CBS’ virtuelle hvor er du, og hvad kan du der?

Skrevet af Nikita Bang - Foto: Screendump - 6. august 2015 - 15:140 kommentarer
Skærmbillede-orgie: Vi lægger ud med det officielle vindue mod omverdenen, cbs.dk ...

Virtuel vejviser 101: Det er ikke kun CBS’ campus og bygninger, der kan få en ny studerende til at føle sig lidt forvirret og fortabt. Det kan være mindst lige så svært at finde rundt i de mange livsnødvendige, nyttige eller sjove CBS-relaterede sider på nettet.

CBS egen, udadrettede webside

Universitetets egen hjemmeside giver dig det store forkromede CBS-overblik. Cbs.dk indeholder en velkendt, nyttig søgefunktion, hvorigennem du blandt andet kan finde dine nye forelæseres forskningsområder.

Hjemmesiden rummer desuden mere eller mindre al den viden, du kunne ønske at erhverve dig om CBS. Du kan for eksempel finde info om fremtidige arrangementer, læse om de forskellige uddannelser samt deres studiestart og endda følge med i officielle CBS-relaterede nyheder.

Kort sagt, hvis du vil vide mere om dit nye studiested, så er cbs.dk stedet at søge hen.

Dit uundværlige Bibliotek

Under CBS’ website finder man Bibliotekets side. Denne webside bliver du med garanti flittig gæst på, og den vil være din trofaste ven i nøden, når du ikke lige kan finde den tekst, du skal læse til næste forelæsning, eller når du skal skrive opgaver.

Her kan du nemlig både finde alverdens tidsskrifter samt søge direkte på artikler eller bogtitler. Du kan også dykke ned i et væld af relevante databaser, du som CBS studerende har gratis adgang til, og gøre brug af en bred vifte af e-ressourcer.

For at spare dig turen til det fysiske bibliotek, kan du desuden få svar på de mest generelle spørgsmål om praktisk information, søgning og faciliteter i forbindelse med biblioteket.

Dit eget forkætrede E-campus

E-campus vil på én gang være din bedste ven og værste fjende gennem dit studieliv. Her finder du mere eller mindre det meste, du som studerende skal bruge – desværre væltet rundt i en stor pærevælling, der kræver, at du holder tungen lige i munden.

Det er dog (igen) heldigvis lovet, at siden skal opdateres, men hvornår kan vi ikke få noget at vide at skrive om (vi vender tilbage, når vi ved noget). Tippet herfra er stadig: tag dig i agt, og gå grundigt på jagt.

’Cyber-campus’-delen kan du tænke økonomisk og for eksempel sælge dine gamle bøger (alternativt købe dine "nye") eller finde oplysninger om de mange studierabatter, der nu er tilgængelige for dig, og de legater, der løbende er åbne for ansøgninger.

’Studium’-delen er essentiel at bruge tid på at sætte sig ordentligt ind i. Det er nemlig her, du finder din egen studie-hjemmeside med oplysninger om eksamener, kursusbeskrivelser og lignende. Det er også her, man som ny studerende redder sit eget skind ved at lære alle formalia ved skriftlige opgaver og stifter bekendtskab med fremmedord som ’APA-modellen’.

Resten af e-campus indeholder mange forskellige tangenter – men blandt det vigtigste er, at du kan reservere grupperum og læseplads samt finde informationer om dit fremtidige studieophold i udlandet.

De 3 vigtige: Skema, Learn og CBS-mail

Forsiden af e-campus kommer du desuden også til at bruge som genvej til 3 af dine nye ’top 10 mest besøgte’-sider, nemlig Skema, Learn og din CBS-mail. Genvejene findes til højre på startsiden.

Skema siger vist sig selv. På mailen vil du modtage officiel info i løbet af din studietid, og det er det oplagte sted at kommunikere med dine forelæsere udenfor de skemalagte timer.

Learn hjælper dig med at holde styr på dine forskellige fag og hold, og det er også her, du skal modtage og indlevere de skriftlige eksaminer, der strækker sig over minimum et døgn.

