CBS Students kan støtte dine gode ideer – kontant

Skrevet af Albulena Rexhepi - Foto: © Iqoncept | Dreamstime.com - 12. november 2014 - 14:210 kommentarer
Hvis din idé til gavn for CBS' studiemiljø, campus og dine medstuderende er lige i øjet, kan du få støtte til at realisere den gennem CBS Students

Opdateret: Vidste du, at du kan få økonomisk støtte til dine gode ideer på CBS? Gode ideer der vel at mærke er til gavn for CBS’ sociale og faglige studiemiljø. Det er CBS, der står bag den årlige bevilling på 1,5 millioner kr., og CBS Students, der står for administrationen. 

Opdateret: Er du klar over, at der er hele 1,5 millioner kroner til rådighed for dig som studerende på CBS – hvis du vel at mærke har en god ide til en ny studenterorganisation eller en aktivitet, der er til gavn for studiemiljøet på CBS’ campus.

For at kunne søge om penge fra aktivitetspuljen, behøver man ikke nødvendigvis at være med i en forening. Man kan sagtens søge om støtte som individ. Det eneste, der kræves, er blot en god idé til noget, som vil gavne CBS studerende, samt at tiltaget holdes på eller er tilknyttet CBS’ campus.

De mange penge har vores allesammens studenterorganisation, CBS Students kæmpet for, så man som studerende kan få økonomisk hjælp til at udvikle og realisere sine gode ideer. Sidder du inde med en og har brug for en økonomisk håndsrækning, så læs videre.

Ubrugte midler sendes retur til CBS

Marlene Holm, som er næstformand for CBS Students, fortæller, at de 1,5 millioner kr. er en årlig bevilling fra CBS.  CBS Students har tilkæmpet sig midlerne, så helt almindelige studerende kan få mulighed for at forbedre studiemiljøet. 

- Som regel bliver hele beløbet aldrig brugt. Derfor skal studerende sørge for at søge, for vi ser helst, at alle pengene bliver brugt, fortæller Marlene Holm og pointerer:

- Ikke fordi vi ikke vil sende dem retur, men fordi vi helst så, at de mange CBS-studerende gjorde brug af denne fantastiske mulighed for at få støtte til fede aktiviteter til gavn for os alle.

Ikke nogen eksklusiv CBS Students-pulje

I CBS Students har man været glade for at se, at de mange studenterforeninger er vokset og har gjort brug af aktivitetspuljen i år. For eksempel havde 2 unge kvinder en ide om en Miss Business Day-event, hvor kvinder i erhvervslivet rådgiver studerende.

- Det støttede vi, da ideen var god og gavnede CBS kvinder, siger Marlene Holm.

Students næstformand mener, at vores Business School ville være kedelig, hvis ikke CBS Students var der til at kæmpe for studiemiljøet. Men man behøver ikke at være aktiv i studenterorganisationen elller dens netværksorganisation for at komme i betragtning:

- I komiteen for aktivitetspuljen sidder der faktisk 2 studerende, som overhovedet ikke er aktive i CBS Students, så hvis man er interesseret i at søge, eller hvis man vil være en del af komiteen, så må man meget gerne kontakte os, understreger Students-næstformanden.

Dit studiemiljø – din idé – måske dine penge!

Målet er at skabe værdi for CBS og samtidig støtte engagerede studerende, som har lyst til at starte et projekt eller være med til at udvikle ideer til aktiviteter. CBS Students opfordrer derfor alle studerende til at søge om støtte og udvikle deres iværksætter-kompetencer.

Hvis du har gået rundt og leget lidt med tanken om et event eller projekt, som kan afholdes på campus, og som du alene eller sammen med dine venner vil være med til at organisere fra start til slut, så er det jo oplagt at benytte sig af de muligheder, aktivitetspuljen byder på.

Liges om med alt andet er der nogle retningslinjer, som skal følges, hvis man vil søge om midler til sin fantastiske idé. Men de er nu ret overskuelige.

Man kan læse om aktiviteter, der tidligere er givet støtte til, og granske kriterierne for at søge på CBS Students webside. Så grib dagen og vær med til at skabe hovedstadsområdets bedste studiemiljø.