CBS-forsker sætter bæredygtighed på skoleskemaet

Skrevet af - 24. maj 2016 - 14:140 kommentarer
Post.doc. Kirsti Reitan Andersen og naturfagslærer Vibeke Lythjohan foran 8. årgang på Trekronerskolen ved Roskilde.

Med hjælp fra blandt andet udlodningsmidler har CBS-forsker Kirsti Reitan Andersen udarbejdet en række materialer til folkeskolerne. Materialerne lærer eleverne om bæredygtig mode, og modtagelsen har været god.

I 8A’s lokale på Trekronerskolen i Roskilde er der ringet til første time. Omkring 20 piger sidder og venter på, at læreren råber deres navne op. Denne torsdag morgen er det ikke sætningsanalyse eller brøkregning, som er på skemaet.

Det er bæredygtighed derimod. Sådan har det været for 8. årgang de sidste 2 torsdage, og det kommer det til at være det nogle uger frem. Som en del af den nyeste folkeskolereform skal eleverne nemlig undervises i bæredygtighed.

Trekronerskolen har i den forbindelse valgt at lave 3 hold for deres 8. årgang: metal, mad og mode. Det er sidstnævnte, som pigerne i klasselokalet skal undervises i. Materialet til undervisningen er spritnyt og udarbejdet af en forsker fra CBS.

- Jeg skrev min ph.d. om bæredygtig mode, sammen med Mistra Future Fashion, og mødte i forbindelse med mit feltarbejde forskellige mennesker, som efterspurgte udførligt materiale om lige netop det, fortæller Kirsti Reitan Andersen, post-doc på CBS, og fortsætter:

- Det inspirerede mig til så småt at begynde at udvikle materialet og til at søge om en del af udlodningsmidlerne, som vi så fik tildelt.

Kirsti Reitan Andersen siger selv, at formålet med materialet at formidle viden omkring bæredygtig mode bredere, end det bliver nu. Materialet er forsat under udvikling, og Kirsti er ved at undersøge andre former for finansiering end udlodningsmidlerne.

I udviklingsprocessen har Kirsti Reitan Andersen fået hjælp af sin Ph.D.-vejleder (og CBS-professor), Esben Rahbek Gjerdum Pedersen. Desuden har filmskaber og designer Ana Diaz også sat sit aftryk på både form og indhold. Ana er, blandt andet, kvinden bag nogle tegnefilm, som indgår i undervisningen.

Bæredygtige trendsættere i 8. klasse

Materialet, som holdet har udarbejdet, går under navnet ’Bæredygtige Trendsetters’. Det er, som nævnt, stadig under udvikling, og 8. årgang på Trekronerskolen er sammen med Sønderbroskolen på Amager forsøgskaniner.

Kirsti Reitan Andersen er i opstartsfasen med til alle undervisningsgangene.

- Jeg skal se, hvad der virker. Materialerne indeholder forskellige filer, så som de tegnefilm, som vi har fået lavet specielt til os. Samtidig bliver den platform, vi bruger, også kodet lidt efter lidt, så der er mange ting, som skal tjekkes op på. Desuden er det rart, at jeg kan se materialet i brug, forklarer hun.

Forløbene indgår under naturfagsparaplyen og omfatter altså fag som geografi, fysik, kemi og matematik. Der er opsat en række læringsmål, som materialet skal opfylde. Her er det lærerne, der hjælper med at sikre, at materialet er fyldestgørende.

- Det er lidt svært at vurdere, hvorvidt materialet lever op til kravene. Men heldigvis har vi et tæt samarbejde med lærerne, der kan give os feedback. Så vi tager det lidt hen ad vejen, uddyber Kirsti Reitan Andersen.

Små bobler af vidunderlig forskerviden

I 8A er dagens tema, hvordan en supply chain ser ud for et par almindelige jeans. Først skal supply chain defineres. Pigerne tøver. Læreren hjælper dem på vej: det er, hvordan et par jeans går fra at være bomuld på en mark til forbruger.

Med begrebet på plads skal pigerne lave opgaver for sig selv. Der bliver ikke delt hand-outs ud, det hele sker på iPads. Materialet på elevernes iPads består af tekst, lydklip, film og små opgaver.

Stilheden i klasselokalet bliver fra tid til anden afbrudt af den hvæsende lyd af et par jeans, som bliver sandblæst. Det er blandt andet en del af det digitale materiale.

Fra katederet ser læreren til. Hun har været glad for materialet og ikke mindst den viden, som Kirsti har bragt ind i undervisningen:

- Det har været dejligt at have Kirsti med, bemærker Vibeke Lythjohan, naturfagslærer på Trekronerskolen, og fortsætter:

- Hende og Ana (som også har været med i undervisningen, red.) kommer med sådanne små bobler af vidunderlig viden, som har givet mig nogle helt nye perspektiver. Det har tilføjet en dybde i undervisningen om bæredygtig mode, som jeg ikke selv vil kunne have tilføjet

Numselommer som tyverisikring

Næste ting på skemaet er en udflugt i den bæredygtige modes tegn. Destinationen er Kirkens Korshærs hus i Nordvest. Her skal pigerne høre om organisationens arbejde med genbrugstøj, og hvem det forskellige tøj kommer til gode. Til stede er en projektleder og en designstuderende, som er i praktik i huset.

Først bliver holdet vist rundt, hvor tøjet bliver sorteret. I en skurvogn bag huset står 2 kvinder midt i et organiseret rod af poser med tøj, som er blevet smidt Kirken Korshærs containere i og omkring København.

De forklarer, at det tøj, som er i god stand og tidsvarende enten bliver givet til værdigt trængende eller solgt i genbrugsbutikker. Er der noget knap så tidsvarende tøj, som dog stadig er i god stand, bliver sendt til Balkan.

Efter rundvisningen skal pigerne selv gå til hånde. Dagens tema er lommer, en ting som er vigtig for hjemløse, som hele tiden skal have alle deres sager på sig.

Hjemløse er desuden også i fare for at blive bestjålet, mens de sover. Derfor opfordrer den designstuderende også pigerne til at prøve at komme med nogle lidt mere hemmelige lommer. Der lægges ud med et par tegneøvelser, hvor pigerne laver en idébank.

Derefter skal de ind og selv prøve at skabe noget tøj med kreative lommer. Forslagene i idebanken er mange og kreative. Et af dem lød på at sy lommer på indersiden af et par buksers bagside. For, som eleven bag ideen siger det, hvem vil stjæle noget derfra?