E-mail til studerende afløser snail-mail helt på CBS

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Aravind Teki @ Dreamstime - 5. februar 2014 - 9:000 kommentarer
Slut med sneglepost på CBS - i hvert fald hvad kommunikationen mellem skolen og de studerende angår.

Nu indgår CBS en gang for alle i et papirløst forhold til sine studerende. Fra den 1. marts 2014 kommer al kommunikation mellem CBS og studerende til at foregå digitalt via email. Ansøgninger og formularer digitaliseres, og CBS-mailen bliver til det overordnede talerør.

Hold godt øje med din students.cbs-mail fremover
Det er ikke kun eksaminerne på CBS, der bliver digitaliserede. Også post og anden korrespondance mellem CBS og studerende træder ind i den digitale tidsalder, når e-mails fra den 1. marts 2014 helt afløser snail-mailen.

Studiechef Rie Snekkerup informerede – i en mail sendt ud til alle CBS-studerende mandag den 4. februar– at al skriftlig korrespondance med CBS fremover skal ske via ens CBS-mail.

Som studerende vil du altså fremover modtage al kommunikation til dig fra CBS på din studentermail. Den eneste undtagelse er diplomer, som stadig vil blive fremsendt til ens postadresse i fysisk form.

Ansøgninger og formularer digitaliseres
Også ansøgninger og formularer vil blive håndteret digitalt fremover. Det skal sikre en hurtigere responstid for de studerende og spare både tid og penge for CBS, hvis ansatte ikke længere skal håndtere store mængder post manuelt.

I forbindelse med alt det her anbefaler Studieadministrationen de studerende, at de i fremtiden kun bruger deres CBS-mails, og ikke deres private e-mailadresser, når de kommunikerer med CBS.

Det er dels af sikkerhedsmæssige årsager. Men samtidig kan CBS-mailen bruges til at verificere ens identitet. Det betyder, at man ikke længere behøver at underskrive blanketter.

Skulle der være studerende, som af den ene eller den anden årsag alligevel foretrækker snegletempo, så er det da fortsat muligt at troppe op i egen person i HUB’en og indlevere underskrevne papirer på den gammeldags facon – også efter den 1. marts 2014.

Du kan læse mere om ændringerne på e-campus, hvor sneglen bliver erklæret helt død.