Dødsfald

Skrevet af Lars BergøHasse Skouboe - 22. juni 2011 - 14:530 kommentarer

Betjenformand Georg Malowanczyk er pludselig gået bort.

Det er med stor sorg, at CBS her til morgen har fået meddelelse om, at Georg Malowanczyk i går den 21. juni er afgået ved døden. Georg startede på CBS i 2000 i betjentfunktionen, hvor han har været en uvurderlig arbejdskraft. Georg har med sit imødekommende væsen været indbegrebet af service, altid den der stod forrest og involverede sig gerne i alle opgavetyper. Det betød, at han hurtigt blev ledende betjent og i 2010 betjentformand, en funktion han løste med overblik, omhu og altid på en imødekommende måde.

Georg var ”Mr. Betjentfunktion”, ingen opgaver var for store, ingen for små. Georg var altid tilgængelig og handlingens mand og trivedes godt i orkanens øje. Alle på CBS kendte Georg og vidste, at var der akutte problemer, så var der også akut hjælp.

Georg var familiens mand, og han fortalte stolt om den meget store familie, der boede rundt omkring i verden bl.a. New York, Istanbul og Paris. Når der var den mindste lejlighed til det, var Georg på vej til familien. Georg var en særdeles god ven, som altid havde tid til at lytte og hjælpe.

Vi er mange, som vil savne Georg rigtigt meget.

Georg efterlader sig kone og 2 sønner.