Foreningen Gode Penge inviterer til borgermøde på CBS

Skrevet af Jesper Kock - Foto: Gode Penge - 23. maj 2014 - 14:462 kommentarer
Gode Penge kæmper for et pengesystem, der er mere stabilt, mindre gældsskabende, og som ikke systematisk omfordeler købekraft fra den almene befolkning til den finansielle sektor.

Den nystiftede forening Gode Penge inviterer til et større borgermøde på CBS den 2. juni, der belyser bevægelsens formål. Gode Penge kæmper for et pengesystem, der er mere stabilt, mindre gældsskabende, og som ikke systematisk omfordeler købekraft fra den almene befolkning til den finansielle sektor.

De fleste problemer, som vi står overfor i dag, er forbundet med den måde, vores pengesystem er organiseret på. I dette pengesystem skabes penge nemlig som gæld via de private bankers udlån – fuldstændig uden for demokratisk kontrol.

Denne pengeskabelse har allerede medført, at danskerne i dag er verdens mest forgældede folkefærd, kan man læse i Gode Penges pressemeddelelse.

- Hvis formålet med penge- og finanssystemet er at erodere lokalsamfundene, koncentrere rigdomme på en lille finanselite, smadre naturen og ødelægge livet for dem, som arbejder og opsparer, er vores nuværende pengesystem som skabt til formålet, siger cand.polit. Rasmus Hougaard Nielsen, formand for foreningen Gode Penge og fortsætter:

- Den største faglige udfordring for økonomer i dag er at løse problemet med pengene - at lave et holdbart system.

Demokratisk kontrol over pengeskabelsen

Foreningen er en del af det internationale netværk, International Movement for Monetary Reforms, som i dag tæller organisationer fra i alt 19 lande.

Gode Penge er etableret med henblik på at oplyse og intensivere debatten i Danmark omkring det moderne pengesystem, samt arbejde for en demokratisering og omstilling af det, så det fungerer for samfundet som helhed.

- Det handler om at etablere demokratisk kontrol over pengeskabelsen i stedet for, at det er profitmaksimerende private banker, der bestemmer, hvor mange penge der cirkulerer i vor økonomi og i høj grad også, hvor de ryger hen, siger cand. soc. Mikkel Kjær, der er medstifter af Gode Penge.

I forbindelse med lancering af foreningen inviterer Gode Penge til et større borgermøde mandag d. 2 juni fra kl. 19.00 - 21.00 på Copenhagen Business School, i lokale SP202 (Carlsberg Group Auditoriet).

Du kan læse mere om foreningen Gode Penge her 

BilagStørrelse
PDF icon Gode Penge Borgermøde Program30,36 KB

Kommentarer

Vi er meget taknemmelige for at i har noteret vores borgermøde i jeres kalender, men i har noteret det forkerte tidspunkt. Det er kl. 19-21 og ikke 17-19, som i har skrevet i kalenderen.

Venlig Hilsen Rasmus

Hvad synes du?

Der arbejdes på sagen.

Bjørn Hyldkrog

Hvad synes du?