Case competition blev vejen til konsulentjobbet

Skrevet af Katja Lund Schjølin - 11. oktober 2012 - 11:110 kommentarer
Cand.merc.FIR fra CBS Thor Bender Jensen blev ansat som konsulent i Deloitte Consulting umiddelbart efter, at han dimitterede - som direkte konsekvens af at have deltaget i Deloitte Consulting's case-konkurrence i 2011.

Cand.merc.FIR fra CBS Thor Bender Jensen blev ansat som konsulent i Deloitte Consulting. Det skete som følge af, at han havde vist flaget ved at deltage i Deloitte’s årlige Case Competition.

Case-konkurrencer er populære… og nyttige
Case-konkurrencer vinder frem med hastige skridt som events, hvor studerende kan markere sig over for virksomheder. På CBS arrangerer de studerende selv den prestigiøse, internationale CBS Case Competition samt aflæggeren Beat the Elite.

Beat the Elite-konkurrencen går ud på at løse samme case som deltagerne i CBS Case Competition, blot på kortere tid med casen hentet hjem og besvaret over internettet, efterfulgt af en finale på CBS. Den har siden sin indførelse i øvrigt vokset sig fra kun at være for studerende i Danmark til nu at indbyde studerende i hele Norden..

Sidste år leverede DONG Energy case til de to, men også andre virksomheder har været omdrejningspunkt for case-løsninger under tidspres – i mange tilfælde i case-konkurrencer som disse virksomheder selv afholder. Der er typisk variation i de forskellige cases, men et fællestræk er, at de stiller krav til evnen til at kunne takle og løse ustrukturerede og komplekse problemstillinger samt at præsentere problemstillingen og løsningen logisk og forståeligt.

Fik et anderledes indblik i konsulenthuset Deloitte
Thor Bender Jensen, dengang stud.merc.FIR, var sidste år en af cirka 30 studerende, der blev inviteret indenfor hos Deloitte Consulting på Bryggen i København for at deltage i konsulentvirkomhedens årlige case competition.

Casen omhandlede en række strategiske problemstillinger for en af Deloitte Consultings globale kunder og var baseret på et tidligere, real-life projekt. Deltagelsen gav som sidegevinst Thor Bender Jensen en mulighed for at få et anderledes og dybtgående indblik i Deloitte Consulting og kravene i konsulentverdenen.

- Min interesse for consulting var stærkt voksende over de to år, jeg læste min kandidat, fortæller Thor Bender Jensen, hvis interesse især koncentrerede sig om de meget skiftende opgaver, som branchen tilbyder, samt muligheden for personlig udvikling med en stejl læringskurve.

Løste spændende case og fik værdifulde kontakter
Thor Bender Jensen kom til case-konkurrence med erfaring som en af arrangørerne bag CBS Case Competition, men han havde aldrig selv deltaget i en.

- Jeg var meget positivt overrasket over eventet. Der var afsat rigtig mange ressourcer fra Deloittes side, da der stort set var lige så mange ansatte, fra konsulenter til partnere, som der var deltagere. Samtidig var casen udarbejdet meget professionelt med nogle spændende twists. Det endte med, at vi gik op i casen med liv og sjæl, da man konkurrerede med syv andre grupper om at levere den bedste løsning og dermed vinde en fornem præmie, fortæller Thor Bender Jensen og fortsætter:

- Jeg fik en masse med hjem. Både en viden om, hvad Deloitte Consulting er, og hvad de laver, og så mødte jeg flere forskellige personer, som jeg kunne kontakte, hvis jeg havde yderligere spørgsmål eller ville sende en ansøgning.

Dermed blev arrangementer pludselig også en oplagt indgangsvinkel til at få snakket med konsulenterne fra Deloitte Consulting og derved få en idé om, hvordan man selv ville kunne passe ind i organisationen. Han sendte ansøgningen, blev ansat og startede kort tid efter at have forsvaret sit speciale, den 1. oktober 2012.

Deltagelse kan meget vel føre til ansættelse
- Det faglige niveau hos de studerende var højt. De viste virkelig, at de evner at skabe værdifulde løsninger under pres, fortæller HR-chef i Deloitte Consulting, Michael Holst, om sidste års Case Competition-deltagere.

Selv om den faglige del af arrangementet fylder det meste, så er også den uformelle del, som om aftenen indebærer en hyggelig middag i København, vigtig og kan give de studerende et indtryk af kulturen i Deloitte Consulting – og dermed et udgangspunkt for at vurdere, om det er en arbejdsplads, de kunne forestille sig at blive en del af i fremtiden.

Deloitte Consulting afholder nemlig sine case-konkurrencer med talentafdækning og rekruttering for øje. De studerendes deltagelse i heldagsarrangementet giver et grundlag for konkrete ansættelser. Foruden Thor Bender Jensen blev fire andre ansat i Deloitte Consulting efter at have bevist deres faglige niveau og samarbejdsevner igennem case-konkurrencen.

DeloitteConsulting’s case competition 2012
Næste arrangement afholdes den 8. november 2012. Ligesom ved de tidligere konkurrencer forventer Deloitte Consulting, at dagen fører til konkrete ansættelser.

- Vi glæder os til endnu en gang at opleve de studerendes kreative forslag – vi var imponerede sidste år, fortæller Michael Holst.

Ansøgningsfristen til arrangementet er den 26. oktober 2012.

Du kan læse mere om Deloitte Consulting og årets case competition på Facebook – eller på Deloitte’s website.
 

Info 

Deloitte Consulting’s case competition 2012

Næste case competition afholdes den 8. november 2012.

Ansøgningsfristen til arrangementet er den 26. oktober 2012.

Læse mere på Facebook – eller på Deloitte’s website.