Flere praktik- og jobmuligheder for studerende

Skrevet af - Foto: © Get4net | Dreamstime.com - 20. april 2016 - 13:590 kommentarer

I 2012 lancerede Graduateland deres første universitetsportal til praktik- og jobsøgning i samarbejde med CBS (CareerGate). Nu har de opkøbt spanske Tyba, og det giver endnu bedre muligheder i jagten på en praktikplads eller et job. 

Hos Graduateland har de en vision om ’at skabe bedre overblik over internationale karrieremuligheder og at gøre det nemmere at komme i gang med en karriere som studerende eller nyuddannet’.

Den vision vil nu blive hjulpet på vej af deres opkøb af det spanske karrieresite Tyba. Opkøbet betyder at de studerende på blandt andet CBS får adgang til yderlige tusindvis af muligheder for job og praktikpladser på tværs af hele Europa.

Især inden for teknologivirksomheder og start-ups bliver udvalget udvidet, da det er her, at Tyba i de sidste 4 år har stedfæstet deres kompetencer. Det fokus går ifølge CEO og medstifter hos Graduateland, Patrick Lund, godt i hånd med de studerende som målgruppe.

- Graduateland kan komme ind og spille en langt vigtigere rolle for start-up miljøet efter opkøbet af Tyba, hvilket jeg ser som enormt spændende. Da særligt start-ups rekrutterer studerende og nyuddannede, er Tyba og Graduateland et ideelt match, mener Patrick Lund.

Den større rækkevidde giver bedre muligheder

Hos Siemens ser de stort potentiale i opkøbet i forhold til deres internationale graduate programmer. Ifølge Lise Emilie Fritzbøger (HR og Employer Branding hos Siemens) giver opkøbet dem endnu bedre muligheder for at finde de bedste talenter:

- Vi har brug for profiler med erfaring fra hele Europa, så når Graduateland opkøber i Spanien, betyder det for os, at vi får en endnu bredere målgruppe at vælge fra, og det er kun godt, fortæller Lise Emilie Fritzbøger og påpeger:

- Vi vil gerne have fat i de bedste talenter, uanset hvor de er fra.

Men selv om det betyder mere konkurrence for de studerende på CBS, betyder det ikke nødvendigvis dårligere odds for at komme ind på Siemens graduate programmer.

- Vi vælger altid de dygtigste studerende uafhængigt af, hvor de er fra. Så længe de opfylder vores krav, er de med i puljen – men i vores erfaring er CBS studerende rigtig dygtige, så de er klart attraktive kandidater, siger Lise Emilie Fritzbøger.

Opkøbet giver adgang til international karriere

Opkøbet har også vakt interesse på CBS’ Office of External Affairs, da det også vil komme til at påvirke CareerGate. Reaktionen er positiv med håb om flere muligheder for CBS’ studerende.

- Beslutningen om opkøb er taget af Graduateland, og vi ønsker dem tillykke med den nye og spændende ekspansion, samtidig håber vi at det vil øge mulighederne for at de studerende på CBS ser mulighederne for en spændende international karriere, siger Patrick Gram og fortsætter:

- Det er godt for de studerende, at mængden af jobmuligheder i Graduateland-universet vil blive øget betragteligt og dermed forhåbentlig skabe nye jobmuligheder.