It-case competition er også for dig

Skrevet af Jørn Albertus - 12. februar 2016 - 12:370 kommentarer
Også i 2014, hvor konkurrencen fandt sted første gang var der 20.000 kroner til vindergruppen, der bestod af Isabella Stenner fra e-business på ITU og de cand.merc.(it.)-studerende Sigrid Sømod og Alexander Højer Bøegh.

Studerende fra skandinaviske universiteter, der arbejder med it-problemstillinger i deres studier kan igen i år deltage i It-case competition, der finder sted den 17. til 20. marts.

Scandinavian Open

I uge 11 afholdes It-case Competition (ITCC), som oprindelig er et CBS initiativ,  for tredje gang, og i år er ambitionsniveauet ifølge organisatorerne højere end nogensinde før:

“Vores vision er stadig den samme ­ at skabe en studenterdrevet case competition som fokuserer på it og skaber uvurderlige kontakter mellem uddannelser og erhvervslivet. I år sætter vi alt ind på at forbedre vilkårene for vores deltagere og gøre mere ud af optakten. Samtidig åbner vi muligheden for deltagere fra Norge og Sverige, som led i vores strategi om at vokse ud over Danmarks grænser på længere sigt, skriver teamet bag ITCC i en pressemeddelelse.

Partnere er brancheledere

Microsoft, Deloitte og Nordea står i spidsen for gruppen af partnervirksomheder der i  2016 kommer til at sætte præg på case-konkurrencen.

Som ledere indenfor hver deres felt, markerer samarbejdet et ønske fra ITCC om at kunne præsentere branchens bedste virksomheder til deltagerne ved eventet. ITCC har også indgået et samarbejde med talentnetværket Nova 100. Ud over hovedpartnerne er ITCC sponsoreret af Accenture, NNiT, Nine, og 2ndC.

Det kan du få ud af det

Arrangørerne af konkurrencen lægger vægt på deltagertilfredshed. Og den finder man for eksempel hos Line Kolling, som sidste år fik prisen for bedste præsentation:

- ITCC giver rig mulighed for at få indblik i, hvordan man kan arbejde på en case. Man får god vejledning af firmaerne og eksponering til måske kommende arbejdsgivere. Man får et fedt netværk, hvor jeg senere hen har mødt flere af personerne ved forskellige lejligheder, bl.a. også i Nova regi. Det er et fantastisk team, der står bag ITCC, og som gør alt for, at du får den bedste oplevelse, siger hun, der nu arbejder som Business Analyst hos Deloite.

Hvis du er universitetsstuderende og interesserer dig for it og forretningsudvikling kan du få mere information om konkurrencen her.

Hvis du gerne vil konkurrere mod Skandinaviens skarpeste it-studerende om en præmie på 20.000 kroner til dig og dit team, og samtidig få muligheden for at præsentere dine ideer foran nogle af landets førende teknologi­ og konsulentvirksomheder, er ansøgningsvinduet nu åbent. Du kan ansøge indtil 28. februar.

Følg med via Facebook  og Instagram for få info om de seneste nyheder og konkurrencer.