100.000 kroner til fire særdeles aktive studerende

Skrevet af Jørn Albertus - Foto: Jørn Albertus - 19. juni 2015 - 0:490 kommentarer
Alle med blomster har fortjent dem. Fra venstre Gorm Grønborg-Forsingdal, tidligere rektor Finn Junge-Jensen, rektor Per Holten-Andersen, formand for Stipendiefonden Ole Wiberg, Mie Kristine Sørensen, Katharina Bendt og Philip Hardø.

For første gang blev Finn Junge-Jensen legatet i dag uddelt. Fire knalddygtige CBS-studerende med ret forskellige baggrunde og profiler fik hver et rejselegat på 25.000, som de nu bruger som behageligt tilskud til deres uddannelsesophold i ude i verden.

Ikke færre end 185 ansøgninger var der indløbet til rejselegatet, der sent i eftermiddag blev uddelt af Finn Junge-Jensen himself til fire af CBS’ dygtige studerende ved en lille ceremoni med champagne, chokolade og knas på direktionsgangen.

Det er nok efterhånden ikke så mange studerende, der ved at især en person - Finn Junge-Jensen – kan tilskrives æren for, at Handelshøjskolen i København er blevet det CBS, vi kender i dag. Det kan for gamle CBS’ere som undertegnede forekomme lidt mærkeligt.

Men det er immervæk 6 år siden, at han stoppede som rektor på CBS efter 22 år på posten.

Internationaliseringens mester

Rektor Per Holten-Andersen understregede i sin indledende tale ved dagens legatoverækkelse, at CBS ikke ville have været den institution, som det er i dag, hvis ikke det var for, at Finn Junge-Jensen sørgede for, at Handelshøjskolen havde udvekslingsaftaler 10-15 år før andre universiteter i Danmark.

Finn Junge var en internationaliseringens mester. Og det er grunden til, at da han sidste år fyldte 70 og direktionen indstiftede et legat hans i navn skulle det selvfølgelig været et rejselegat.

Den lumske bagtanke

Der er noget at leve op til for de fire studerende, der fik legatet i dag.

Som Ole Wiberg, der er formand for CBS’ stipendiefond og har været med til at udpege de fire modtagere af legatet, sagde, så lå der den lumske bagtanke bag, at modtagerne af legatet forhåbentlig vil være med til at gøre internationale studier til noget endnu mere naturligt end det er i dag.

Lige som han selv og Finn Junge har arbejdet hårdt for internationaliseringen i uddannelserne på Handelshøjskolen efter udbytterige uddannelsesophold i i Wisconsin tilbage i 60erne, udtrykte Ole Wiberg håb om, at årets fire legatmodtagere og eftertidens også vil gøre mere for internationaliseringen på fremtidens CBS.

Fire ret forskellige profiler

- En af de vigtigste ingredienser i et universitet er de studerendes ressourcer ikke som kunder, men som aktive partnere i udviklingen af miljøet, sagde Finn Junge-Jensen før han gik videre til at motivere valget af dagens fire legatmodtagere i tilfældig rækkefølge.

Og de fire legatmodtagere har været aktive partnere, men på hver deres måde.

Case Competitions og studieaktiv socialt og fagligt

Dagens første modtager var stud.merc.(IMM.) Mie Kristine Sørensen, der fik legatet på baggrund af sit arbejde med del sociale aktiviteter på studierne og fine præstationer i forskellige Case Competitions, som Finn Junge fremhævede.

På sit bachelorstudie, HA Almen, har hun været mentor og været med til at oprette Graduate Commitee. Hun har også ydet sit for, at de internationale studerende skal befinde sig vel på CBS og har været en med i ISUP Crew, Exchange Crew og Buddy. Nu er hun en del af IMM Social Commitee.

Hun har været særdeles aktiv i forskellige eksterne konkurrencer og var med til at vinde Nestlé Case Competition i 2014 og til at blive nummer to i Novo Nordisk Case Competition. Hun er også blevet udvalgt til Univelever Future Leaders League Talent Program, hvor hun har præsenteret CBS og vundet både den nordiske og europæiske finale for senere at blive nummer tre i de globale finaler.

