CBS’ cand.merc. uddannelse falder i ranking igen

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Morten Andersen - Photo & Co - 5. november 2012 - 12:200 kommentarer
I 2008 var CBS cand.merc.-uddannelse nummer 21 i rankingen. Dengang overvejede man at dele den op i to for at få en bedre ranking. Det er daværende vicepresident for International Affairs, Sven Junghagen, der sidder med den fabrikerede avisforside.

CBS cand.merc. faldt for tredje år i træk, denne gang til en plads som nummer 43 ud af 70  på verdensplan, da Financial Times (FT) i oktober offentligjorde sin årlige rankingliste. Det giver dog ingen grund til at råbe vagt i gevær.

Fald i ranking er ikke et udtryk for ringere kvalitet
CBS, der deltager med udvalgte cand.merc-linjer i Financial Times’ (FT) årlige ranking af i alt 70 kandidatprogrammer, er over en treårig periode dykket fra at være nummer 22 i 2010 til dette års placering som nummer 43. Det til trods for, at CBS for nylig blev kåret af Eduniversal til at have det tredjebedste ry blandt 1.000 business schools på verdensplan.

Director of Accreditation and Quality Assurance, lektor Ole Stenvinkel Nilsson fra Evaluering & Akkreditering sætter dog spørgsmålstegn ved, hvorvidt ranking i dette tilfælde kan bruges til at måle kvaliteten af cand.merc. :

- Ranking er ikke nødvendigvis det bedste instrument til måling af kvalitet af en uddannelse, men ønsker vi at deltage, er det jo sådan, vi bliver målt, forklarer Ole Stenvinkel Nilsson.

Ingen grund til at råbe vagt i gevær…
Evaluerings- og akkrediteringsdirektøren mener, at de årlige fald i ranking kan forklares med de kriterier, Financial Times dømmer ud fra, hvor 45 procent af den samlede vurdering bygger på information fra alumni.

- CBS har store vanskeligheder med at holde forbindelse med sine kandidater efter endt uddannelse og med at levere valide kontaktinformationer simpelthen fordi, vi endnu ikke har et velfungerende elektronisk system til det, uddyber Ole Stenvinkel Nilsson og tilføjer:

- Der ligger også et holdningsmæssigt problem i, at mange CBS-alumni ikke føler sig forpligtet til at optræde som ambassadør for skolen.

Financial Times, der indsamler data fra kandidater, som afsluttede den undersøgte uddannelse tre år tidligere, må derfor forventes at få en forholdsvis lav svarprocent.

… men noget skal gøres for at forbedre rankingen
Hvis ikke CBS ønsker at spille hasard med sit internationale omdømme, må der dog gøres noget for at forbedre positionen på rankinglisten over udvalgte kandidatuddannelser på verdensplan. Omverdenen lægger nemlig stor vægt på Financial Times’ målinger.

- Det er helt afgørende, at vi får styrket relationen til vores alumni. Derudover kan der hentes inspiration til andre tiltag, der kan forbedre placeringen på ranglisten ud fra de mange kriterier, konkluderer Ole Stenvinkel Nilsson.

Evaluerings- og akkrediteringsdirektøren nævner specifikt karriererådgivning, støtte til aktiv jobsøgning i ind- og udland og en øget international bestyrelsesprofil samt krav om to sprog på kandidatuddannelserne.