CBS-team vinder på kontakt til mælkehaderne

Skrevet af Helle-Lise Ritzau Kaptain - 2. februar 2016 - 15:020 kommentarer
Christop van de Sand, Kevin Thoms og Philip Cotz læser Entreprenørship, Branding & Communications og Strategy & Finance på CBS.

Tre CBS-studerende vinder casekonkurrence i global kommunikation.

Mælkeproducenterne har noget af en udfordring: Mange mennesker over hele verden har nemlig en meget negativ opfattelse af mælk som basisfødevare.

Men der er som bekendt ingen grund til at græde over spildt mælk, og Arla Foods sagde i stedet ja til at være årets case i ComCaseCompetition 16. Konkurrencen blev holdt på CBS 27.-28. januar, og vinderholdet var på hjemmebane: Tre tyske studerende, som alle læser på CBS.

Christop van de Sand, Kevin Thoms og Philip Cotz har samlet en bred palette af aktiviteter omkring en strategi, der betoner Arlas styrker. Blandt forslagene er en reklamekampagne baseret på et fodboldhold af stærke mælkekøer og et svagere hold af mælkesubstitutter. En idé, der med humor gerne skulle få forbrugerne til at overveje, om de hepper på det rigtige hold.

”Vinderholdet imponerede ikke alene med gode kreative ideer, men også med en klar analyse og en meget flot og overbevisende præsentation,” siger Astrid Gade Nielsen, Vice President Corporate Communication Arla, i en pressemeddelelse.

Vinderholdet, der læser Entreprenørship, Branding & Communications og Strategy & Finance på CBS, var i hård konkurrence. Op til 10 hold studerende havde 24 timer til at løse opgaven. Alle hold præsenterede derefter deres løsninger for juryen, der består af forskere, og kommunikationseksperter med international baggrund. 

Den årlige casekonkurrence i global kommunikation er et samarbejde mellem CBS, Dansk Kommunikationsforening og UNGKOM.

Læs mere om ComCaseCompetition her.