CBS-studerende bag madbørs på nettet

Skrevet af Kristoffer Nyegaard - Foto: Dinnersurfer - 19. maj 2014 - 15:050 kommentarer
Med platformen Dinnersurfer har 3 CBS-studerende skabt en børs for hjemmelavet mad, der gør det nemmere for eksamenspressede studerende og andre med en travl hverdag at spise sundt og varieret

3 CBS-studerende står bag den succesrige hjemmeside Dinnersurfer, hvor du både kan købe og sælge hjemmelavet mad. Nu håber stifterne, at konceptet slår igennem i udlandet.

Eksaminerne trænger sig på. Det fremgår tydeligt af de propfyldte læsesale, der sidst på eftermiddagen kan lugte lidt af abeburene i Zoologisk Have. Det er normalt ikke i denne hektiske periode, at eksamensgidslerne tager sig god tid til at kokkererer en cassolette eller en chicken tikka masala.

Men en travl eksamensperiode betyder ikke nødvendigvis, at man udelukkende skal ernære sig af rugbrødsmadder eller junkfood.

De 3 CBS’ studerende Morten Barklund, Kasper Krægpøth og Navid Baharlooie har nemlig sat sig for at revolutionere folkekøkkenet.

Med platformen Dinnersurfer har de skabt en børs for hjemmelavet mad, der gør det nemmere for eksamenspressede studerende og andre med en travl hverdag at spise sundt og varieret.

Konceptet går ganske enkelt ud på, at du via hjemmesiden Dinnersurfer.dk kan købe andres hjemmelavede mad, eller du kan sælge din egen.

“Vi var trætte af at spise pizza”

De tre iværksættere kom på idéen, fordi deres kost i for høj grad bestod af pizza.

- Vi fik idéen til Dinnersurfer, mens vi arbejdede på at udvikle studieplatformen Edify. Vi arbejdede rigtig meget og ofte til langt ud på aftenen, hvorfor vi lidt for ofte spiste pizza og andet junkfood til aftensmad, fortæller cand.merc.(fil.)-studerende Navid Baharlooie.

Studieplatformen Edify havde for få tilmeldte brugere til at kunne fortsætte, og gruppen var i det hele taget kørt træt i projektet. Undervejs var der blevet diskuteret andre projekter, og de var derfor tændt på at arbejde på at iværksætte et nyt, da Edify kuldsejlede.

- Vi snakkede en del om, at det kunne være fedt at købe mad af private, så vi kunne få bekvemmeligheden af take away - men billigere og sundere. Det gik hurtigt op for os, at mange andre havde det på samme måde, forklarer cand.merc.AEF-studerende Kasper Krægpøth.

Sociale sidegevinster med i købet

Dinnersurfer rammer lige ned i tidsånden. Flere og flere peer-to-peer-tjenester gør det nemt at dele eller udleje ens private ejendele. Du kan for eksempel leje en privat lejlighed via Airbnb eller finde et lift i en privat bil med GoMore.

Dinnersurfer er den første peer-to-peer-tjeneste, der faciliterer køb og salg af mad mellem private. Brugerne tilmelder sig af praktiske hensyn, men ofte får de nogle sociale sidegevinster med i købet.

- Der er mange fordele ved at bruge Dinnersurfer. Som køber kan man få bedre mad for pengene, og som sælger kan man indtjene nogle af de omkostninger, der er forbundet med at lave mad, fortæller Navid Baharlooie og fortsætter:

- Men man lærer også nye mennesker at kende i sit nabolag. Det er fedt at se folk komme hinanden ved på nye måder, når de bruger tjenesten.

Dinnersurfer har sin egen brugerdrevne smiley-ordning. Brugerne giver kokkene en offentlig feedback, så potentielle købere bedre kan orientere sig i udbuddet, hvilket er med til at gøre tjenesten til et sammentømret online-fællesskab.

Stiler mod udlandet

Siden blev lanceret den 12. januar, men allerede nu er der tilmeldt over 400 kokke på landsbasis, og der er oprettet over 3.300 brugere på Facebook. Det er endnu ikke så normalt at købe mad hos naboen, men det er Dinnersurfer tilsyneladende ved at lave om på.

Nu er stifterne i gang med at oversætte siden til blandt andet engelsk, fransk og tysk, men i første omgang handler det ikke om at tjene penge.

- Lige nu har vi ikke en forretningsmodel, da vi har været mere fokuseret på at skabe en god tjeneste end en forretning. Vi vil gerne have, at Dinnersurfer’s brugsværdi er klar og tydelig, inden vi begynder at udvikle et betalingssystem, lyder det fra Navid Baharlooie.