertel Haarder (V) har sendt ud:

"Regeringen finder det mest hensigtsmæssigt, at forslaget ikke vil føre til øget gældsætning samlet set for de studerende, og er således betænkelig ved den øgede gældsætning, som mere vidtgående modeller, som giver de studerende adgang til at låne mere, end den nuværende låneramme giver mulighed for, indebærer," skriver undervisningsministeren således.

V: Regeringens udspil er grundlaget
Uddannelsesordfører Sophie Løhde (V) afviser lige så blankt Socialdemokraternes forslag og siger til Altinget.dk, at mødet handler om at få de øvrige partiers tilslutning til at øge fleksibiliteten.

Hos Socialdemokraterne forudser SU-ordfører Kirsten Brosbøl, at de studerende – med regeringens forslag – vil bruge hele SU-lånet på en gang og stå uden lånemulighed resten af året.

- Regeringens model kan også være en bjørnetjeneste, fordi man risikerer at de studerende, der har lånt, hvad de kan fra staten, er nødt til at gå ud på det private lånemarked, som er dyrere og mere risikabelt. Vi så hellere, at man fra statens side gav dem nogle bedre lånerammer, siger hun til Altinget.dk.

Del artiklen med dine venner på Facebook