Gode genveje i bogjagten til dit nye studie

Skrevet af Felix Kasperek - Foto: Bjørn Hyldkrog - 16. august 2012 - 16:174 kommentarer
Bogindkøben er en stor post i budgettet som studerende - man behøver ikke betale fuld pris for alt.

En af de helt store budgetødelæggere for mange nye studerende er indkøbet af bøger. Det kommer ofte som en overraskelse, at der skal bruges flere tusinde kroner på bøger hvert år. CBS OBSERVER giver et par råd om, hvordan kan spare penge på pensum-indkøbet.

Køb brugte bøger, men ikke for forældede
Den nemmeste måde at spare de hårdt tjente penge er at købe sine studiebøger brugt. Ofte er bøgerne ikke brugt mere end et semester eller et studieår, og det er derfor sjældent, man støder på slidte eksemplarer. Der er dog risiko for, at der er skrevet i bøgerne, brugt overstregningspen og lignende.

Det største brugtbogsmarked for studiebøger på nettet er www.pensum.dk. Her kan man finde bøger til alle studier på CBS. Sørg altid for at undersøge, hvilken udgave af bogen der er angivet på pensumlisten. Ofte er det ikke meget der ændres fra udgave til udgave, men at benytte en ældre udgave kan alligevel føre til besvær, da tingene ofte ikke står i samme afsnit, endsige på de samme sider. Derfor er det en god idé at spørge din underviser til råds først – med mindre din undervisers navn står på bogen.

CBS’ studerende benytter sig også af muligheden for at sælge gamle bøger for på den måde at få råd til de nye. Det er altid en god idé at tage direkte kontakt til studerende, der er i gang med næste år af studiet, og høre, om de har nogle bøger, de gerne vil af med. Husk at der også her er mulighed for at støde på ældre udgaver af bøgerne.

Der er også penge at spare, når man køber nyt
Hvis der ikke er nogen vej udenom, eller du bare er typen, der har det bedst med lugten af ny bog, så går turen til www.academicbooks.dk. Den vågne læser vil genkende navnet fra Academic Books – navnet på boghandlen, der har til huse på Solbjerg Plads.

Her er det muligt at få samtlige bøger der kræves på CBS, og der er ofte mulighed for at få rabat ved køb af et helt semesters bøger på en gang.

En anden mulighed er (også) at besøge www.pensum.dk og tjekke deres prissammenligner – sitet samler nemlig priser på bøger fra 35 forskellige forhandlere.

Med denne korte guide er boghandleriet forhåbentligt blevet lidt mere overskueligt. Hvis der er en gylden mulighed for at spare penge, som vi har overset, så fortæl ikke bare os, men også dine medstuderende om den i kommentarerne.

Kommentarer

Hvis pensumlisten indeholder bøger, hvor du kun skal læse enkelte kapitler, eller det viser sig at bogen er udsolgt, så kan du undersøge om biblioteket har en digital kopi til rådighed. E-bøgerne kan søges gennem Libsearch http://libsearch.cbs.dk

Hvad synes du?

I tilfælde af at man læser IMK, kan man med fordel tjekke facebooksiden "IMK Bøger" :)

Hvad synes du?

God læsning - Hvad med CBS students egen hjemmeside www.yourbooks.dk? En utrolig nem hjemmeside til at finde sine bøger.

Hvad synes du?

Du får bare en 'work in progress' side.

Desuden kan jeg ingen CBS Students-henvisninger til sitet finde nogen som helst steder.

Bjørn Hyldkrog

Hvad synes du?