Det er bare en opgave – jeg er IKKE stresset!

Skrevet af Mia Mathilde Hansen - Foto: Kim Ravn-Mortensen - 5. november 2012 - 11:390 kommentarer
Jeg er CBS-studerende, så jeg er i hvert fald ikke stresset og vil ikke høre tale om, at jeg er! Laah! La-la-la-la-la-laaahhh!

Ifølge foredragsholder, forfatter og stressekspert Thomas Milsted er antallet af stress-ramte unge mennesker steget de seneste år. Derfor inviterede DepressionsForeningen i samarbejde med Københavns Universitet til et foredrag om stress blandt universitetsstuderende. Vi pressede en af vores skribenter til at tage med.

’Just another day at the office’ – plus lidt
Mandag: 8.00-9.00: morgenmad (den sunde slags selvfølgelig!), et hurtigt bad, en halv times nyheds up-date (man er vel CBS studerende) og så op på cyklen. 9.30 -17.00: Undervisning, gruppearbejde i en mellemtime, mens frokosten stakåndet fortæres over et PowerPoint show, og så projektdag.

Billedet på en helt almindelig dag for mig og så mange andre studerende. Forskellen er bare, at jeg i dag har også meldt mig til er foredrag om stress: ’Fra udbrændt til trivsel’. Den dårlige samvittighed bider allerede i mig, da jeg forlader min forelæsning ved 16-tiden. Jeg har nemlig – endnu engang – dobbeltbooket aftaler.

Jeg skal være to steder på samme tid. Da jeg er klart tids-pessimist, undervurderer jeg selvfølgelig Krak (som endnu ikke har svigtet mig, men som jeg til dags dato stadig blot venter på gør) og ender med at sidde med blodsmag i munden og svedige armhuler i Brandessalen på Københavns Universitet klokken16.20 før alle andre kursister.

Her vælger jeg lige at ringe til min mor for på allermest bebrejdende måde at fortælle hende, at jeg bare får en ”helvedes travl uge”, hvorefter hun siger noget, jeg ikke rigtigt kan huske, fordi jeg i mellemtiden allerede er i gang ved min computer, for at følge op på emnet stress. Kender du det?

Som CBS OBSERVER’s udsendte har jeg selvfølgelig taget al min skepsis med – vi er jo nogen, som er undtagelsen til reglen.

Stress er et udbredt fænomen blandt studerende…
Flere og flere medier rapporterer ugentligt om stress, hvor særligt unge kvindeligt studerende mellem 16-24 er en støt voksende gruppe. Det siges at være forsaget af de støt stigende krav fra samfundet samt de recessionstider, markedet har været igennem.

Man knokler sig igennem uddannelsen, ligger tit søvnløs og prøver at imødekomme presset om de gode karakterer, og samtidig skal man forsøge at holde skindet på næsen økonomisk, socialt og på kærlighedsfronten. Alt sammen for blot at komme ud til arbejdsløshed og identitetskrise.

Presset er simpelthen for stort, og hjernen producerer derfor for mange stresshormoner. Sådan nogen kan være ganske gavnlige op til en stor præstation som eksamen eller lignende, men udsat for dem gennem længere perioder, lammer de ens hjerne fuldstændigt.

… men jeg er selvfølgelig undtagelsen til reglen
”Okay, okay!” tænker jeg og slukker computeren. Selv om jeg tilfældigvis falder inden for kategorien ’ung studine på 24 år’, er jeg nok undtagelsen til denne uskrevne regel. Jeg elsker at have mange bolde i luften. Jeg kan sagtens klare det.

Jeg læser lidt i DepressionsForeningens folder, som ligger på bordet: ”Lider du af Hjertebanken?” Jo lidt, men det er da på grund af min manglende kondition (for dét har jeg altså ikke tid til).

”Søvnbesvær?” Ja nogle gange, men kun hvis jeg har drukket kaffe for at kunne holde mig vågen til at skrive den der opgave…

”Anspændthed eller glemsomhed?” Neeej altså, nogle gange kan jeg ikke finde min cykel, men så har jeg lavet sådan en smart ordning, at jeg har sat et farverigt klistermærke på sadlen, så jeg efter 5 minutters gang mellem cykelstativerne næsten altid finder den.

Stresset, mig? Aldrig i livet!