Mie Kristine Sørensen skal bruge sit rejselegat til et udvekslingsophold på EWHA Womans University i Sydkorea i efteråret.

Iværksætter og elitekandidatstuderende

Gorm Grønborg-Forsingdal, der læser elitekandidatuddannelsen Advanced Economics and Finance får tildelt sit rejselegat blandt andet fordi han har klaret sig fint i to case competitions, PwC 36 Seats og BCG Scholarship Workshop, hvor han var på vinderholdene.

Finn Junge-Jensen fremhævede, at det lovede godt for Gorm Grønborg-Forsingdal som iværksætter, at han havde været igennem fiasko med den første app, han var med til at udvikle.

Efter fiasko følger succes og Gorm har nu ifølge Finn Junge gode forudsætninger for at få held med den nye app, som han er med til at udvikle i firmaet feedmii ApS. En app som Finn Junge så frem til at afprøve: den første alt-i-en-app til restaurantbesøg, hvor man kan finde vej, bestille bord, mad og betale med mere.

Gorm Grønborg-Forsingdal tilbringer tredje semester – valgfagssemesteret – på Auckland University of Technology (Business Faculty) i New Zealand.

Frivillig hos Gadens Børn i Indien og aktiv i internationalt universitetsarbejde

Den tredje modtager, Katharina Bendt, der læser Applied Economics and Finance og CEMS, blev fremhævet af legatuddeleren Finn Junge for sit frivillige arbejde, der bidrager til at gøre livet lettere for fattige gadebørn i Kolkata i Indien i et område, hvor vold, afhængighed og sex-slaveri er koncentreret.

Samtidig har Katharina lagt et stort stykke arbejde i Nordic Study Abroad Conference (NSAC), der er en non-profit årlig konference for de 250 mest ambitiøse studerende i Norden, der giver mulighed for at møde de bedste universiteter i verden herunder, MIT Sloan, Columbia University og London School of Economics and Political Science. Hun blev i 2012 valgt som Co-president for NSAC.

Så det er nok ikke tilfældigt, at Katharina skal bruge sit rejselegat på et udvekslingsophold på London School of Economics and Political Science.

Formand for Students, fundraiser og event-maker

Dagens sidste modtager af Finn Junge-Jensen legatet kan ikke siges at være et ukendt ansigt, hverken i dette medies spalter eller på CBS generelt. Philip Hardø, der læser Msc. IBP får endelig et udvekslingsophold ved Monash Elite University i Malaysia efter at have knoklet i to år som formand for CBS Students, mens han læste på bacheloren.

Philip er dygtig til at skaffe penge og det hæftede Finn-Junge hæftede sig ved, og det vender vi tilbage til om lidt. Men ikke nok med det. Philip fandt på Student Society Day og stod bag den første af slagsen, som var en stor succes. Han har arrangeret gæsteforelæsninger med topledere og netværksevents, hvor rigtig mange studerende har deltaget.

Skal vi selv fremhæve noget af det, Philip har organiseret var det kampagnen for bedre forhold for studerende, hvor vi i al beskedenhed medvirkede i et meget interessant forsøg.

2017 med 100 Finn Junge-Jensen legater

Det var første gang i år, at legatet blev uddelt, så sammen med det fulgte en orientering til modtagerne om, at de næste år kommer og fortæller om, hvad de har fået ud af deres legat, så der kommer lidt mere indhold i selve legatuddelingen til glæde for resten af CBS og OBSERVERs læsere.

Rektor Per Holten-Andersen lovede, at såfremt den tidligere rektor Finn Junge-Jensen kunne fund-raise pengene, så kunne man i 100 års jubilæumsåret 2017 uddele ikke mindre end 100 Finn Junge-Jensen legater.

Finn Junge var hurtig i replikken og pegede på unge talenter som Philip Hardø og de øvrige legatmodtagere, som kunne hjælpe til med at skaffe penge til det noble formål at få endnu flere rejselegater til CBS’erne.

Vi håber det lykkes, der er lang tid til 2017.