CBS’ studieliv og campus-miljø fejrede sig selv

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - Foto: Jørn Albertus - 18. september 2014 - 16:290 kommentarer
CBS Students-formand Charlotte Gjedde gav den gas på en af CBS Mercury's romaskiner - på den ikke krydsfedtede måde.

68 af de 80 studenterorganisationer på CBS viste flaget over for de nye studerende ved Student Society Day i år. Spektret gik fra det faglige og studierelaterede over det nationale via det sportslige til det religiøse, det æstetiske og det nydelsesfulde.

68 studenterorganisationer fyldte studenterstrøget på Solbjerg Plads fra den ene ende af bygningen til den anden ved Student Society Day 2014. Interesserede nye studerende blev budt på lækkerier og smagsprøver, både fra slikskåle og små glas og i form af udfordringer som øl-pong og romaskiner.

Udvalget af engagementstilbud spændte fra hæderkronede organisationer så rodfæstede på CBS som CBS Students og CBS Sport til organisationer så nye, at de end ikke havde nået at holde stiftende generalforsamling endnu, endsige var kommet med i ’The CBS Students Network Book’ i år.

Se billederne, hvor vi bringer et udvalg af standene på dagen.

Students på banen som netværksparaply

- Det er så fedt at se, hvor stort og kreativ et udvalg af vidt forskellige studenterorganisationer og -foreninger CBS efterhånden kan byde på, og hvor kreative folk har været til i dag, udtalte CBS Students-formand Charlotte Gjedde og fortsatte:

- Der er mellem 10 og 20 flere organisationer i år, end der var sidste år. Vi kan også mærke, at selv om de enkelte organisationer bliver stedse mere selvkørende og selvstændige, så bliver sammenholdet i netværket stedse bedre.

CBS Students var selv stærkt til stede foran Biblioteket, ikke så meget for at rekruttere nye aktive medlemmer (selv om det da også var noget, man gjorde), som for at være synlige og befordre arrangementet.

- Interessen for at blive aktiv i Students er faktisk utrolig stor i år, også i forbindelse med ’Run, Or…’ kampagnen, som også snart begynder, sagde Charlotte Gjedde.