Fra CBS studerende til konsulent i en SMV

Skrevet af Jesper Emil Jørgensen, External Affairs - 26. februar 2015 - 8:040 kommentarer
Mette Bech Rasmussen er glad for, at hun har fået job som konsulent et sted, hun er rigtig glad for at være og hvor der ikke er for langt mellem top og bund.

For at opnå succes som konsulent, er der nogle forudsætninger, du skal kende til. Mette Bech Rasmussen er 24 og allerede færdiguddannet. Hun arbejder som konsulent i virksomheden Execution Excellence. Mød Mette på CBS den 5. marts ved Akademikerkorpsets kick off event.

Ude i kødbyen ligger det moderne og livsfulde SOHO kontorhotel, hvor flere små- og mellemstore virksomheder holder til. En af disse er Execution Excellence, som er en konsulentvirksomhed der primært arbejder med strategieksekvering.

Det er her vi møder Mette til en snak om arbejdet som konsulent og hvilke kræfter der ligger bag karrierevalget.

Tænk hurtigt, lær hurtigere  

Eftersom Mette ikke arbejder i et af de store konsulenthuse, hvor opgaverne godt kan være meget specialiserede, er hun med hele vejen på alle niveauer ved en opgaveløsning. Lige fra det teoretiske, hvor eksekveringsplanen for strategien skal formuleres, til det rent lavpraktiske, hvor den skal føres ud i livet.

Et nyligt eksempel er en virksomhed, der skulle have implementeret et CRM-system, hvilket ikke lå indenfor Mettes umiddelbare kompetenceområde. Alligevel blev hun gjort til ansvarlig for projektet.

- Man skal have interesse for arbejdsopgaver, hvor man skal starte helt fra bunden. Altså sidde med et hvidt stykke papir og finde ud af hvor skal vi starte, hvis vi skal lave den her analyse. Hvad kan jeg læse fra en bog? Hvem kan hjælpe mig ,siger hun.

Det er et krav i virksomheden, at Mette skal kunne lære nyt stof meget hurtigt, da opgaverne og brancherne sjældent er ens. Det betyder også, at arbejdsopgaverne er meget lærerige og mangfoldige, med et dertilhørende stort ansvar og indflydelse.

I hvert fald tvivler Mette på, at man kommer ud og møder kunden i de store konsulenthuse førend man har været ansat i nogle år, men i Execution Excellence blev det allerede aktuelt for hende efter 3 måneder som studentermedhjælper. 

Det handler om at være det rigtige sted

Noget som Mette lagde kraftig vægt på da hun søgte studiejob, efter et endt udlandsophold i forbindelse med sit studie, var værdigrundlaget i de virksomheder hun kom til samtale hos.

Hos Execution Excellence gjorde man meget ud af de personlige værdier og baggrunde, hvilket var udslagsgivende for Mette. Her følte hun at hun passede ind, hvilket er vigtigt når man overvejer konsulentbranchens ambitiøse og krævende arbejdskår.

- Når man arbejder så meget som man gør som konsulent, er det vigtigt at man er et sted man virkelig kan lide at være, hvor ens kollegaer lige så meget er ens venner. Jeg tror der er mange som får et wake-up call efter 10 år, hvor de pludselig undrer sig over hvad de laver og hvor de er på vej hen, siger hun.

Ved at være et sted hvor , hvor man kan lide at være og der samtidig ikke er så langt mellem toppen og bunden, får man mulighed for rigtig god sparring med ens overordnede, hvilket Mette fandt yderst brugbart som nyuddannet CBS’er. Og Mette er sikker på, at det får positiv indflydelse på hendes videre karriere.  

Hør mere 5. marts

Vejen til Mettes nuværende karriere har været en blanding af hårdt skolearbejde og praktisk erfaring. En af de ting som b.la har spillet ind har været hendes engagement i Akademikerkorpset, som er et samarbejde mellem Career Centre på CBS og Aarhus Universitet samt den private rådgivningsvirksomhed Timegruppen.

Her kommer kandidatstuderende på virkelige problemstillinger i små og mellemstore virksomheder, inden for deres valgte kompetencer. Hun nåede kun at være på én opgave som overlappede med hendes ansættelse i Execution Excellence, men hun kan alligevel på det kraftigste anbefale andre at blive medlem. Bare den ene opgave gav hende nogle værktøjer, som hun senere har brugt og samtidig giver projektet en smagsprøve på livet som konsulent.

Hvis du vil høre mere, afholder CBS Career Centre et kick off event den 5. marts for Akademikerkorpset, hvor Mette og flere andre vil holde et oplæg omkring SMV-branchen. Man skal være medlem af Akademikerkorpset for at kunne deltage, hvilket man kan læse mere om her.

Spørgsmål og andet omkring Akademikerkorpset kan henvendes til smv@cbs.dk.