IT-studerende vandt case competition med sexet redesign

Skrevet af Jannick Friis Christensen - 19. maj 2014 - 12:190 kommentarer
Tre glade vindere af ITCC og en stor check. Isabella Stenner fra e-business på ITU og de cand.merc.(it.)-studerende Sigrid Sømod og Alexander Højer Bøegh.

Det var sexet redesign, der vandt dommernes hjerter, da to CBS’ere og en ITU-studerende sammen løb med sejren i Danmarks første it case competition (ITCC), der blev afholdt i forrige weekend på Solbjerg Plads.

ITCC – ny case competition med fokus på it

En ny case competition på CBS har set dagens lys. ITCC blev afholdt fra den 8. til den 10. maj på Solbjerg Plads kun få måneder efter, at dette års vinder af CBS CC blev fundet.

Som navnet antyder, henvender ITCC sig til studerende med flair for især it, og formålet er at vise dansk erhvervsliv, at studerende med it-kompetencer også forstår sig på forretning, strategi og økonomi.

Casen kunne derfor løses både meget teknisk og mere business-orienteret og krævede af deltagerne, at de skulle udvikle en forretningsmodel for danske MaCom, som er en mellemstor softwarevirksomhed, der blandt andet leverer online kommunikationsplatformen Lectio til 90 procent af landets gymnasier.

…og vinderen er

Efter to intensive dage med workshops, case-præsentationer og konsulenttid med ITCC’s hovedpartner PA Consulting var det trekløveret bestående af de to cand.merc.(it.)-studerende Alexander Højer Bøegh og Sigrid Sømod samt Isabella Stenner fra e-business på ITU, som lørdag eftermiddag løb med sejren.

Dommerpanelet, som bestod af intet mindre end ni virksomhedspartnere og to professorer, var solgt i det øjeblik, gruppen præsenterede sit forslag om et sexet redesign af brugerfladen for Lectio for at gøre den mere tiltrækkende for elever.

Ideen var både let at forstå og implementere, lød det videre fra dommerne, og så havde gruppen desuden fået pluspoint for på eget initiativ at have lavet markedsresearch og taget de første spadestik til en strategisk alliance med Lektiekonsulenterne – altså frivillige universitetsstuderende, der yder lektiehjælp til elever i folkeskolen og gymnasiet.

”Ikke presset nok med eksamener”

Der er flere årsager til, at vinderholdet meldte sig til at konkurrere i ITCC, men altovervejende er fokus på it og muligheden for at lære ting i praksis.

- Og så følte vi os ikke presset nok med vores eksamener, siger en storsmilende Alexander Højer Bøegh. Han mener helt bestemt, der er behov for en case competition med fokus på it.

- Det har været en fantastisk konkurrence, hvor man også får mulighed for at møde en masse nye mennesker, men det fedeste er klart, at der er fokus på it.

Ud over æren og en pengepræmie på 20.000 kroner blev vinderne også fejret med en gallamiddag i Copenhagen Zoo, hvor alle deltagerne oven på finalen havde mulighed for at netværke og møde ITCC’s partnere.