Kvaliteten i CBS’ uddannelser til debat

Skrevet af - Foto: Kim Vadskær - 26. april 2016 - 8:210 kommentarer
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs deltager i paneldebat den 3. maj, hvor arrangørerne håber på, at hun vil løfte sløret for, hvad CBS skal gøre for at opretholde kvaliteten på uddannelserne.

Det er en gammel nyhed, at CBS’ uddannelser er underfinansierede, men med de yderligere besparelser, der skal gennemføres efter seneste finanslov bliver det endnu sværere at sørge for, at der er kvalitet i uddannelserne.

- CBS’ underfinansiering er den direkte grund til, at vi oplever færre timer, mindre kontakt med forskerne og mindre feedback for de studerende (…), sagde CBS Students næstformand Thomas Skinnerup Philipsen til CBS OBSERVER for et par måneder siden

Nu har den gode næstformand for Students medvirket til, at der bliver arrangeret en debat, hvor landets uddannelses- og forskningsminister, Ulla Tørnæs får mulighed for at give sit bud på, hvad CBS skal gøre for at få enderne til at mødes med færre penge og en samfundsforpligtelse til at skabe dygtige dimittender.

Er det overhovedet muligt at lave kvalitetsuddannelse? (på CBS red.), spørger arrangørerne fra CBS Students retorisk på Facebooksiden for arrangementet. Man slår dermed tonen an til det, der kan blive en ganske spændende debat den 3. maj klokken 16.40 i SPs10, Solbjerg Plads.

Udover næstformanden for Students og ministeren, deltagere CBS’ uddannelsesdekan, Jan Molin, institutleder for INO, Peter Lotz, og forsknings- og uddannelsespolitisk chef hos DJØF, Wenche Quist i debatpanelet.

Tilkendegiv om du deltager på Facebook.