Din valgfags-helgardering halvgarderer ikke engang

Skrevet af Jannick Friis ChristensenJørn Albertus, Ill - 8. maj 2015 - 11:074 kommentarer
Du kan lige så godt droppe at vælge valgfag for mere end 30 ECTS i alt, for så vælger studieadministrationen til eller fra for dig.

Mythbuster: Vælg kun det antal valgfag, du skal bruge, lyder vejledningen fra studieadministrationen.  Alligevel har godt 80 studerende valgt for mange – øjensynligt for at sikre sig nok fag i første ansøgningsrunde. Virker det? Nej!

80 studerende har valgt for mange fag

I april måned var der deadline for første runde af valgfagstilmeldinger for det kommende efterårssemester på CBS.

For at hjælpe de studerende på vej i processen holdt studieadministrationen og studievejledningen valgfagsseminarer, hvor et af de helt klare budskaber var, IKKE at vælge flere valgfag, end man skal bruge.

Med fremdriftsreformen skal du som fuldtidsstuderende være tilmeldt 30 ECTS hvert semester, hvilket typisk svarer til 4 fag á 7,5 ECTS hver.

Men studenterselvbetjeningen (STADS) tillader af tekniske årsager, at man kan tilmelde sig flere fag, end man har behov for. Den mulighed var der så i omegnen af 80 studerende, der greb.

Helgarderinger spilder alles tid

Når nogle har tilmeldt sig flere valgfag end nødvendigt, er det ifølge en række studerende, som CBS OBSERVER har været i kontakt med, et forsøg på at helgardere sig.

Hvis der er flere ansøgere, end der er pladser på et givent fag, tildeles pladserne ved lodtrækning. Er man ikke blandt de heldige vindere i lotteriet, må man altså ud i anden ansøgningsrunde, hvor man kun kan vælge mellem de fag, der ikke blev fyldt op i første omgang.

Helgarderingen er med andre ord et spørgsmål om at undgå at skulle ’nøjes med resterne fra de riges bord’. Så hellere rage til sig på bekostning af dem, som lydigt følger reglerne.

Men helgarderingsforsøget er spild af både din og studieadministrationens tid, og den eneste, der får noget ud af det, er CBS’ i forvejen overbebyrdede administrative medarbejdere i form af overarbejde.

CBS vælger bare dine valgfag for dig

En tilmelding til et fag er nemlig ikke lig med, at valgfaget er godkendt. Godkendelsen tager studieadministrationen sig af manuelt efter tilmeldingsperioden.

Det første, som administrationen sikrer sig, er, at ingen er tilmeldt flere fag, end de skal bruge – det vil sige 30 ECTS i alt. Tager man praktik, sommerskole eller lignende, bliver dette naturligvis modregnet, så man får tilsvarende færre fag.

Ved at tilmelde sig for mange fag overlader man dermed til studieadministrationen at vælge på ens vegne, hvilke fag man ender op med.

Når alle overflødige fag er skåret fra administrativt, fortsætter godkendelsesprocessen som den plejer. Der er altså ingen fordele ved at tilmelde sig for mange valgfag – tværtimod.

Følg med i dine valgfagstilmeldinger

Studerende kan den 26. maj på STADS under ”Undervisningstilmeldinger” se status for første rundes valgfagstilmeldinger. Husk, at du først har fået en plads på et fag, når faget står som ”Godkendt” og er flyttet fra ”Under behandling” til ”Tilmeldt”.

Hvis ikke du har fået godkendt et eller flere af dine valgte fag, kan du søge igen. Der kan du under anden tilmeldingsrunde fra den 18. til den 25. juni. Her vil der dog være færre fag at vælge imellem.

Du kan se listen over valgfag for både bachelor- og kandidatniveau her.

Kommentarer

Der blev da netop sagt til valgfags seminaret fra studieadministrationen, at selvom man evt. som studerende havde valgt et eller to sommerskolekurser, og hvis man var i tvivl om, at man overhovedet ville tage disse kurser over sommeren, så burde man søge fire valgfag for det kommende semester (for altså at være sikker på de 30 ECTS point). Så skulle man selvfølgelig bare huske at framelde sig et fag efterfølgende.

