ComCaseCom og netværk med Mærsk den 30. januar

Skrevet af Naima Yasin Abdi - Foto: Jørn Albertus - 21. januar 2013 - 15:470 kommentarer
Fra seneste års ComCaseCom.

I år er finalen for ComCaseCompetition 2013 ekstraordinær. Før finalen den 30. januar har CBS studerende mulighed for at komme til Karrierebar, hvor de kan møde en række interessante virksomheder, der er på udkig efter nye talenter til deres kommunikationsafdelinger.

ComCaseCom med deltagere fra 14 lande på 5 kontinenter
Det er tredje år i træk, Dansk Kommunikationsforening afholder ComCaseCompetetion – en case-konkurrence for studerende indenfor de kommunikationsfaglige uddannelser. I år har mange udenlandske kommunikationsstuderende også tilmeldt sig konkurrencen.

- Kommunikationsbranchen er meget engageret i at hjælpe de studerede ind i faget. Vi formidler mange praktikophold og afholder den årlige ComCaseCompetetion, som er den eneste europæiske case competition i global kommunikation og nu kører på tredje år, siger Lisbeth Eckhardt-Hansen, Udviklingschef i Dansk Kommunikationsforening.

Ansøgningerne er strømmet til fra 14 lande, med deltagere som gerne vil hjælpe Mærsk med at løse casen om, hvordan de opbygger en bæredygtig kommunikationsplatform for Maersk Group i Afrika.

Af de 22 tilmeldte hold har en jury udvalgt 10 hold på hver maksimalt fem studerende til selve konkurrencen. De 10 hold får 24 timer til at formulere løsninger. 3 finalister vil så præsentere deres anbefalinger for en dommerkomite og det bredere publikum, som gæster finalen.

Karrierebar – ny optakt til selve konkurrencen
KarriereBar er et nyt initiativ, der skal styrke relationen mellem de studerende og deres potentielle arbejdsgivere. Den vil være stillet op og bemandet fra klokken 14, når de tre finalister bliver annonceret, til klokken 16, hvor finalen starter.

Her kan kommunikationsstuderende komme forbi og få muligheden for at kick-starte karrieren, få indblik i kommunikationsbranchen, høre hvordan de kan ruste sig til deres første job, møde deres måske kommende chef og søge en praktik plads eller et studenterjob

I Karrierebar kan de studerende møde en række professionelle kommunikatører fra private og offentlige virksomheder, bureauer og organisationer, som stiller op til en snak om karriere, praktik, studenterjob og forventninger til nye medarbejdere. Målet er blandt andet at bygge bro mellem uddannelser og erhverv, ruste de studerende til arbejdsmarkedet og tydeliggøre studerendes kompetencer for arbejdsgiverne.

ComCaseCompetition og KarriereBar er arrangeret af Dansk Kommunikationsforening, Unge Kommunikatører og Copenhagen Business School i samarbejde med Maersk Group.

Info 

ComCaseCompetition 2013 - finalen

Tilmelding: KomKarriereBar og finale på www.kommunikationsforening.dk/ccc
Dato:         30. januar 2013
Klokken:    KomKarriereBar 14-16 - finale kl. 16-19
Sted:          CBS, Ovnhallen, Porcelænshaven 28, Frederiksberg

Mere information hos Lisbeth Eckhardt-Hansen på telefon 33 93 90 98 eller lisbeth@komforening.dk.

Læs mere på www.komforening.dk/ccc

Om Maersk Group og Maersk i Afrika
Maersk Group er et danskejet konglomerat med mere end 100.000 ansatte og aktiviteter i mere end 140 lande, primært indenfor transport og energi. Målt på omsætning er det Danmarks største virksomhed og på verdensplan er containerrederiet Maersk Line verdens største.

Maersk Group har på tværs af Maersk Line og søsterrederiet Safmarine, logistikvirksomheden Damco samt terminal operatøren APM Terminals en klart ledende position indenfor transport i Afrika. Derudover satser Maersk Oil, Maersk Drilling og Maersk Supply Service stærkt på kommende markeder i Vestafrika.