CBS Students: Ja til adgangsbegrænsning - med forbehold

Skrevet af Torkil Bang - 1. september 2009 - 15:270 kommentarer

Studenterorganisationen på CBS bakker op om beslutningen om at indføre adgangsbegrænsning til alle linjer på cand.merc.-studiet. CBS Students eneste – men kraftige – anke er mod planen om, at også studerende på CBS’ egne kombi-uddannelser fra 2011 skal opfylde krav om et bestemt antal erhvervsøkonomiske ECTS.

CBS Students: Urimeligt over for kombi-studerende
- Vi er positivt indstillet over for adgangsbegrænsning, da CBS ikke har kapacitet til at tage imod alle ansøgere, siger CBS Students formand, Jenskumar Sivagurunathan, der dog understreger, at man i studenterorganisationen er stærkt utilfreds med, at der er lagt op til skærpede krav til CBS’ egne kombi-studerende allerede fra 2011.

- Mange studerende har blandt andet valgt netop kombi-linjer, fordi de troede sig sikre på, at det ikke begrænsede dem til at komme ind på en meget økonomitung kandidatuddannelse.

ECTS skal kunne indhentes i sommerferien
CBS Students ønsker, at kravene om erhvervsøkonomiske ECTS vil blive så tilpas lette, at det kan klares på en sommerferie, når det gælder kombi-uddannelserne.

- Ellers stiller det dem, der har søgt optagelse på kombi-uddannelserne i 2008 og 2009 i en helt urimelig situation, siger Jenskumar Sivagurunathan.