Gruppeeksamen er ikke et hit på CBS

Skrevet af Jannick Friis ChristensenMia Mathilde Hansen - Foto: Anders Meldgård Kjemtrup - 3. juni 2013 - 14:033 kommentarer
Når gruppeeksamen ikke har fået den store renæssance på CBS, kan det skyldes, at de studerende er bange for at drukne i mængden, så de ikke for alvor kan vise, hvad de kan præstere.

Gruppeeksamen er genindført, men en rundspørge viser, at kun hvert fjerde studie på CBS har implementeret eksamensformen. Det ser ud til at blive en udfordring at få overbevist studienævnene om fordelene ved at blive eksamineret i grupper.

Afskaffet under stort postyr
Da gruppeeksamen i 2006 blev afskaffet af den borgerlige regering, var det under stort postyr og massive protester og demonstrationer fra en samlet studenter- og elevbevægelse.

Gruppeeksamen nåede dog kun at være i skammekrogen i et par år, før et uafhængigt ekspertpanel nedsat af Uddannelsesministeriet i 2009 konkluderede, at universiteterne selv bør kunne beslutte, om de ønsker eksamensformen eller ej.

Den mulighed har uddannelsesstederne fået af den siddende regering i den gældende eksamensbekendtgørelse, hvor universitetet ifølge §4 ”fastsætter ud fra faglige hensyn i studieordningen, om en prøve tilrettelægges som en individuel prøve eller som en gruppeprøve”.

På CBS har eksamensbekendtgørelsen, der er ca. et år gammel, affødt en officiel dekanpolitik for gruppeeksamen i notatet ”Vejledning i forbindelse med gruppearbejde og individualisering af bedømmelser”, der kan downloades nedenfor.

Beslutning om eksamensform overlades til fagkoordinatorer
I dekanpolitikken lægges der vægt på, at der i den nye eksamensbekendtgørelse er pligt til, at studieordningen indeholder en passende blanding af eksamensformer.

Imidlertid har kun en fjerdedel af 37 adspurgte uddannelsesretninger på CBS implementeret mundtligt gruppeforsvar som eksamensform i et eller flere fag. Det viser en rundspørge foretaget af CBS OBSERVER.

Det er op til de enkelte studienævn at beslutte, hvorvidt gruppeeksamen skal indgå i studieordningen. Tendensen blandt de 25 studier, der ikke har indarbejdet eksamensformen, er imidlertid at overlade beslutningen til fagkoordinatorerne.

Selvom studienævnenes uddelegering af beslutningen gør, at ønsket om gruppeeksaminer ikke bliver fulgt op, bakker prodekan for uddannelser Sven Bislev op om denne fremgangsmåde.

- Det er de fagansvarlige, der skal sørge for, at struktur og prøveform hænger sammen. Så det er dem, der som udgangspunkt skal vælge den korrekte kombination, siger han.

De stærke trækker læsset
Med genindførelsen af gruppeeksamen har regeringen lagt vægt på, at der skal gives individuelle bedømmelser.

Niels Egelund, som er centerleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på AU, mener blankt, at det er problematisk med individuel karaktergivning ved gruppeeksaminer.

- Min praksis har helt klar været at give samme karakterer til alle fra gruppen. Jeg kan ikke skelne. Det vil altid være sådan, at det er den stærkeste, der trækker læsset og giver støtte til de svage, siger han.

Frygt for kollektiv karaktergivning
Sven Bislev mener, at de studerende ikke behøver at frygte kollektiv karaktergivning ved en gruppeeksamen på CBS.

- De studerende ved godt, at der skal differentieres ved en gruppeeksamen, hvor der er grund til det, forklarer Sven Bislev.

Prorektor på RUC Hanne Leth Andersen, som også er professor i universitetspædagogik, vurderer, at der hersker en generel berøringsangst over for gruppeeksamen blandt studerende.

Afmystificering påkrævet
Hun mener derfor, at det er op til universiteterne at afmystificere eksamensformen og få erstattet det ideologiske islæt med faglige pædagogiske redskaber.

- De studerende, som går på universiteterne i dag, er ikke vant til at tænke i grupper i en eksamenssituation, siger Hanne Leth Andersen, som ser et behov for en længerevarende afklaring af eksamensformen.

- For at fjerne de studerendes usikkerhed har vi eksempelvis på RUC afholdt seminarer om gruppeeksaminer, tilføjer hun og oplyser, at dette har medført en holdningsændring blandt de studerende.

Gruppeeksamen giver mere dybde til eksamen
Hanne Leth Andersen advarer mod at opfatte gruppeeksamen som en genre og opfordrer i stedet til at se muligheder.

