CBS’ brug af studentermedhjælpere i stærk vækst

Skrevet af Jannick Friis ChristensenMia Mathilde Hansen - Foto: Grafik: Jørn Albertus - 23. maj 2014 - 14:162 kommentarer

Antallet af studentermedhjælpere i staten er vokset med 50 procent over de sidste 10 år. I HK betegnes dette som noget, der minder om social dumping. På CBS har der siden en administrativ afskedigelsesrunde i 2011 været en lignende stigning.

Universitetsavisen bragte tidligere på året en artikel om, at studentermedhjælpere misbruges som billig arbejdskraft på KU, hvor de bliver sat til at udføre arbejdsopgaver, som uddannet personale burde løse.

Den hårde udmelding kom fra KU’s fællestillidsrepræsentant for de administrative HK’ere, Ingrid Kryhlmand, som beskylder KU for at nedlægge faste stillinger og lukke de værste huller med studentermedarbejdere på en lav HK-takst på omkring 110 kroner i timen.

Brug af studentermedhjælpere vokset med 50 procent

Ifølge statistik fra HK, baseret på tal fra Finansministeriets forhandlingsdatabase, besætter studentermedhjælpere i 2014 nemlig godt 1.500 årsværk, altså heltidsstillinger, i hele staten, som CBS hører under.

Antallet af årsværk på området er over de seneste ti år vokset til de 1.500 fra 1.028 i 2004. Da studentermedhjælpere generelt ikke arbejder på fuld tid, men ofte 5 til 15 timer om ugen, svarer det i praksis til langt flere ansatte.

- Det bekymrer os, at antallet af studentermedhjælpere vokser så markant. De mange studentermedhjælpere rykker ind samtidig med, at man mange steder nedlægger HK-stillinger, forklarer en bekymret næstformand for HK/STAT Peter Raben.

HK/STAT vil til at kigge nærmere på udviklingen for at se, om brugen af studentermedhjælpere er ved at tage overhånd.

Studentermedhjælperne snupper fagligt arbejde

I HK har faglig chef Tina Green allerede afholdt de første drøftelser om, hvad hun kalder en generel tendens – at studentermedhjælpere snupper arbejde fra HK-faggrupper.

- Det er jo en sondring, men vi ser desværre, at studentermedhjælpere i visse tilfælde går ind og overtager decideret fagligt arbejde, fortæller Tina Green, og tilføjer:

- Man beder jo ikke en studentermedhjælper om at være fængselsbetjent. Så vi bevæger os på en knivsæg, men jeg synes, vi nærmer os noget, der minder om social dumping.

Tendensen gælder også CBS

De tillidsrepræsentanter for HK- og AC-TAP-grupperne (der udgør de administrativt ansatte på CBS), som redaktionen har kontaktet under researchen til artiklen, kan ikke umiddelbart nikke genkendende til problemstillingen. Men tallene taler deres eget sprog.

Tendensen med stigende brug af studentermedhjælpere i administrationen har nemlig også fundet vej til CBS – noget som understøttes af tal fra HR, der viser en stigning på 35 procent fra 2010 til 2013.

Stigningen er især kommet efter afskedigelsesrunden i CBS’ administration tilbage i 2011, og den fortsætter. Der er således i år til dato allerede brugt 102 årsværk, hvilket snart er det samme som gennem hele 2013, hvor tallet løb op i 114 årsværk.

Kommentarer

Kære redaktion
Jeg er noget forundret over, at man i ovennævnte artikel ser sig selv citeret for noget man ikke er blevet spurgt om – ikke nok med det – man skriver også et forkert svar.
Jeg er som HK TR for institutter og centre, og ser at der står i artiklen:
’Tillidsrepræsentanter for HK- og AC-TAP-grupperne, der udgør de administrativt ansatte på CBS, kan ikke umiddelbart nikke genkendende til problemstillingen.’
Hvordan kan man skrive det uden at henvende sig til mig som tillidsrepræsentant; det fatter jeg ikke.
Jeg har udvist bekymring over for universitetsdirektøren allerede i efteråret over de mange studentermedhjælpere der bliver ansat her på CBS.
mvh Tine

Hvad synes du?

Hej Tine

Der er altså ikke tale om noget citat, og du var ikke at træffe (de forsøgte). Artiklens journalister henvende sig til adskillige HK-og AC-TAP tillidsrepræsentanter - jeg ændrer sætningen til, "De tillidsrep... redaktionen har været i kontakt med,"

mvh

Bjørn Hyldkrog
ansvarshavende
 

Hvad synes du?