Meget kan fortælles om de tre værktøjer, men i denne lyn-guide vil vi nøjes med tre hårdt-tjente tips:

  1. Få hurtigst muligt overført dit skema til din computer- eller mobilkalender via FAQ/SUBSCRIBE.
  2. For at undgå at blive spammet af Learn kan du selv bestemme, hvornår du gerne vil have mails ved at gå ind på dine ’My profile settings -> Messaging’. Her kan du også sætte din personlige mail ind som modtager i stedet for din CBS mail.
  3. Få videresendt de vigtige mails, der bliver sendt til din CBS-mail til din egen mail og undgå, at dit password løber ud, eller at du overser andre vigtigheder. Det gøres via ’Indstillinger -> Se alle indstillinger -> Videresend din e-mail’.

CBS' kontante karriereportal

Mangler du værdifuld erhvervserfaring – eller bare penge til torsdagsturen på Nexus – er CareerGate stedet. Her finder du opslag fra både mere og mindre studierelevante job og ikke mindst en større bunke praktikopslag, som du også kan kaste dig over.

Du kan desuden lave din egen profil, så arbejdsgiverne kan finde dig, og du samtidig kan følge med i udbuddet fra din drømmearbejdsplads.

En stor fordel ved CareerGate er, at de forskellige virksomheder bruger siden, hvis de specifikt ønsker studentermedhjælpere fra CBS.

Dine (mange) nye Facebooksider

Det geniale ved Facebook er, at du ikke kun kan bruge det til at lære dine nye medstuderende bedre at kende, men at du også kan finde en masse sider og grupper, der har relationer til CBS.

Hvis du søger på ’CBS’ eller ’Copenhagen Business School’ vil du mødes af et væld af muligheder. Som regel vil de forskellige officielle CBS-sider stå som noget af det første, men du skal ikke lede længe for at finde siderne for alle de forskellige organisationer, der lever og trives på CBS.

Ved at ’synes godt om’ disse kan du hurtigt skabe nye netværk med interesser, der ligner dine egne – ofte ligegyldigt hvor snævre de er.

Mere uofficielt findes også sider, hvor studerende på de forskellige linjer sælger brugte bøger på tværs af årgange. Hvis du har brug for et godt grin eller blot en kort pause, fungerer sider som Spotted: CBS Library & Campus og RUC eller CBS rigtig godt.

København og CBS udefra og indefra

CBSLife er et CBS blog-magasin med indlæg og nyheder skrevet af frivillige studerende – især, men ikke kun, rettet mod CBS’ internationale studerende og således på engelsk. Sitet byder på alt fra personlige indlæg i forbindelse med Roskilde Festival over tips til livet i København og på universitetet.

På CBS’ eksterne side Studentlife fortælles der om livet på campus af studerende til studerende. Her kan du læse om de forskellige mentorer og se videoer, hvor studerende udtaler sig om alt fra det at læse i Danmark til at klare sig levende gennem eksamensperioderne.

CBS OBSERVER – dine nyheder

Selvsagt er det alfa omega at følge med her på CBS OBSERVER. Så har du styr på de aktuelle begivenheder og tiltag i, på og fra såvel det officielle som det sociale CBS, CBS Students og de mange organisationer og samarbejdspartnere.

CBS OBSERVER er kort sagt CBS’ lokalavis med 2 faguddannede journalister i spidsen for en redaktion bestående af en VIP (en lektor) og en håndfuld lønnede studenterskribenter.

Har du nu fået bare en smule styr på CBS’ virtuelle univers, kunne det være en god idé at tage et kig på cbs OBSERVER'S anden hvor, hvad og hvordan-artikel. Her bliver du guidet fra campus til campus, og der gives praktiske oplysninger om hvert sted.

Har vi overset de sjoveste eller vigtigste hjemmesider ifølge dig? Så skriv et link og gerne en lille forklaring i kommentar-feltet, så dine medstuderende har mulighed for at drage nytte og/eller få glæde af dem.