”Der er jo ikke mere end 37 timer i døgnet”

Skrevet af Sidsel Green - Foto: Bergur Løkke Rasmussen - 7. november 2013 - 10:220 kommentarer
Bergur Løkke Rasmussen har leveret dette billede fra hans udnævnelse til Sekundløjtnant i 2011, hvor han modtog boggave og hæder som 'Bedste Kammerat'.

CBS-kandidat til regionsvalget: Efternavnet kender de fleste, og Bergur Løkke Rasmussen erkender også, han nok har fået politikken ind med modermælken. Den 19. november kan man stemme på den 23-årige IB-studerende til Region Hovedstaden.

 Plads til at danne sin egen mening
- Selvfølgelig er jeg vokset op i en politisk verden med diskussioner over spisebordet. Men der er altid blevet gjort meget ud af, at vi børn har skullet danne vores egen mening og følge vores egne overbevisninger.

Sådan fortæller Bergur Løkke Rasmussen, da CBS OBSERVER møder ham til en snak om at være studerende og regionrådskandidat en grå torsdag eftermiddag i Ovnhallen.

Som søn af forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, er det dog tydeligt, at Venstre-kandidaten er blevet præget i en liberal retning med en helt naturlig interesse for samfundet og politik.

- Jeg har på helt tæt hold set, hvordan det er at være i politik – med alt hvad det indebærer af op- og nedture. Det har dog ikke skræmt mig væk. Jeg tror, at jeg på trods af min unge alder allerede har et meget realistisk billede af, hvad jeg går ind til. Hvis jeg altså bliver valgt, siger med et optimistisk smil.

Vant til at have mange bolde i luften
Bliver Bergur valgt ind i regionsrådet, får han nok at se til. I sommers startede han sin bachelor i International Business på CBS, han har to fritidsjob – som reserveofficer i forsvaret og studentermedhjælper i det Britiske Handelskammer, er formand for VU i Søllerød og finder på mystisk vis også tid til sin fritidsinteresse, cykling.

- Lige siden jeg var 13 år har jeg haft arbejde ved siden af min skole; gået med aviser, været opvasker og tjener blandt andet. Så det er jeg vant til. Mit engagement i VU tager selvfølgelig en masse tid, men eftersom mange af medlemmerne også er mine rigtigt gode venner, er det mere sjovt end det er hårdt.

Netop vennerne havde nok egentligt også bare ventet på, at Bergur meldte sit kandidatur. Langt de fleste af hans medstuderende på IB er også fuldt forstående, selv om han indrømmer, han af og til må gå på kompromis med det sociale.

Nexus bliver forsømt – hvad med studierne?
- Jeg har nok ikke været så meget på Nexus siden introugerne, som mange af mine studiekammerater. Men det har nok lige så meget med min alder at gøre – jeg er jo 3-4 år ældre end de fleste af dem, da jeg har været 4 år i forsvaret, inden jeg startede, fortæller Bergur Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Jeg prøver dog at være der til at det, jeg kan. Og ellers får jeg jo heldigvis i høj grad dækket mit sociale behov til politiske ungdomsarrangementer, hvor mange af mine gamle venner også deltager.

At gå på kompromis med Nexus-besøg som CBS-studerende er én ting. Noget andet er, om der overhovedet er tid til studierne med alle de bolde i luften.

Kvote 2 ansøger med pragmatiske forventninger
- Min mor og far minder mig da tit om, at jeg skal huske at passe mine studier. Det gør de flestes forældre sikkert. Jeg synes egentligt, det er gået fint indtil nu, men jeg må da indrømme, at studierne nok bliver lidt nedprioriteret her i valgkampen, anerkender Bergur Løkke Rasmussen.

Han synes dog, det er vigtigt at understreg, relevansen i at lave andet end at studere. At International Business har det højeste snit som adgangskvotient er heller ikke noget, han går så højt op i.

- Jeg havde ikke 11,9 i snit på HTX, så jeg søgte ind på kvote 2. Jeg regner heller ikke med at få den slags karakterer på IB. Selvfølgelig vil jeg gerne gøre det godt, men når 75 procent af alle får job gennem deres netværk, synes jeg også, der er andre ting, som er vigtige at pleje.

Løkke Rasmussen – og hvad så?
Til spørgsmålet om, hvorvidt Bergur tror, at hans efternavn vil hjælpe – eller skade – ham i forbindelse med valget, griner han.

- Jeg håber da, det skaber noget nysgerrighed, så folk rent faktisk kigger på folderen, før de smider den ud. Men ellers synes jeg, de fleste er konstruktive, når de forholder sig til, hvem min far er – og hvem jeg er.

Bergur Løkke Rasmussen stiller desuden op til sit studienævn ved CBS-valget i uge 48. På vej ud af døren ønsker jeg ham held og lykke med begge valg – og med at finde tid, hvis han bliver valgt ind.

- Det skal nu nok gå. Men der jo ikke mere end 37 timer i døgnet… øhh… 24, mener jeg selvfølgelig, er kommentaren.