Valganalyse: Stemmeprocenten er den højeste i nyere tid og nærmer sig nu 25, og det skyldes først og fremmest CBS Students kampagne for at få flere til at stemme.
Her til morgen er kl. 10.05 er stemmeprocenten nået op på 24,94 procent. 4637 personer har afgivet i alt 10162 stemmer til studienævn, akademisk råd og CBS' bestyrelse.
Der er flere årsager til, at stemmeprocenten er så høj ved dette valg.
Flere stemmeberettigede
For det første er der flere, der kan stemme. Der er cirka 900 flere stemmeberettigede end ved seneste valg, fordi der også er valg til VIP- og TAP-pladser i bestyrelsen.
Flere kampvalg
Samtidig er der også kampvalg til flere studienævn denne gang end ved forrige valg. Ved dette valg er der kampvalg til 16 studienævn, sidste gang var der kampvalg til syv.
Det spiller også ind, at dette valg er det første efter, at tidligere rektor Johan Roos blev gået og tidligere bestyrelsesformand, Anders Knutsen trak sig efter massivt pres fra både internt og eksternt hold. Den formidable indsats, der blev ydet af medarbejder- og studenterrepræsentanter i bestyrelsen og Akademisk råd i den forbindelse, kan have motiveret flere til at stemme denne gang.
Men når det allerede nu, hvor der stadig resterer to valgdage kan konstateres, at knap 1300 flere har stemt end ved seneste styrelsesvalg og der er afgivet cirka 2400 flere stemmer, så skyldes det efter al sandsynlighed især den kampagne, som CBS Students har kørt for at få flere til at stemme.
Danmarksrekord for universiteter i år?
Ved seneste valg, hvor Students indledte selvsamme voteor-kampagne fik man presset stemmeprocenten 0,07 procentpoint op til 18,85 procent. Denne gang kan kampagnen betyde, at CBS bliver det danske universitet, hvor stemmeprocenten bliver højst. Normalt er det RUC, der har har den højeste valgdeltagelse, men i år var der svigtende valgdeltagelse derude. Desværre opgøres stemmeprocenterne ikke på samme måde på RUC og CBS, så tallene er ikke direkte sammenlignelige.
Du kan stadig nå at afgive din stemme her.
Tilføj kommentar