Kommentar: Er du klar til fremtidens jobmarked?

Skrevet af Anne-Mette Ravn - Foto: Hartmanns - 5. november 2013 - 11:470 kommentarer
Administrerende direktør for konsulenthuset Hartmanns, Anne-Mette Ravn.

Efter en årrække med økonomisk krise i Danmark taler eksperter om, at et gryende opsving er på vej. Men hvordan ser fremtidens jobmarked ud, hvis man som studerende er færdig inden for de næste fem år? Og er de studerende klar til de krav, de vil blive mødt med?

I 2008 ramte den økonomiske krise nærmest fra den ene dag til den anden, og det blev starten på en årrække med konkurser, opsigelser og nedjusteringer.

Krisen fik også stor betydning for virksomhedernes jagt på talenter. Inden 2008 var der nærmest en desperation efter at få talenter indenfor i virksomheden, og mange virksomheder skrev kontrakt med studerende allerede i deres studietid.

Den tendens blev der sat en brat stopper for, da krisen gjorde sin indtog. Virksomhederne kunne ikke på den ene side skære til og opsige medarbejdere og så samtidig gå ud og headhunte unge talenter i samme grad.

Talentjagten er blevet stedse mere selektiv
Gennem de sidste fem år har mange virksomheder skåret til og fokuseret deres forretning på det, de gerne vil videre med. De har kapitalpolstret sig, så de igen er klar til vækst. Men det betyder ikke, at de igen vil sætte så massivt ind, når det gælder om at finde unge talenter.

Derimod vil der blive en mere selektiv headhunting, hvor man gå efter dem, der vil få størst betydning for organisationens kernekompetencer. Man vil i langt højere grad gå efter talenter, der kan bidrage med noget helt unikt.

Det stiller nogle nye krav til de studerende, der er på de videregående uddannelser i dag.

Generation Z smeder pragmatisk egen lykke
Meget tyder på, at generation Z (født i 1990-2005) er klar til at blive mødt med de høje krav. De stiller nemlig selv enormt høje krav til egen kunne og formåen, og de er meget bevidste om, at de er deres egen lykkes smed.

I modsætning til generation Y (født 1975-1990) er de vokset op med et mere realistisk billede af, at man selv skal gøre en indsats for at få job. De ved godt, at der ikke står nogen klar med et job den dag, de får deres eksamenspapirer. Derfor vil de være indstillede på, at der skal ydes noget, og de ønsker at imødekomme virksomhedernes voksende krav til Return on Investment.

Samtidig er det en generation, der er flasket op med teknologi, er eksperter i multitasking og er gode til at tilegne sig ny viden. Og det er en kæmpe fordel, fordi de vil være i stand til at møde de krav, der er i den globaliserede verden i dag. For dem vil det være helt naturligt, at deres nærmeste kollega måske sidder i San Fransisco eller Singapore, og når man holder møde med chefen, så foregår det via Skype.

Det handler om at skabe relationer fra starten
Fremtidens jobmarked tegner til at blive langt mere fleksibelt, end det er i dag, og det betyder for eksempel, at de traditionelle stillingsbetegnelser står for fald. Man vil i langt højere grad indgå i flydende roller og tværfaglige projekter på arbejdspladsen.

En anden tendens bliver, at flere har multiple ansættelser. To af ugens dage arbejder man måske hos et produktionsselskab, to dage arbejder man som rådgiver i et konsulenthus og den sidste af ugens dage, arbejder man i sin egen virksomhed. På den måde bliver arbejdslivet mere nuanceret og varieret.

I takt med at traditionelle hierarkier og strukturer nedbrydes mere i fremtidens arbejdsliv, bliver relationsskabelse noget af det vigtigste at kunne mestre. Derfor skal man allerede i studieårene få skabt relationer til de typer af arbejdspladser, man gerne vil ind på.

Det handler om at få sat sig selv og sine talenter i spil så tidligt som muligt. Så har man taget det første vigtige skridt på vejen mod sin kommende jobliv.

Seks gode råd, til hvordan du allerede i studietiden kan lette vejen frem mod dit kommende jobliv.

  1. Tag kontakt til den type virksomhed, du gerne vil arbejde for, og forhør dig om mulighederne for at skrive opgave for dem eller komme i virksomhedspraktik.
  2. Få et relevant, længerevarende studiejob. Det vil blandt andet opbygge dine kompetencer og dit netværk, og det vil give dig forretningsforståelse.
  3. Få lavet en personprofilanalyse, som giver dig indblik i dine styrker og svagheder. Det vil være et godt afsæt til at få retning på, hvad du skal beskæftige dig med.
  4. Få jobrådgivning/karriererådgivning hos studievejledningen eller hos et rekrutteringsbureau. Husk, at dit studie måske varer fem år og dit kommende arbejdsliv 40 år. Derfor er det vigtigt at få indsigt og vejledning.
  5. Angrib dit første skridt i karrieren bredt. Det handler først og fremmest om at få erfaring.
  6. Opbyg et fagligt og relevant netværk – det efterspørges ofte i dag.
Info 

Hvem skriver – og hvorfra

Kommentarens forfatter, Anne-Mette Ravn, er administrerende direktør i konsulenthuset Hartmanns.

Kort om Hartmanns

• Konsulenthus med primære aktiviteter: vikarassistance, rekruttering, rådgivning og Newplacement
• Har 9 kontorer fordelt over hele Danmark og 130 ansatte
• Grundlagt i 1996
• Har 11.000 vikarer ude årligt, 75.000 CV’er og 15.000 kandidater
• Løser 1.000 rekrutteringer og 800 Newplacement-opgaver årligt
• Omsætning 200 mio. Kr. (2011/12)