Blandede spidskompetencer gav guldregn

Skrevet af Mia Mathilde Hansen - Foto: Philip Høpner - 4. marts 2016 - 15:570 kommentarer
Open var i år åben for forskelligheder, og vinderholdet bestående af Thor Høgenhaug, Joakim Lindboe Brüchmann, Christian Holm Clementsen og Alfred Gudnason mener da også, at netop deres forskelligheder blev deres store styrke.

Man skal både være skrap til at løse cases og have ordet i sin magt efter blot 8 timers søvn på tre døgn, hvis man vil vinde finalen i årets Case Competition Open. Og så gør det bestemt ikke noget, at deltagerne har forskellige kompetencer.

Fredag danner Solbjerg Plads rammen om den årlige case competition /tdc-er-aarets-fagligt-bredere-cbs-cc-case, der i år har TDC group som case og inspirationskilde.

Pendanten til det ugelange case arbejde er imidlertid ’sprinten’ indenfor opgaveløsning, bedre kendt som Open /beat-elite-bliver-til-cbs-case-competition-open, og opgaven er enkel: Skriv en løsning på ét døgn, kom og præsenter dit resultat for et udvalgt dommerpanel og vind de 30.000 kroner.

Den udfordring var der flere, som havde taget op, og med deltagere fra hele Norden og andre europæiske lande som England, Holland og Belgien samt én deltagende gruppe fra Indien, vidnede de 100 bud på case-løsninger om intet mindre end en succes.

I finalen var fem hold med studerende fra forskellige universiteter i Danmark, og her var det holdet, som havde forstået at stille op med fire deltagere fra forskellige studieretninger og fra forskellige universiteter i landet, der løb af med sejren.  

Vinderne mødte hinanden på udveksling

Vinderholdet bestående af Alfred Gudnasen (CBS), Joakim Lindboe Brüchmann (KU), Thor Høgenhaug (AU) og Christian Holm Clementsen (CBS), der alle er ret erfarne indenfor case-konkurrencer, var enige om, at TDC Group-casen var langt mere komplekst end det, de tidligere havde prøvet. Derfor var sejren også endnu mere sød, specielt taget i betragtning af, at de har knoklet fire mand høj tre døgn i træk. Så er præmien på 30.000 kroner bare kronen på værket.

- Vi har faktisk ikke drukket så meget kaffe, men det er blevet til ret mange Red Bulls, afslørede en grinende Joakim Lindboe Brüchmann fra Københavns Universitet.

Han blev hurtigt bakket op af sine holdkammerater, der fortalte, at de i løbet af de seneste tre døgn kun havde fået cirka 8 timers søvn, og at der i døgndrift var blevet løst, forberedt og planlagt case og fremlæggelse.

De fire studerende mødte hinanden forrige semester, da de alle tog et års udveksling på Colombia University i New York, og siden har de holdt kontakten.  Hvad der helt præcis var begrundelsen for holdets sejr, kan de ikke sætte fingeren på, men det, at de er konkurrencens mest diverse miks af fagkompetencer, har ifølge gruppen selv nok ikke været et minus.

- Vi kommer jo fra forskellige studier og studieretninger og har ikke arbejdet sammen før, så selvom jeg ikke lige kan sætte ord på nøjagtig hvad dét har givet os, har vi jo nok kunnet trække på hinandens forskellige spidskompetencer og fremgangsmåder, og det har givet en mere helstøbt løsning, sagde en begejstret Alfred Gudnason fra Copenhagen Business School.

Flere måneders arbejde kulminerede

Det var ikke kun de mange grupper der kunne ånde lettet op, da finalen var overstået, men også hele holdet bag CBS Case Competition Open.

- Jamen, det her er jo en del af det, vi har arbejdet på i 10 måneder, og jeg har stort set ikke sovet den seneste uge, så det bliver meget godt at fejre det, sagde presseansvarlig for CCC Ulrich Aaby. Han var særligt glad for den massive tilslutning, der i år har været til ’Open’ arrangementet.  

Han påpeger, at konceptet omkring den åbne del af case-konkurrencen ikke bare har ændret navn i 2015, men at det denne gang også har udvidet i mulighederne for fagområder i selve casen. Derfor er det nu ikke bare finansielle perspektiver, man kan lægge vægt på, men i langt højere grad et miks af markedsføring, kommunikation og finansielle forslag, som udvalget er på jagt efter, og derfor har TDC Group været den perfekte case i denne omgang.

I år modtog komiteen hele 100 cases fra 400 studerende fordelt over hele verden, og de kommende år håber man på en endnu bredere vifte af løsningsforslag i takt med, at niveauet stiger blandt de studerende. 

- Det har været et tårnhøjt niveau, og der har været fuld fart på hele ugen, så jeg tror bare, at vi alle sammen glæder os til at kunne slappe lidt af i aften, udtaler en storsmilede en meget tilfreds koordinator efter at vinderne var annonceret.

 

 

 

Info 

Bag om Open

Af de 100 caseløsninger, blev 5 udvalgt til at præsentere løsningsforslaget for et internt dommerpanel bestående af eksperter. Heriblandt rektor for CBS Per Holten-Andersen, repræsentanter fra ledende konsulenthuse i Danmark, samt et TDC Group-ekspertpanel.

Andenpladsen gik til: Anne-Catrine Brink Terp, Alexander Schou- Jørgensen, Morten Kirk Brødbæk og Rune Eg Hvedemose, alle fra Aarhus Universitet (AU).

Tredjepladsen gik til: Esben Neupart, Mikkel Karlsen, Frederik Borch Højland og Thomas Thoft Jensen, alle fra Aarhus Universitet (AU).

Læs mere om CBS Case Competition Open her.