Iværksætteri er ikke raketvidenskab

Skrevet af Robin - 14. marts 2014 - 11:131 kommentar
Robin Juel Johansen.

Hold nu op, det er ikke spor svært at blive iværksætter. Robin Juel Johansen er CBS OBSERVERs nye blogger og skriver i dette og en række kommende blogindlæg om livet som iværksætter på CSE.

Det er ikke svært at starte en virksomhed.

Det koster ikke penge at starte en virksomhed.

Man skal ikke have en revolutionerende idé for at starte en virksomhed.

Man skal ikke være uddannet cand.merc. eller have mange års erfaring fra en stor virksomhed for at starte en virksomhed.

Livet stopper ikke, fordi man starter en virksomhed, og man må faktisk gerne se sine venner, sove længe og drikke sig fuld.

Det bedste tidspunkt at starte en virksomhed, er mens man studerer.

Rigtig mange studerende på CBS går med drømme om at starte egen virksomhed. Hvad enten det er en ny app, et nyt socialt medie, en konsulentvirksomhed eller et festkoncept, man drømmer om at starte, hører jeg ofte en hel masse undskyldninger og bekymringer, som forhindrer folk i at starte deres eget.

”Det kan jeg ikke finde ud af”

Rigtig mange tror, at det er enormt kompliceret at starte en virksomhed, og en hel del iværksættere har også en tendens til at bidrage til den opfattelse, for det giver lidt mere gadekredit, end hvis man fortæller at iværksætteri ikke er raketvidenskab.

Iværksætteri er ikke raketvidenskab. Det handler om at finde et produkt eller et koncept som tilfører værdi til en gruppe kunder, og det handler om at finde et produkt, med et stort nok marked at sælge til.

Når man skaber noget nyt, er der sjældent nogen, som ved hvad der vil ske, og derfor er den eneste måde at lære på, ved at kaste sig ud i den dybe ende af svømmehallen og håbe på at badevingerne kan bære.

Det er den uvidenhed, og nysgerrigheden for at se hvad der er rundt om det næste hjørne, som driver mange iværksættere, og alle lærer på vejen, så tro ikke, at man kan læse sig til at mestre iværksætteri.

Den bedste måde at lære på som iværksætter, er ved at prøve sine idéer af i virkeligheden, at dele sine tanker med alle man møder, og at drikke spandevis af kaffe med succesfulde folk, som kan dele erfaringer fra deres successer og fiaskoer.

”Min idé kræver mindst tre millioner i startkapital”

Medmindre du har opfundet en ny robot, som kan operere blindtarme ud på syge patienter, samtidig med at den laver pino colada, så har du på ingen måde brug for en kæmpe startkapital for at komme i gang.

De fleste produkter udvikles bedst ved at blive kastet ud i virkeligheden, hvor kunder og samarbejdspartnere kan afprøve dem og give dig feedback.

Jo tidligere, du får testet dit produkt, jo tidligere får du feedback, som kan hjælpe dig med at færdiggøre produktet ud fra dine kunders behov og holdninger til produktet. Det koster ikke tre millioner at lave en prototype, en simpel hjemmeside eller at holde det første kundemøde.

Princippet om at teste sit produkt i samarbejde med sine kunder, i stedet for at gemme det i en kælder i tre år, stammer fra bogen The Lean Startup, som alle iværksættere bør læse lige så ofte, som en amerikansk sydstatspræst læser det gamle testamente.

Vær ydmyg i forhold til produkt- og konceptudvikling, og kom på markedet, så du kan lære af dine kunder.

Man kan komme rigtig langt uden at bruge en krone, og hvis man er lidt kreativ i forhold til markedsføring, kan man sparke en del døre ind med en god portion energi og meget få midler.

Læs mit blogindlæg How To Build A Professional Webshop With No Money her.

”Jeg har ikke lige fundet idéen endnu”

Der er meget få virksomheder, som bygger på geniale idéer. Ofte starter man en virksomhed, som gør noget anderledes end konkurrenterne. Det handler altså ikke (nødvendigvis) om at genopfinde hjulet, men om at gøre noget bedre, eller om at fokusere på en niche i et marked.

Et eksempel kunne være, at man laver en webshop, som sælger de bedste løbesko på markedet, og udelukkende fokuserer på løbesko. Mange andre webshops sælger sko i alle afstøbninger, men hvis du udelukkende fokuserer på løbesko, kun blogger om løbesko og sørger for at have det største udvalg af professionelle løbesko, vil du kunne skille dig ud ved at værne om en niche af markedet.

”Jeg vil lige have nogle års erfaring, en opsparing og en vinkælder”

Superfedt! Hyg dig i en af de store konsulentvirksomheder, for iværksætter skal du nok ikke være. Det kræver ikke erfaring, opsparing eller vinkælder at starte sit eget. Det kræver hårdt arbejde, masser af passion for konceptet og god portion optimisme.

Som studerende har du mulighed for selv at administrere din tid, du får penge af staten til at betale huslejen, og du har mere energi nu, end når du skal vaske bilen, skifte ungerne og shoppe møbler i IKEA med ægtefællen.

”Man har slet ikke noget liv som iværksætter”

Man kan drikke sig fuld på en onsdag, arbejde til solen går ned på en søndag og besvare emails fra et beach resort på Bali med en iskold mojito i hånden på en tirsdag.

At være iværksætter er at bestemme over sig selv, sin virksomhed og sit liv. 

Kommentarer

Lige i skabet!

Du rammer rent plet på iværksætteri, med lyst, opfindsomhed og gåpåmod kan man komme meget af vejen som iværksætter.

Hvad synes du?