Aldrig set eller smagt før

Skrevet af Marie Nytoft, Fairspeak - Foto: Jørn Albertus - 28. maj 2015 - 8:520 kommentarer
Der blev gået til de forskellige smagsoplevelser, der ikke altid smagte som det de lignede. Se flere billeder ved at klikke.

Virksomheder, myndigheder, forbrugere og forskere smagte nyt på konference om innovative smagsoplevelser.

Hvordan smager det, hvad er det lavet af, og hvordan ville du navngive delikatessen?

Embedsmænd fra Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen, forskere fra institutioner så forskellige som  DTU og Dansk Sprognævn (og selvfølgelig fra forskellige institutter på CBS), repræsentanter for fødevareindustri og detailhandel  (Coop, Kohberg, Toms m.fl.) samt forbrugerorganisationer (Forbrugerrådet, Tænk og Aktive Forbrugere) fik en oplevelsesrig eftermiddag i Dalgas Have den 21. maj.

Legen gik ud på at udsætte sig for og diskutere innovative smagsoplevelser. Snacks kreeret af 4 vordende mesterkokke fra Hotel- og Restaurationsskolen i København havde tilberedt lækkerierne til en “Dégustation surprise”, som deltagerne kvitterede for ved at give skriftlig feedback.

Resultaterne vil blive nøje gransket, men det står allerede klart, at der blev brugt alt fra de mest rosende til de mest stygge adjektiver og nyopfundne navne fra ”den blå lagune” til “møgpind” – hvor det sidste forslag antyder, at der selvfølgelig var delte meninger om nogle af kreationerne.

Prøvesmagningen var forløber for et større projekt, hvor Coop Danmark i samarbejde med Dansk Sprognævn, DTU og FairSpeak - og med hjælp fra menige forbrugerne - vil prøve at gøre det danske sprog bedre gearet til at snakke om smag og sanselighed i tilknytning til de daglige måltider. Dette som supplement til de tørre (og selvsagt vigtige) facts omkring fedtprocenter, oprindelsesland, CO2-belastning og dyrevelfærd, der ellers dominerer snakken i og omkring køledisken.

Ud over dette indslag var hovedtemaet for konferencen en præsentationen af bogen “Fair snak på fødevaremballager”, skrevet af FairSpeak-gruppen, der er forankret på IBC.

Bogen binder sløjfe om flere års forskningsresultater og er formuleret med henblik på at give råd om og sætte ord på et meget omdiskuteret men reelt ret underbelyst spørgsmål: Hvordan kan fair snak bedst sikres og vildledning undgås, når producent, detailhandel, forbrugere, myndigheder og ernæringseksperter skal mødes omkring informationerne på fødevareetiketter og forstå hinanden.

Ud over repræsentanter for de direkte implicerede interessentgrupper bidrog Peter Lund Madsen med et veloplagt indlæg om stenalderhjernens møde med mad i et moderne supermarked. Han kunne ikke selv deltage den dag, men havde lavet et 10 minutters videoindslag, som kan ses her.