- I relation til dette, blev der ligeledes sagt, at man ikke behøvede at framelde sig sommerskolefagene inden man søgte valgfag (det var altså muligt at søge fire valgfag, og det blev opstillet som en mulighed hvis man var i tvivl om, at man ville tage sommerskolefag). Hvis CBS alligevel går ind og sørger for at man kun får 30 ECTS point, og evt. "vælger" ens valgfag på ens vegne hvis man har søgt for mange fag, hvorfor skulle man så overhovedet søge 4 valgfag, givet at man allerede havde tilmeldt sig sommerskolefag ? (Der var som sagt netop en som havde meldt sig til to sommerskolefag, og spurgte om hun burde søge fire valgfag, da hun var i tvivl om hun ville tage dem over sommeren).

Hvad synes du?

Der BLEV nemlig sagt, at man skulle tilmelde sig både summer school og valgfag, hvis man var i tvivl om man skulle på summer school eller ej, og så skulle man bare framelde sig efterfølgende.

At der så nu bliver sendt en mail med det andet, og at det svar vi fik svar på til det seminar, er uacceptabelt. Dette forklarer så også, hvorfor vi er 80 studerende, der har gjort som vi har gjort; det var det vi fik besked på fra Jeres side.

Hvad synes du?

Kære Jannick og Jørn

Jannick, jeg bliver lidt ked af at læse, at du har specialiseret dig indenfor det uddannelsespolitiske stof. Mest af alt fordi din research ikke er god nok. Du har ikke sat dig ordentlig ind i fremdriftsreformen, hvorfor din artikel ikke er korrekt - og dermed misvisende for studerende.

Jørn, jeg er lidt ked af, at du ikke hjælper dine studentermedhjælpere med at kvalitetssikre jeres artikler. Observer bliver hurtig utroværdig på den konto...

Den største fejl i artiklen handler om, at studerende skal være tilmeldt 30 ECTS pr. semester. Dette er dog ikke korrekt, det er derimod 60 ECTS pr. studieår, hvilket gør en væsentlig forskel i forhold til fx. praktikophold. Det er derfor stadig muligt at læse forud på Summer University før 3. sem og læse fag ved siden af specialet (dog skal arbejdsbelastningen nøje overvejes her)...

I kan lave lidt fremdriftsresearch her: https://e-campus.dk/studium/fremdriftsreform

God dag :)

Hvad synes du?

Artiklen og kommentarerne handler om to forskellige ting, hvilket godt kan skabe forvirring, så hermed lidt opklaring.
Artiklen handler om tilmelding til valgfag til efteråret for både bachelor- og kandidatstuderende.
valgfagsseminaret var kun for kandidatstuderende og handlede lidt bredere om mulighederne i 3. semester.
I forhold til tilmelding til valgfag i efterårssemesteret er det kun de valg, som de studerende har foretaget til efteråret, som studieadministrationen ser på, når der fordeles pladser. Evt. tilmeldinger til ISUP indgår ikke nu. Til august tjekker Studieadministrationen, om studerende har bestået ISUP-fag og dermed har læst forud, da det selvfølgelig har betydning for, hvor mange valgfag, der skal læses i studieåret 2015/2016.
På valgfagsseminaret sagde vi, at studerende kun skal tilmelde sig det antal valgfag, som den studerende har ECTS til. Vi har ikke anbefalet, at nogen tilmelder sig flere fag. Vi sagde også, at hvis man er tilmeldt et ISUP-fag, som man alligevel ikke vil tage, skal man selvfølgelig framelde sig det igen. Og dette er ikke i modstrid med artiklen.
Så til alle jer, der deltog på valgfagsseminaret: I fik korrekt information.
Når vi får konkrete spørgsmål fra studerende om netop deres individuelle situation, svarer vi konkret i forhold til netop dén situation. Hvis svaret generaliseres, er det derfor vigtigt at tage højde for alle facetter i den pågældende studerendes situation.
Studiefremdriftsreformen er kompleks, og alle studerende er velkomne til at få sparring om egen situation i Student Hub.

Venlig hilsen
Vibeke Ankersborg
Student Afairs

Hvad synes du?