Debat: Videnskabsministeren forstår ikke forskning i nutidens videnssamfund

Skrevet af Henrik Thorn - Foto: Jørn Albertus - 16. november 2010 - 9:490 kommentarer
Henrik Thorn, stud.merc.(dat) og studenterrepræsentant i CBS’ Bestyrelse.

Når videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i sit debatindlæg i Information i sidste uge taler om forskellen i omkostningerne ved at forske inden for de ’våde’ og ’tørre’ fag på universiteterne, så illustrerer det en afgrundsdyb manglende indsigt i den samfundsvidenskabelige forskning. Det skriver Henrik Thorn, stud.merc.(dat) og indvalgt studerende i CBS’ bestyrelse.

Samfundsvidenskabelig forskning bedrives ifølge videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ikke i et laboratorium og kræver derfor ikke dyrt apparatur. Derfor er det velbegrundet, at CBS kun modtager 17.000 kroner pr. studerende i basisbevilling til forskning om året, mens DTU, der bedriver ’våd’ forskning og uddannelse, modtager 190.000 kroner pr. studerende i basisbevilling til forskning.

Forskning kræver andet og mere end laboratorieudstyr
Det er sandt, at CBS’ forskere ikke har brug for mikroskoper og reagensglas. Det betyder imidlertid ikke, at forskningen ikke er omkostningstung. Netop det forhold, at forskningen ikke bedrives i et traditionelt laboratorium, fordrer, at forskerne kommer ud i virksomhederne og indsamler store mængder data om social adfærd.

Det indsamlede datamateriale kræver så efterfølgende behandling, analyse og formidling. Selv om der måske ikke kræves dyrt laboratorieudstyr til at foretage analysen, så kræves der ofte store menneskelige ressourcer i form af forskere og forskningsassistenter. Forskere, der i dag ikke er råd til, da de ikke kan beskrives som nødvendigt apparatur.

Det er ’Plejer’, der styrer fordelingen af basismidler til forskning
Jeg vil derfor sætte spørgsmålstegn ved den påståede velbegrundethed, som videnskabsministeren giver udtryk for. I stedet mener jeg, at man bør kalde fordelingen af basismidler for, hvad den er – historisk baseret. Universiteterne får så stor en andel af kagen, som de får, fordi det er, hvad de plejer at få, og det vil det være rigtig bøvlet at lave om på.

Og det gælder i øvrigt også taxameterbevillingerne til uddannelse
Videnskabsministerens påståede sammenhæng mellem basismidlerne og taxameterbevillingerne er et andet argument, som mildest talt ikke kan kaldes velbegrundet. Man kan nemlig heller ikke sætte lighedstegn mellem dyr forskning og dyr uddannelse. 

En kandidat kan ikke være dyr at uddanne, bare fordi uddannelsen inkludere tid i et forskningslaboratorium. Et laboratorium, som ifølge argumentet om fordelingen forskningsmidler, i øvrigt burde være betalt af basismidlerne til forskningen. Det virker unægteligt som om, vi betaler for laboratorieudstyr to gange, idet de våde forskningsområder støttes både igennem taxametre og basismidler.

Årstallet er 2010 – vi lever ikke i industrisamfundet længere
Der er brug for, at videnskabsministeren og regeringen erkender, at vi i Danmark ikke længere lever af vores industri, men derimod af vores købmandskab. Dette er også udmeldingen fra regeringens eget vækstforum.

Videnskabsministeren og regeringen må derfor også forstå, at jeg – på trods af, at jeg som studerende på et såkaldt tørt fag på CBS ikke har behov for reagensglas og mikroskoper – har en række behov, der ikke kan dækkes under de nuværende lave taxameterbevillinger på et universitet, der samtidig modtager de uden sammenligning laveste basismidler til forskning.

Mit helt centrale behov er en rigtig god forskningsbaseret uddannelse, der skal sikre, at jeg som kandidat efter endt uddannelse blandt andet kan træde ud i samfundet og arbejde for at bringe den danske sundheds- og naturvidenskabelige forskning ud i virkeligheden og derved tjene samfundet og ikke blot videnskaben.

Hold op med at svigte de samfundsvidenskabelige studerende
Vi studerende fra de tørre fag ønsker også muligheden for at kunne træde ind i et laboratorium, forstået som organisationerne omkring os, og dermed blive opkvalificeret til de fremtidige udfordringer, som vi som kandidater vil blive stillet overfor.

Som studerende glæder jeg mig derfor til, at videnskabsministeren en dag anerkender behovet for andet end sundheds- og naturvidenskabelig forskning i et videnssamfund, der skal leve af innovation. Den slags innovation og købmandsskab kræver forskning for mere end tre eller endda fem procent af forskningsmidlerne!