CBS køber nabo-politistation til studenterhus

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Jørn Albertus - 8. januar 2015 - 14:020 kommentarer
Politistationen ligger ganske tæt på CBS. Man kan ane Solbjerg Plads bag de to søjlegange til venstre i billedet.

CBS’ere får inden for en kort årrække deres eget studenterhus. Måske. CBS købte i december i fjor politigården ved Solbjerg Plads til formålet, men først skal CBS Students lige fundraise 35 millioner kr. mere til renoveringen.

Fra politistation til 'Student Innovation House'

Den gamle Frederiksberg Politigård, der ligger på Howitzvej 30 i forlængelse af Solbjerg Plads campus, ser nu ud til at få nyt liv.

CBS har nemlig erhvervet sig bygningen med det formål at sætte den i stand og gøre den til et ”Student Innovation House” – lidt lig KU’s studenterhus i Købmagergade ved Rundetårn.

Campusudvalget forventer en åbning af det multifunktionelle hus med studiearbejdspladser, mødelokaler, grupperum og café i løbet af 2017. Om det bliver en realitet afhænger dog af CBS Students, der har påtaget sig opgaven at fundraise pengene til projektet.

Students har fundet 20 mio. kr. – skal bruge 55 mio.

Til gårsdagens nytårskur kunne rektor Per Holten-Andersen fortælle, at der samlet set skal hentes 55 millioner sponsorkroner hjem for at gennemrenovere bygningen, der indeholder 80 lokaler fordelt på fire etager plus kælder – i altlist over 3.000 kvadratmeter.

Men til dato er det kun lykkes CBS Students at hente 20 millioner kr. hjem, og det selv om de har været i gang med fundraisingen siden slutningen af 2013.

CBS var tvunget til at slå til nu

CBS købte bygningen i begyndelsen af december 2014 og kommer på den lange bane til at stå for den løbende bemanding og vedligeholdelse.

Om baggrunden for CBS’ investering i det store byggeprojekt i en tid, der ellers er præget af økonomiske udfordringer, sagde rektor Per Holten-Andersen ved sin nytårskur onsdag den 7. januar blandt andet:

- Vi var nødt til at slå til nu, ellers var den blevet solgt til anden side. (...) På trods af de nuværende økonomiske udfordringer kan CBS ikke tillade sig at stå stille, men må blive ved med at investere i fremtiden.

CBS OBSERVER følger i de kommende uger op med flere historier, der blandt andet sætter fokus på Students’ visioner for projektet.