Boliglån for studerende – læs før du låner!

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Skvoor@dreamstime.com - 22. august 2013 - 7:350 kommentarer
Situationen på det københavnske boligmarked er frustrerende, men du skal tænke dig rigtigt godt om, før du låner penge til at købe lejlighed.

I København er der kun ét kollegieværelse for hver ottende studerende. Det har gjort det attraktivt at købe egen andelslejlighed, og stadig flere banker tilbyder nu andelsboliglån til studerende. Men de skal se sig grundigt for, før der lånes.

Rekordstort optag – rekordstor mangel på boliger
Studiestart 2013 står til at slå alle rekorder. Over 88.000 håbefulde ansøgere søgt ind på deres drømmestudie, og af dem er mere end 60.000 nye studerende blevet optaget på landets universiteter.

I år tilbyder de videregående uddannelsesinstitutioner plads til 4 procent flere end i 2012, hvor der også blev sat rekord. Det medfører en rekordstor efterspørgsel efter de godt 64.000 studieboliger, der eksisterer landet over til de i alt 247.000 studerende.

En opgørelse fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter over antallet af ungdomsboliger klarlægger således, at der på landsplan er fire studerende per opført ungdomsbolig.

København som studieby kan imidlertid kun huse hver ottende studerende. Her er der nemlig kun 11.000 studieboliger til de knap 80.000 igangværende studerende.

Ekspert: bliv ejer i stedet for lejer
Den desperate situation på det københavnske boligmarked for især lejeboliger har fået John Norden, partner i sammenligningsportalen Mybanker, til at anbefale studerende at eje i stedet for at leje.

Den anbefaling bliver stadig nemmere at følge, eftersom adskillige banker er begyndt at tilbyde andelsboliglån til studerende, som står og mangler tag over hovedet.

Nye beregninger fra Mybanker viser tilmed, at der er tusindvis af kroner at spare ved eksempelvis at afdrage et andelsboliglån med det lavtforrentede SU-lån.

God investering at købe andelsbolig
Studerende Hjalte Bach, som starter cand.merc.(kom) til september, har allerede erhvervet sig en andelsbolig. Han har boet fem forskellige steder i løbet af sit bachelorstudium og ønsker nu en fast base under kandidaten.

- Jeg har altid været heldig at finde et sted at bo gennem nogen, der kender nogen. Men mit indtryk er, at det generelt er svært. Det er da også belastende i sig selv, at man oftest kun finder begrænset lejeperioder, fortæller Hjalte Bach og tilføjer:

- Man skal jo også lægge et depositum hver gang, og det får man sjældent tilbage. Det er kedelige penge at miste.

Han har derfor med købet af en andelsbolig valgt at smide penge i egen lomme i stedet for ud af vinduet, som han selv formulerer det.

- Det er en investering, og jeg sidder for godt det samme, som da jeg lejede, reflekterer Hjalte Bach efter at have boet i sin nyerhvervede andelslejlighed i et par måneder.

Vær opmærksom på omkostningerne ved lån
Selv om Hjalte Bach gjorde sig grundige overvejelser om boligkøb i over 2 år, før han endelig turde tage springet som førstegangskøber, var der alligevel en del af de forbundne omkostninger i forbindelse med andelsboliglånet, der overraskede ham.

- Jeg forventede ganske vidst diverse afgifter til det ene og det andet, men de beløber sig til en 20.000 kr. bare for at komme i gang med lånet. Det havde jeg ikke forventet, forklarer Hjalte Bach, som mener, at de samlede omkostninger er svære at overskue for førstegangskøbere.

Helt konkret oplyser han at være blevet opkrævet et gebyr fra banken på 7.000 kr. til administration, 1.200 kr. til adkomsterklæring samt yderligere 9.000 kr. til tinglysning.

Sammenlign de mulige lån ud fra ÅOP
Ifølge konsulent i Mybanker Martin Andersen er det dog helt normalt, at der er gebyrer forbundet med at optage et andelsboliglån. Det er derfor ikke nødvendigvis banken med de laveste renteomkostninger, der har det billigste lån.

Martin Andersen opfordrer derfor studerende, som overvejer at blive herre i egen andelslejlighed til at se på de årlige omkostninger i procent (ÅOP), når de sammenligner andelsboliglån fra forskellige banker.

- Når man skal vurdere, hvor attraktivt et andelsboliglån er, bør man kigge på ÅOP. Det er et rentebegreb, som i ét tal gør det muligt at sammenlige lån på tværs af pengeinstitutter, forklarer Martin Andersen og uddyber:

- Alle omkostninger ved oprettelsen og i lånets løbetid regnes med i ÅOP, og der tages desuden hensyn til, hvornår renter, afdrag med videre skal betales.

Den månedlige ydelse er en god rettesnor
Alternativt kan man med fordel sammenligne de forskellige andelsboliglån på den månedlige ydelse. Ligesom ÅOP giver ydelsen et mere retvisende billede end rentesatsen.

- Den månedlige ydelse er ganske enkelt udtryk for det beløb, som man skal betale månedligt; både renter og afdrag, lyder det fra Martin Andersen.

Rangeringen af pengeinstitutterne på sammenligningslisten på Mybanker.dk vil således være den samme uanset, om der sorteres efter ÅOP eller ydelse.

Alligevel en fordel at være herre i eget hjem
På trods af mærkbare overraskelser i form af diverse gebyrer på sit andelsboliglån foretrækker Hjalte Bach fortsat at have et sted, han kan kalde for sit eget.

- Jeg ser det som en klar fordel, at jeg kan blive boende samme sted under resten af min uddannelse og når jeg er færdiguddannet, siger Hjalte Bach og tilføjer:

- Hvis man har en stabil indkomst og ikke er bange for at skylde lidt væk, så vil jeg klart anbefale andre at købe andelsbolig fremfor at leje.

Vær opmærksom på belåningsintervallerne
Da Hjalte Bach som de fleste studerende ikke kunne lægge nogen udbetaling, er hans andelsbolig belånt op til 100 procent af dens værdi. Det giver en noget højere rentesats.

Derfor råder Martin Andersen fra Mybanker potentielle købere til at være opmærksom på pengeinstitutternes belåningsintervaller.

- Mange pengeinstitutter opererer med forskellige rentesatser afhængig af, hvor stor en del af andelsboligens værdi, man ønsker at belåne. Typisk vil man opleve, at rentesatserne er billigst ved de første 0-80 procent af boligens værdi og noget højere i de øverste 20 procent, forklarer Martin Andersen.

Belånes over 80 procent af andelsboligens værdi, vil den rente, der skal betales, som følge heraf være et vægtet gennemsnit af de to rentesatser.

Martin Andersen understreger dog, at en del pengeinstitutter kører med samme rentesats uanset låneinterval.

Info 

Når du vil sammenligne banker og lån
På Mybanker.dk kan man sammenligne andelsboliglån hos alle danske pengeinstitutter på både rentesats, de årlige omkostninger i procent (ÅOP) og ydelse.