- Der er mange måder at udføre gruppeeksamen på. Overordnet set sikrer gruppeeksaminer, at eksaminator og censor kan gå mere i dybden til eksamen, simpelthen fordi der bliver mere tid, og man ikke skal gentage det elementære eller det generelle for hver enkelt studerende, fortæller hun og uddyber:

- Gruppeeksaminer passer desuden godt til fag med meget gruppearbejde, og der er som sådan ikke flere ulemper end ved andre eksamensformer.

Og er mere produktiv
Selvom CBS’ uddannelsesdekanat officielt bakker op om gruppeeksamen, hersker der samtidig en ledelsesfilosofi, der fremmer autonomi til studienævn og ledelse.

- Vi udsteder meget nødigt ordrer og dekreter, da det er studienævnsrepræsentanterne, som er valgt til at vide bedst, siger Sven Bislev, som dog sagtens kan følge Hanne Leth Andersens logik.

- Eksamen bliver mere produktiv, hvis den ikke bare er en afhøring af et eksamensoffer, og man kommer i dialog på et højere niveau, når flere er med.

Andre trækker niveauet ned
At dømme ud fra tilbagemeldingerne på CBS OBSERVERs rundspørge lader det ikke til, at gruppeeksamen får den helt store renæssance på CBS.

Det kan der være flere årsager til at dømme ud fra svarene, men hvis der er en modvilje fra de studeendes side, har Sven Bislev et bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

- CBS-studerende er præstationsorienterede, og de vil nok ikke løbe risikoen for, at andre i gruppen overstråler dem eller trækker niveauet ned.

Info 

Det er i nogen grad de mere humanistisk- og kommunikationsorienterede studier, som har meldt sig som bannerfører for den nye dekanpolitik, som det kan ses af følgende liste over studier, der har implementeret gruppeeksamen i studieordningen til et eller flere fag.

BSc ASP
BSc BLC
BSc IB
BSc IBP
HA(kom.)
HA(sem.)
Cand.merc.(psyk.)
Cand.merc.(kom.)
CS CBP
CS OEI
MA MCO
MSc BLC

Kommentarer

Fedt, at CBS Observer sætter fokus på gruppeeksamener.
Dog mangler indslaget en vigtig vinkel, nemlig at det i høj grad er op til studienævnene at undlade at tage gruppeeksamener i brug. I den forbindelse kan det nævnes at Konservative Studerende på CBS kæmper mod gruppeeksamener - præcis som vi gik til valg på i november!
Men vi møder stor modstand i studienævn, ikke kun for undervisere, men også fra indvalgte repræsentanter fra CBS Students. Vores kamp mod gruppeeksaminationer er ligefrem blevet kaldt en idiologisk kæphest af en repræsentant fra CBS Students.
Ideologisk kæphest eller ej - Konservative Studerende holder fast i at alle studerende har krav på en indivuduel bedømmelse. Det er kun glædeligt at læse, at de studerende på CBS støtter op om dette.

Husk det til universitetsvalget i november!

Hvad synes du?

...at skyde på en manglende vinkel ud fra, at det i artiklen er formuleret, at det er op til studienævne at beslutte, at der skal - frem for (bevidst og målrettet) at beslutte, at der skal undlades at - indføre gruppeeksamen på et studie... kom nu!

Desuden - som det tydeligt fremgår af artiklen er en klar forskel på den genindførte form af gruppeeksamen og pre-2006 gruppeeksamen, at der netop skal sikres en individuel bedømmelse.

Bjørn Hyldkrog
ansvarshavende redaktør

Hvad synes du?

På dette site har der indsneget sig et par misforståelser vedrørende bedømmelse af præstationer i forbindelse med gruppeeksamen. I følge gældende lovgivning har der altid været tale om individuel bedømmelse. Der er altså ikke som Bjørn Hyldkrog skriver forskel på bedømmelserne før 2006 og nu. Det kan godt være at vi som bedømmere er blevet mere opmærksomme på, at bedømmelsen skal være individuel.
Gruppeeksamen giver to udfordringer for eksaminator/bedømmerne. Den ene er at s'ørge for at hver enkelt studerende kan bedømmes. Dvs. der skal stilles individuelle spørgsmål undervejs. Den anden er efterfølgende at skulle give forskellige karakterer. Begge dele kan dog snildt overkommes, og gruppeeksamen giver mulighed for en langt mere dybtgående eksamination, dermed bliver de karakterer, der bliver resultatet til sidst langt mere valide.

Hvad synes du?