Få god karma: gør det nemmere at vælge studie og job

Skrevet af Marie-Elisabeth Lei Holm - Foto: EduKarma - 21. november 2013 - 9:000 kommentarer
Disse mennesker har rigtig god EduKarma - gruppen bag portalen med Peter Inselseth Jørgensen i front.

Når svære beslutninger om studie- og karrierevalg skal træffes, har mange studerende ikke andet end slægtninge, der ikke ved, hvad de taler om, at gå til. Tidligere CBS-studerende Peter Inselseth var én af dem. Nu vil han gøre noget ved problemet med den sociale onlineplatform ’EduKarma’.

”HA Almen og økonomi er de eneste studier, der dur!”
Dét var hvad Peter Inselseth Jørgensen fik at vide af sin (hold nu fast) mors kusines mand. Det fjerne familiemedlem var den eneste i virksomhedsstarterens sociale netværk, som havde viden om uddannelsessystemet. Så Peter søgte ind på HA Almen, men endte med at fortryde:

- Der følger en masse stigmatisering og skamfølelse med, når man dropper ud. Alt dette kunne jeg have undgået, hvis jeg havde haft et forum, hvor jeg kunne snakke med andre studerende, inden jeg valgte studie, forklarer Peter Inselseth Jørgensen.

Derfor besluttede han sig for at skabe en platform på nettet, hvor studerende fra ungdoms- og videregående uddannelser kan mødes og dele erfaringer med hinanden og med virksomheder. Hjemmesiden EduKarma, der gerne skulle være oppe at køre primo december, har til formål at gøre studie- og karrierejunglen nemmere at over- og gennemskue og at lette vejen ind til og ud af universiteterne.

Spil spillet om god karma
EduKarma er bygget op som et spil, hvor brugerne af hjemmesiden tildeles point alt efter, hvor mange andre studerende de vejleder og hjælper. Ved at dele ud af viden og erfaring kan brugerne opnå forfremmelse fra karma-aspiranter til karma-agenter.

På den måde motiveres brugerne ifølge Peter Inselseth Jørgensen til at dele ud af deres viden om studier og job. Forfremmelsen har nemlig ikke kun symbolsk karakter, men giver adgang til dokumenter og filer som almene brugere ikke har adgang til.

Dette kan for eksempel være legatoversigter og lignende. Adspurgt om det ikke strider mod sitets formål om transparens, at nogen ressourcer ikke er tilgængelige for alle, svarer EduKarma’s ophavsmand:

- Man kan godt sige, det er lidt paradoksalt, at nogle ting er lukkede, men alle de grundlæggende ’features’ er åbne for alle. Og det er et spil om karma, så jo mere du giver, jo mere får du også.

Et legitimt rum at henvende sig til fremmede i
Sociale medier er efterhånden alle vegne, og mange af dem ligner hinanden til forveksling, men Peter Inselseth Jørgensen fastholder, at EduKarma kan noget særligt i kraft at en øget fortrolighed mellem brugerne:

- Det er ikke på samme måde legitimt at kontakte folk uopfordret på sider som facebook og LinkedIn. På EduKarma er hele idéen at spørge fremmede om råd eller vejledning eller kontakte virksomheder for at høre, hvad der skal til for at blive ansat det pågældende sted, påpeger han.

Planen er da også at blive en del af uddannelsesinstitutionernes officielle uddannelses- og karrierevejledning og i sidste ende udvide konceptet til udlandet.

- Drømmen er klart at nå ud til hele verden, fastslår Peter Inselseth Jørgensen.

EduKarma bliver i øjeblikket testet og har forventet launch den 1. december 2013. Det er gratis for såvel studerende som virksomheder at registrere sig.