Lån en fordom, og bliv klogere på mangfoldigheden på CBS

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Fmua | Dreamstime.com - 10. marts 2014 - 15:070 kommentarer
Når CBS den 21. marts holder Diversity Day, bliver der for alvor sat fokus på mangfoldighed og inklusion, og du kan blandt andet blive opdateret på den seneste forskning indenfor området

Når CBS den 21. marts holder Diversity Day, bliver der for alvor sat fokus på mangfoldighed og inklusion, der tæller meget mere end kvinder og ligestilling. Du kan i løbet af dagen blive opdateret på den seneste forskning indenfor området og i øvrigt også låne en fordom eller to.

Lige muligheder på CBS
I 2010 fik CBS sin første equal opportunities officer, lektor og ph.d. Lynn Roseberry, som lige siden er gået forrest i kampen for at sikre lige muligheder for det videnskabelige personale uanset køn.

Det er der kommet en række konkrete tiltag ud af, heriblandt et frivilligt mentornetværk hvor mentorer og mentees bliver parret på tværs af institutterne for at trække på og lære af hinanden.

Bedømmelses- og ansættelsesudvalget er også blevet kønsballanceret i den forstand, at der i 33 procent af udvalgene nu sidder minimum én af hvert køn.

Gennemsnitslønnen per årsværk er godt den samme for kvindelige som for mandlige VIP’ere. Til gengæld er kvindelige professorer (MSO) dårligere til at søge tillæg.

Hvor hele 64 procent af de kvindelige MSO’er i 2013 afholdte sig fra at søge VIP-tillæg, gjorde det samme sig kun gældende for 12 procent af deres mandlige kolleger.

Diversity Day for et mangfoldigt CBS
Ligestilling handler dog også om andet og mere end køn. Derfor er der nu taget initiativ til Diversity Day, som har til hensigt at vise CBS i al dens mangfoldighed og henlede folks opmærksomhed på synlige forskelle og fordomme, som er dette års tema.

I virkeligheden vedrører ligestilling og diversitet nemlig os alle, som det lyder enstemmigt fra de to koordinatorer på Diversity Day, studerende Gunvor Granerud og Sofie Skovbo Gottlieb.

- Diversitet er et ret komplekst emne, men det handler jo om, at alle skal inkluderes, fortæller Sofie Skovbo Gottlieb, der bakkes op af kollegaen:

- Man kan jo konkretisere det til en helt specifik problemstilling, hvor en studerende sidder i rullestol og har to forelæsninger i forlængelse af hinanden, men hvor den ene finder sted i Dalgas Have og den anden i Porcelænshaven, forklarer Gunvor Granerud, hvis hypotetiske eksempel næppe er helt fortænkt.

Diversitet: Den glemte del af CSR
Både Gunvor Granerud og Sofie Skovbo Gottlieb læser MSc (BLC) i Diversity and Change Management, og brænder derfor begge for at fremme mangfoldighed og inklusion.

De håber, at en hel dag dedikeret til diversitetsområdet vil hjælpe til med at skabe interesse for og fremme arbejdet med lige muligheder på CBS.

- Vi vil gerne gøre mangfoldigheden mere synlig, for den er et eller andet sted den glemte del af CSR (corporate social responsibility), som har udviklet sig til primært at handle om miljø, siger Sofie Skovbo Gottlieb og tilføjer:

- Der er kommet fokus på miljøet nu, så lad os også få fokus på mangfoldighed.

Få erfaring med mangfoldighed og inklusion
I løbet af Diversity Day, der finder sted fredag den 21. marts på Solbjerg Plads fra klokken 9:50, vil man kunne opleve teatergruppen C:NTACT, hvis performere er trænet i at fremføre egne personlige fortællinger om det at skille sig ud fra normen.

Hvis man er mere til en sludder over en kop kaffe eller te, kan man også det – dog med det twist at du vil få selskab af alskens fordomme. Så prøv om du kan undgå at få kaffen galt i halsen!

- Vi har planlagt en masse forskellige aktiviteter for at fange interessen hos så mange som muligt, og målet er, at man skal have haft mindst én erfaring med mangfoldighed og inklusion, når man forlader arrangementet, fortæller Gunvor Granerud.

Det skulle der være rig mulighed for at få. Virksomheder og foreninger såsom Microsoft, LGBT Danmark og SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap) er nemlig også til stede på dagen for at fortælle om deres arbejde med diversitet.

Du kan læse mere om Diversity & Inclusion at CBS på deres Facebookside og melde dig til arrangementet her