Kvinderne styrer i Suitable for Business 2012

Skrevet af Fie Tiedt - 9. september 2011 - 12:010 kommentarer

To International Business and Politics (IBP) kandidatstuderende fra CBS er netop blevet valgt til Steering Committee for Suitable for Business 2012. Anne Cathrine Garde og Bjørg Ilsø Klinkby er i øjeblikket i gang med at rekruttere studerende, der skal stå for konferencerne og den årlige case-konkurrence til næste forår. Der er info-møde på mandag.

Ny kvindelig Suitable for Business styregruppe søger frivillige
Anne Cathrine Garde og Bjørg Ilsø Klinkby, IBP-kandidatstuderende fra CBS, er netop blevet udvalgt til at være Steering Committee for Suitable for Business i 2012. Anne Cathrine er 23 år og lige vendt tilbage til Danmark fra en praktikplads hos Transparency International i Berlin. 25-årige Bjørg har tilbragt sidste semester i Bruxelles, hvor hun var praktikant hos Danmarks Repræsentation ved EU.

Den kvindelige styregruppe er ekstremt motiveret og allerede i fuld gang med at opfylde pligten som Steering Committee og er i færd med at rekruttere resten af organisationen bag Suitable for Business konferencen 2012. Derfor leder de efter 20 frivillige og engagerede studerende fra henholdsvis CBS, RUC og Københavns Universitet.

- Vi er i øjeblikket ved at rekruttere organisationen bag Suitable for Business. Vi har brug for i alt 20 frivillige studerende – helst på tværs af studier og universiteter – der ønsker at få noget konkret organisatorisk erfaring og vil være med til at planlægge Suitable for Business’ Case Competition i 2012, fortæller Bjørg Ilsø Klinkby og fortsætter:

- Suitable for Business organiserede sin første Case Competition i foråret 2011. Det var en kæmpe succes, så vi satser på, at Case Competition 2012 til marts bliver mindst lige så god.

Suitable for Business – konference og case-konkurrence
Suitable for Business arbejder med nytænkning og for, at erhvervslivet og hunanistiske og samfundsvidenskabelige studerende skal mødes i en nyttig og givtig dialog. Dette sker blandt andet gennem akademiske konferencer, arrangeret af Suitable for Business, og en årlig Case Competition, hvor studerende fra hele Skandinavien dyster om at finde den bedste løsning på en udleveret case.

- Suitable for Business har en vision om at samle studerende i Skandinavien og bryde de barrierer, der er på tværs af studieretninger og universiteter. Det er en stor udfordring at løfte, men vi glæder os rigtig meget til at komme i gang og prøve kræfter med det, vi har lært, siger en entusiastisk Bjørg Ilsø Klinkby.

Info 

Søges – frivillige, tilbydes – studierelevant erfaring
Suitable for Business søger frivillige studerende, som ønsker at få erfaring inden for organisation, kommunikation, markedsføring, innovation og politik.

Vi afholder informationsmøde mandag den 12. september på CBS, Solbjerg Plads i SPS12.

Ansøgningsfrist er fredag den 16. September klokken 12.00.

Læs mere på: http://suitableforbusiness.dk/ eller http://www.facebook.com/Suitableforbusiness

For yderligere information om Case Competition 2012 klik in på: http://www.facebook.com/casecompetition