Jeg kan jo for h… ikke nå det hele
Mens jeg sidder i salen med armene over kors og fordomme tromlende rundt i hovedet, er salen blevet fyldt, og foredraget med Thomas Milsted starter. Men hvor er han?

Foran lærredet står en nydelig mand i sin bedste alder, med moderigtig jakke, fløjlsbukser (på den fede måde) og grafiker-brillen, I ved, den firkantede Casper Christensen Brille. Skal dét være en ekspert på området stress? Manden udståler jo zen-energier til højre og venstre.

Jeg fnyser og kaster en lille smule op i munden ved tanken. Oh Lord! endnu en tosse som skal belære mig om, hvor nemt det er at spise sundt og varieret, motionere adskillige gange om ugen, have et job som er iiihhh så studierelevant og klare et 37-45 timers studium med flotte karakterer.

Alt dette samtidig med at jeg kan gå til de fester og arrangementer, jeg vil, være en god kæreste OG få de anbefalede 8 timers søvn hver nat. Endnu et bulgurædende wonder child som skal redde verden og diktere en retningslinje for mig og de cirka 50 andre fremmødte, der alle sidder og venter i spænding.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg er ikke stresset, allerhøjst en smule presset.

Thomas Milsted går i gang. Alt bliver stille. Tankestrømmen forsvinder. Mine arme glider ned langs siden, og mine fordomme kommer til skamme – jeg har mødt muren… og jeg kommer stille og roligt til at forstå, hvorfor han er så populær en foredragsholder og forfatter, at DepressionsForeningen har måttet afvise 70-80 tilmeldinger til dette arrangement.

Ændringerne skal starte i organisationerne
Efter 2 timer i Thomas Milsteds selskab er jeg afslappet og afklaret. Vi har gemmegået årsager til stress, fordomme om stress og benægtelsesteorier, og vi har fået værktøjer til at kunne håndtere en presset hverdag.

For mit eget vedkommende er en almindelig dag på kontoret blevet forvandlet til en mindre åbenbaring. Stress er en frygtelig sygdom og kan i værste fald føre til en depression, hvis det ikke bliver håndteret.

Thomas Milsted mener ikke, at det er de studerendes eller ansattes ansvar at forhindre stressen i at overtage. Han mener derimod, at det først og fremmest er organisationerne og studiernes ansvar at tilrettelægge en hverdag, som er mulig og tålelig for de fleste at gennemføre. Derfor er han, sammen med holdet bag Stresstænketanken gået til kamp mod normerne i samfundet for at tvinge politikernes øjne op for et reelt problem.

Essensen af det, han siger, er, at stress ikke nødvendigvis skal være stress, før det er slemt, men at en mental overbelastning kan føles lige så voldsom. Hvis man ikke siger nej til nogle forpligtelser engang imellem, ender selv de sjove aftaler med at føles som en pligt, og så kører man sur i livet.

Vi skal blive bedre til at stole på symptomerne og ikke holde krampagtigt fast i det, vi fik tudet ørene fulde af som barn. Der ER noget der hedder stress, og det handler IKKE kun om dårlig planlægning.

Hej! Jeg hedder Mia, og jeg er ’Mental Overload’ ramt
Hej jeg hedder Mia. Jeg udfordrer dagligt alle døgnets 24 timer, og jeg skal blive bedre til at passe på mig selv. Jeg er ikke stresset – og hvis jeg i perioder er mentalt overbelastet, vil jeg ikke indrømme det.

Jeg vil stadig gerne det hele, men har måttet erfare at det at sige nej en gang imellem føles som at sige ja tak til noget federe. Jeg himler stadig med øjnene, når vi taler om hyttesko, spelt og meditation, men har valgt at forsøge med min egen metode (baby steps, you know!). Den hedder bamsestøvler, bulgursalat og gåture i naturen – fordi det er det, som giver mig ro.

Så til alle jer, der ikke føler, at I kan klare en hverdag, er fangede i et hul og ikke kan komme op eller simpelthen går rundt i ren benægtelse for at overleve. I er ikke alene! Stol på symptomene og få noget hjælp.

Og – hvis det ikke opleves som et urimeligt krav: følg med i næste uge, hvor jeg udfordrer mine egne forventninger til mig selv. Nu har jeg nemlig meldt mig til Thomas Milsteds andet foredrag: ’Forventningsfælden’.

BilagStørrelse
PDF icon Foredrag med Thomas Milsted.pdf311,3 KB