CBS Career Centre holder Graduate Night

Skrevet af Stephanie Julia Stephanou - 20. oktober 2015 - 13:451 kommentar

CBS Career Centre og CBS Career Partners byder alle kandidatstuderende velkommen. Arrangementets fokus er virksomheders udbud af graduate-forløb og 13 danske og internationale virksomheder står klar til at give dig råd og information om deres populære forløb.

Det kan være svært at finde arbejde, eller i det hele taget at beslutte sig for, hvilken retning man skal gå i efter specialet er afleveret og forsvaret. Viften af muligheder er meget bred og det kan virke overvældende at skulle undersøge alle muligheder i jagten på drømmejobbet. En af mulighederne er at starte i et graduate-forløb i en virksomhed.

Den 3. november fra 16.00 til 20.00 afholder CBS Career Centre og CBS Career Partners et arrangement for alle nuværende kandidatstuderende på CBS. Ved arrangementet har kandidatstuderende en gylden mulighed for at møde repræsentanter fra 13 virksomheder fra forskellige sektorer, som vil fortælle om, hvad de har at tilbyde kommende dimittender.

Samtlige virksomheder vil byde ind med præsentationer af netop deres programmer samt rådgivning omkring, hvad man skal være opmærksom på i ansøgningsprocessen. Endvidere får deltagere muligheden for at møde dimittender, som allerede er i gang med graduate-forløb i virksomhederne.

Deltagelse i et graduate-forløb kan hjælpe dig med at identificere dine professionelle interesser og spidskompetencer, da du vil komme til at arbejde i forskellige afdelinger i virksomheden og derfor bliver eksponeret til en bred vifte af udfordringer.

Du vil samtidig opnå stor indsigt i virksomhedens forretningsgange og struktur, hvilket er en stor fordel, hvis du ønsker at bevæge dig op af karrierestigen i den specifikke virksomhed. Ydermere er der god mulighed for at komme til at slå sine folder i udlandet, da disse virksomheder opererer internationalt.

Konklusionen er, at et graduate-forløb i en virksomhed åbner mange døre og giver mulighed for unikke oplevelser, som kan bidrage til at give dig et stærkt fundament til din videre færd ud i erhvervslivet.

Derfor: Kom og mød os på Solbjerg Plads den 3. november kl. 16.00 og udforsk dine karrieremuligheder.

Husk at tilmelde dig arrangementet.

Kommentarer

Register

Hvad synes du?