Årets k-specialer blev hyldet

Skrevet af Jørn Albertus, tekst og foto - Foto: Jørn Albertus - 8. februar 2016 - 13:390 kommentarer
CBS’ere på stribe: Fra venstre Anne Vestergaard og Karl-Heinz Pogner, begge lektorer på CBS, Anita Lykke Klausen, Stine Lundov og Sarah Tarp Logis og Timme Bisgaard Munk, der er chefredaktør hos Kommunikationsforum og også engang ansat på CBS.

Hele 61 specialer deltog i Kommunikationsforums priskonkurrence om at få årets specialepris i 2015 på 10.000. Ud af otte nominerede 12-talsspecialer var de to fra CBS. Begge blev hædret.

Det blev ikke CBS’erne, der trak det længste strå, da Kommunikationsforum torsdag aften for femte gang udelte prisen for årets k-speciale. To cand.mag.comm.’ere fra Aalborg Universitet, Mathilde Ramsdal Tavenard og Karina Kjær løb med prisen på 10.000 kroner for deres speciale om sociale relationer som betalingsmiddel.

Men CBS’erne var godt med og fik en tredjeplads og publikumsprisen.

Prisen blev uddelt på en fornøjelig aften med en for prisceremonier uformel stemning og cirka 70 deltagere fra de forskellige danske universiteter.

Kommunikationsuddannelser har skabt professionalitet

Der blev leet meget og det bidrog ikke mindst Jesper Højberg Christensen til. Han er bestyrelsesformand hos Kommunikationsforum, adjungeret professor på CBS og serieiværksætter.

Han var ordstyrer ved prisoverrækkelsen og glædede sig over, at der er så mange dygtige kommunikationsfolk i dagens Danmark i forhold til dengang han stiftede kommunikationsforum i 1999, hvor der kun var en håndfuld kommunikationsuddannelser på danske universiteter. I dag er der mere end 30.

Den professionalisering, som videregående kommunikationsuddannelser har bidraget med og den brobygning, der har været mellem den akademiske verden og praksis, har været afgørende for kommunikationsbranchens succeshistorie, understregede han før man gik over til at uddele priser blandt de otte nominerede specialer, der alle havde fået 12 og nu var blevet bedømt for anden gang af en jury bestående af en blanding af branche- og universitetsfolk herunder de to CBS-lektorer Anne Vestergaard og Karl-Heinz Pogner.

Publikumsprisen, som for første gang blev uddelt i år, gik til de to cand.merc.(BCM)’ere Stine Lundov og Sarah Tarp Logis for specialet ’The Rise of the Empowered Consumer’, som den eneste pris blev motiveret af hele 204 stemmer fra brugere af Kommunikationsforum. Du kan læse mere om specialet og downloade det her her

På tredjepladsen kom så CBS andet nominerede speciale, The Social Fix , der er skrevet af cand.ling.merc. Anita Lykke Klausen. Det handler om, hvordan virksomheder kan udnytte sociale mediers angivelige dopaminstimulerende effekt til at skabe relationer til kunderne. Du kan læse mere om og downloade specialet her.