CBS fejrer store kandidat-afleveringsdag med fest

Skrevet af - 11. maj 2016 - 11:060 kommentarer
Det kan godt være, at det er hårdt lige nu - men når det hele er overstået på tirsdag, bliver det også lidt festligt.

Nu står årets kandidatafhandlinger endelig for at skulle afleveres, og i forbindelse med at langt de fleste i år afleverer deres speciale samtidig, inviterer CBS den 17. maj alle specialeafleverende studerende til fest

Tirsdag den 17. maj mellem 9 og 16 afleverer langt de fleste specialeskrivende CBS-studerende (forhåbentligt) deres kandidatafhandlinger – og i år har CBS, nu hvor alle helst skal aflevere samtidigt, valgt efter bedste evne at gøre dagen til en fest.

Hele Dalgas Have vil i tidsrummet 9-16 være fyldt med afleveringsstande, hvor specialet kan afleveres efter den sveddryppende slutspurt. Når man som studerende så har afleveret, er der inviteret til fest – i første omgang på ECO-bar og Sidevognen i Dalgas Have, og senere på dagen i Nexus på Soilbjerg Plads.

Karrierevejledning og networking som ’chaser’

Om man er til øl og anden festivitas, eller om man i skarpt trav helst vil indlede jagten på drømmejobbet her og nu, så kan man få sine lyster tilfredsstillet. Der er nemlig noget for enhver smag afhængigt af, hvor og på hvilket campus du befinder dig på.

Der vil i Sidevognen og på ECO! Bar i Dalgas Have blive serveret forfriskninger til de tørstige studerende, som har afleveret deres speciale.

Hvis man ikke er på den vogn, kan man i stedet mødes med CBS Career Centre, Djøf, Akademikernes og CA for at få råd til din jobsøgning.

Hvis man har lyst til at søge inspiration eller gå i gang med at sikre netværket med andre dimitterede CBS-studerende, kan man møde CBS-Alumni, som kan besvare spørgsmål om, hvad de eventuelt kan tilbyde dimittender fra CBS. 

Hvis du har spørgsmål vedrørende aflevering af dit speciale har du mulighed for at finde information på e-campus her. 

CBS OBSERVER gør opmærksom på at der til eventet ikke gives specifikke svar på spørgsmål om selve afleveringsprocessen, men at Student Hub beredvilligt stiller sig til tjeneste for at hjælpe med dette.