Dalgas Have – CBS’ kreative hotspot

Skrevet af Mia Mathilde HansenTobias Bell - Foto: Henriette Frausing - 5. september 2013 - 12:220 kommentarer
I år er det 25 år siden, at de første studerende indtog Dalgas Have, som er tegnet af den berømte og nyligt afdøde arkitekt, Henning Larsen. Bygningen var dengang det billigste danske universitetsbyggeri pr. kvadratmeter.

Dalgas Have er en undervurderet juvel, især for den studerende som ønsker at gøre sig inden for dans, og andre kreative udfoldelser. Bygningen har nemlig højt til loftet og har ofte ledige grupperum og studiepladser.

Hold øjnene åbne, når du bevæger dig ind ad Dalgas Haves (DHs) hovedindgang. Bygningens runde kerne, også kaldet rotunden, har en lille sø i midten, der som oftest er dækket af metalplader. En meget sjælden gang imellem er der dog vand i og dermed risiko for at få en ’sok’.

Ser du dig til venstre og højre, går de meget mellemøstligt hvide vægge over i henholdsvis lys turkis og lyserød, og på den anden side ’springvandets’ metalplader er der to auditorier og trapper op (og ned) til mange af bygningens andre faciliteter.

På bagsiden af bygningen findes der parkeringspladser (pssst… det er på bagsiden, man skal parkere sin cykel, ikke på forsiden ved hovedindgangen – lær det!) og udsigt til Lindevang Metrostation.

Top-dollar nyindrettet kantine
Lige bag trappen finder man, som centrum i stueetagen, den fornemt ny-renoverede kantine (med sine ikke-renoverede borde og stole). Her findes samme udvalg af varmt og koldt, som Spisestuerne byder på over hele campus. (Psst… der er næsten aldrig kø i DH’s kantine og langt flere siddepladser end på SP, så er det sagt.)

Campus Desk med smil og stil
De studerendes vigtigste service-stop ligger lige inden for hovedindgangen – en Campus Desk til venstre og en Student Hub til højre. I Campus Desk kan man også her altid få hjælp af de rare medarbejdere samt få besvaret generelle spørgsmål omkring lokaler, vejvisning (vigtigt!) med mere.

Der er selvfølgelig computerhjælp, hvad enten det drejer sig om opsætning af programmer, at komme på nettet eller enhver anden nødvendig, CBS-relateret it-kyndighed.

Hvad er tabt og fundet kan ligeledes afhentes her – hos de altid smilende medarbejdere der passer på dine ting, indtil de overdrages til politiet hver tredje måned (tro os, man kan meget nemt miste ting og sager i en bygning så stor som denne – desværre bliver kun meget lidt af det mistede indleveret: pas på dit shit!).

Student Hub med speciale i eksamen og SU
DH rummer sin egen Student Hub, som er stedet, hvor du kan få hjælp, råd og vejleding fra studievejledere omkring SU, eksaminer, sygdom og valgfag.

Uanset, hvor på CBS du har din daglige gang, er det essentielt for dig at vide, at Student Hub i DH ordner alt med eksamens- og semestertilmelding samt udfyldning af blanketter, og det er også her, de fleste skriftlige eksamensbesvarelser skal indleveres.

Hjælp, jeg er faret vild (igen)
Det mest frustrerende ved DH – også for ældre studerende – er opdelingen af lokalenumre. Bygningen er opdelt i en Øst- og Vest-fløj med dertilhørende lyserøde og lyseturkis farvekodning. De første par gange, man farer vild (for det gør du!) kan være et helvede – men fat mod, du skal nok komme efter det.

(Hvis ikke, så har vi på redaktionen et godt fif: husk på at Vest rimer på hest, og at en hest kan være en ”my-little-pony”, som derfor selvfølgelig er lyserød! Smart ikke? Det er så plat, at det hænger ved, stol på det!)

Drag ud fra Det internationale Kontor
CBS’ International Office – CBS’ smeltedigel for alt vedrørende udveksling og udvekslingsstuderende (både dem, der kommer, og dem, der rejser) finder man på 2. etage i bunden af Vest-fløjen (det vil sige DH 2V.et-eller-andet).

Her kan man rent undtagelsesvist (muligvis, hvis man er meget, meget heldig – de servicerer faktisk kun udvekslingsstuderende… og så i næste række udenlandske fuldtidsstuderende) få hjælp til at finde et sted at bo igennem CBS Housing Office, som også er at finde på 2. sal.

Studenterliv om et udtørret vandingshul
Ud over at være usædvanligt smuk huser DH en hel del studenterdrevne organisationer, hvor man hellere end gerne ser nye ansigter, der vil danse, drikke vin eller skyde små dyr.

Hvad DH ikke kan tilbyde (endnu) er et ordentligt vandingshul, frivilligt studenterdrevet eller ej. Studentercaféen ECO. er der da (og har sådan rent geografisk været der i mange år), men at betegne den DH’s Nexus ville være en 360-graders hån mod alt og alle.

Der sker noget (det vil der altså), og lokalet med baren vil ifølge Campus-planerne blive renoveret her i efteråret 2013. Så skal det lige afdækkes, hvem der skal drive det hvor meget og hvornår under hvilke betingelser. Og SÅ vil der ske noget (håber vi).

Øvrig altafgørende nyttig info
Vi anbefaler klart DH til de studerende, der gerne vil have grupperum og ro til fordybelse. Det er også en af de CBS-bygninger, hvor man kan få taget foto til studiekort (i standeren på væggen i stueetagen ved katinens østlige fløj (DH SØ.et-eller-andet)), opdatere printerkort i læsesalen på 2. sal midt i bygningen og printe fra diverse computerlokaler, ligeledes midt i bygningen på alle sale (C-IT-lokalerne).

Og’eh… meget vigtigt. Her bor vi (DH 1V.014) – CBS OBSERVER! Men os skriver vi om i en selvstændig artikel.