Eksamensangst op til jul? Her kan du få hjælp

Skrevet af Sidsel Green - 3. december 2013 - 15:140 kommentarer
Kan du planlægge eksamenslæsningen, så der også bliver tid til jul med familien og nytår med vennerne? Studenterrådgivningen kan hjælpe dig, hvis du synes, det er ved at blive uoverskueligt. Illustration: Jure Porenta (Dreamstime)/Kaptain

December byder for de fleste på hygge og tid med familien, men som studerende står den først og fremmest på eksaminer og eksamenslæsning, og det kan være svært at koordinere. Bliver du stresset, er der hjælp at hente.

December og januar betyder for de fleste CBS-studerende eksamenstid. Kombineret med forventningen om samvær fra familien og ønsket om at holde fri i sin juleferie kan det hurtigt blive en stresset affære.

Det vil Studenterrådgivningen gerne gøre noget ved. I denne højsæson for eksamensangst og stress står de klar med psykologer, socialrådgivere og psykiatriske konsulenter for at hjælpe studerende på både bachelor- og kandidatniveau.

Inden for den nærmeste uge lancerer de en app, som skal hjælpe dig med at strukturere din tid og finde ud af, hvornår nok er nok. Ydermere kan du læse om deres tilbud på www.srg.dk, som blandt andet indebærer rådgivning (pr. telefon og personlig) og workshops.

Alle CBS-studerende har mulighed for at få hjælp – og så er det gratis. Læs mere om eksamensangst her.

CBS OBSERVER ønsker dig god eksamenslæsning med en påmindelse om ikke at glemme at finde tid til gløgg og hygge med de nærmeste.

Info 

Forskel på stress og travlhed
I daglig tale bliver "stress" ofte brugt synonymt med ordet "travlhed". Men at have travlt i en periode er ikke det samme som at være stresset eller at være "syg af stress". »Du kan sagtens have travlt uden at have stress - og omvendt kan du sagtens have stress uden at have travlt«. Faktisk er mange arbejdsløse eller andre der står udenfor arbejdsmarkedet lige så stressede som folk i arbejde.

Travlhed er normalt ikke et problem, hvis ellers det vi har travlt med er lystbetonet, og vi oplever at have tilstrækkelige ressourcer og handlemuligheder i forhold til de udfordringer, vi bliver stillet overfor.

Men "non stop" travlhed uden efterfølgende tid til afslapning, hvile og restitution kan føre til stress, især hvis vi oplever ikke at have de nødvendige ressourcer og handlemuligheder til at løse opgaven. I det tilfælde kan travlhed udvikle sig til en glidebane, der fører til alvorlig stress.

Stress er et neutralt begreb, og når vi taler om stress i dagligdagen, er det meget vigtigt at skelne mellem den kortvarige akutte stress, som er hensigtsmæssig og normal, og den langvarige vedvarende stresstilstand, som kan være skadelig for helbredet.

Kilde: Stressforeningen (klik på linket og læs mere om stress)