Aarhus Universitet sejrede ved Beat the Elite 2014

Skrevet af Kristine Husted Munk - Foto: Philip René Gamél Høpner - 3. marts 2014 - 15:040 kommentarer
Steffen Stræde, administrerende direktør for København Zoo, med dette års vinderteam fra Aarhus Universitet: Alexander B. P., Thyge R. E., Peter A. N. og Oskar H.

Det blev 4 studerende fra Aarhus Universitet, der fredag den 28. marts løb med sejren i Beat the Elite 2014. København Zoo var både årets case-virksomhed og vært for finalen, der for første gang var åben for publikum.

5 teams i finalen
Udvalgt til dette års finale var et CBS-team, to teams fra Aarhus Universitet, et team fra Københavns Universitet og et team med studerende fra både CBS og KU. Sejren gik til de fire studerende fra Århus Universitet Alexander B. P., Thyge R. E., Peter A. N. og Oskar H.

Vinderne kan med rette klappe hinanden på skulderen efter fredagens finale. Udover at have fremført et realistisk og kreativt bud på København Zoo's forretningsplan for de næste fem år, har de også vundet over bachelor- og kandidat studerende fra både Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Det er studerende fra CBS Case Competition, som har været med til at gennemgå de mange indsendte case-løsninger, og konkurrencen har været benhård. Studerende fra 10 forskellige nordiske universiteter har i år deltaget i konkurrencen.

Efter de 10 bedste løsninger var blevet udvalgt, kunne teamet bag Beat the Elite annoncere, at Boston Consulting Group ville udvælge de fem finalister til fredagens finale.

Finalen var for første gang åbent for publikum
Det er første gang, at man hos CBS Case Competition har valgt at have Beat the Elite finalen åben for tilskuere, men det lader til at have været en succes.

CBS Case Competition havde arrangeret en bus fra Solbjerg Plads, som kørte både deltagere og tilskuere til zoologisk have og tilbage igen efter finalen. Flere studerende benyttede sig af muligheden og sprang på bussen kl 9.15 for at overvære finalisternes præsentationer.

Flere af tilskuerne var studerende, der selv havde deltaget i Beat the Elite konkurrencen, og derfor var de nysgerrige efter at se finalisternes løsningsforslag.

Hvert team havde 10 minutter til at præsentere deres svar og efterfølgende 10 minutter til at besvare spørgsmål fra dommerpanelet. Blandt dommerne var to konsulenter fra Boston Consulting Group, rektor på CBS Per Holten-Andersen samt repræsentanter fra Københavns Universitet og DTU.

København Zoo skal skille sig ud fra mængden
Sådan lød opfordringen fra vinderteamet. Ifølge det vindende team har København Zoo et væld af gode idéer på paletten, men vigtigheden af dem er endnu ikke vægtet. Prioritering og struktur er essentielt for succes, lød teamets udmelding altså.

Ifølge teamet er det vigtigt, at København Zoo satser på læring og forskning. Til spørgsmålet om hvorfor netop dette fokus skulle efterstræbes, havde de studerende et klart svar på: Man skal gøre, hvad man er bedst til – og ifølge de studerende er læring og forskning altså København Zoos spidskompetence.

For at kunne adskille sig fra konkurrenterne mente teamet, at det ville være nødvendigt at afholde flere arrangementer i haven samt udarbejde en klar brandingstrategi.