Måske der alligevel er gevinst på ”CBS-nitten”

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Jørn Albertus - 13. august 2015 - 12:323 kommentarer
Prodekan for uddannelse Sven Bislev.

JP-blogger Rune Toftegaard Selsing langede i forbindelse med årets bacheloroptag hårdt ud efter CBS’ uddannelser inden for politik, kommunikation og filosofi, som han indirekte opfordrer studerende til at droppe ud fra. Prodekan Sven Bislev giver svar på tiltale.

(Rettet 180815 kl. 15.54 så der ikke står, at Cand.merc.(kom.)-studiet har obligatorisk praktik.)
 
"Du kan altid vælge om til næste år"

Er du netop kommet ind på én af CBS’ bacheloruddannelser? Så tillykke. Altså med mindre du har valgt at læse International Business and Politics (IBP), HA(kom.) eller HA(fil.), for så har du trukket nitten og bør vælge om.

Så klart var budskabet fra JP-bloggeren Rune Toftegaard Selsing, der i forbindelse med årets bacheloroptag advarede kommende studerende mod at søge ind på andre uddannelser end de ”klassiske” inden for erhvervsøkonomi, regnskab, finansiering, ledelse, jura og matematik.

Har du valgt noget med enten politik, kommunikation eller filosofi, ja så har du valgt forkert, og den eneste gode nyhed er, at du altid kan søge ind på noget mere brugbart til næste år.

Så klart er budskabet fra bloggeren, der selv er cand.polit. og bachelor i … filosofi fra KU.

Siger mere om forfatteren end om CBS

Men at Rune Toftegaard Selsing mener at kunne karakterisere CBS’ uddannelser som uduelige og ubrugelige, siger en hel del om Rune Toftegaard Selsing selv og meget lidt om CBS, lyder det nu i et modsvar fra prodekanen for uddannelserne på CBS, Sven Bislev.

CBS OBSERVER har bedt prodekanen forholde sig til kritikpunkterne på JP-bloggen. Dem kan du læse her: ”Har du trukket CBS-nitten?”.

Noget af det, Sven Bislev hæfter sig ved, er, at Rune Toftegaard Selsing angriber CBS for at undervise i ”socialisme”, når pensum står på Žižek, Deleuze, Hardt og Negri.

- Dels er de postmoderne filosoffer, han nævner, langt fra de eneste, der der bliver undertvist i, og desuden er de på ingen måde socialister, kommenterer Sven Bislev og tilføjer:

- Og dels – og det er værre – er socialisme hverken en sygdom eller en fejltagelse eller forbudt i Danmark. Der er ytringsfrihed på universiteterne, og vi håber, det også holder i fremtiden.

FLØK er også erhvervsøkonomisk

Konkret for HA(fil.) påpeger Sven Bislev, at uddannelsen rummer meget andet end filosofi.

- At påstå det modsatte er en meget simpel usandhed, der kan afkræftes ved et hurtigt opslag på internettet, siger prodekanen og henviser til siden på cbs.dk, hvor man kan se en oversigt over uddannelsen i filosofi og erhvervsøkonomi.

Her fremgår det for eksempel, at der også undervises i ”tørre og kedelige” fag så som finansiering og regnskab samt økonomistyring – akkurat som Rune Toftegaard Selsing efterlyser i sit blogindlæg.

- Den gennemsnitlige beskæftigelse og løn har i en periode mere lignet humanistiske end erhvervsøkonomiske uddannelser, bemærker Sven Bislev og påpeger:

- Men universiteter har nu engang frihed til at tilbyde forskellige slags uddannelser, og humaniora er stadig indenfor lovens rammer.

Her kan vi fra redaktionens side tilføje, at overbygningen cand.merc.fil. – også kendt som FLØK – er omtalt internationalt i blandt andet The Wall Street Journal som en slags rollemodel netop på grund af uddannelsens unikke kombination af business og Platon.

Obligatorisk praktik og aftagerpanel

Sidst og værst af alle er, ifølge Rune Toftegaard Selsing, CBS’ uddannelser inden for kommunikation, hvor man læser ”en blanding af poppet strukturalistisk filosofi, markedsføring og kommunikationsteori”.

Den faglige tyngde består for det meste af ”pilediagrammer og indsigten heri kan sammenfattes til, at der for ethvert budskab både findes en afsender og en modtager”, skriver bloggeren.

Men det er blot endnu en hul påstand, lyder svaret fra Sven Bislev:

- Uddannelsen i kommunikation og erhvervsøkonomi er alt andet end teoretisk verdensfjern, som det påstås. Vores aftagerpanel for den uddannelse domineres af professionelle fra branchen, og det er en af CBS’ få uddannelser, som har obligatorisk praktik (på HA (kom.).

 

Fra redaktionens side tillader vi os at tilføje en lille visdoms-perle indhentet fra den praktiske kommunikationsbranche – det har sine meget store fordele at vide, hvad man udbreder sig om... og gør man ikke det, så kunne man overveje at researche lidt.

’Jus’ sayin’.’ 

Info 

Rune Toftegaard Selsings blogindlæg er blevet kommenteret 38 gange.

En af kommentarerne kommer fra CBS-alumne Joachim Kattrup, redaktør på erhvervsfilosofi.dk, som undrer sig over, at Rune Toftegaard Selsing med sin uddannelsesmæssige baggrund ikke kan se perspektiverne og samfundsbehovet i en kombinationsuddannelse mellem netop økonomi og filosofi.

Du kan selv deltage i debatten og kommentere her i bunden af artiklen.

Kommentarer

Det er ret tankevækkende, at Sven Bislev ikke mener at man underviser i socialisme på Ha.fil og slår fast at filosoffer som Negri, Deleuze og Zizek ikke er socialister. Det må siges at være meget diskutabelt. Negri er kendt som en marxistisk filsosof, hans hovedværk "Empire" er yderst venstreorienteret og dertil kommer at Negri har siddet i fængsel for at være involveret i de venstreorienterede grupper, der slog den italienske statsminister, Aldo Moro, ihjel. Zizek er klart tilknyttet venstrefløjen og har offentligt kaldt sig selv kommunist, dertil har han skrevet bøger om Lenin. Zizek er ikke marxist i klassisk forstand, men at antyde at han er uden politisk holdning, som Sven Bislev gør, er decideret forkert. Var der noget om at lave sin research... for så kaster Bislev og Observer med sten fra deres glashus. Overbygningen på ha.fil er hovedsageligt den venstreorienteret kontinental filosofi, fx Ole Bjergs fag om hvordan vi skal centraliseret pengemagt og hans bog hvori han efterspørger marxistisk revolution... Det vil klæde CBS at anerkende at der visse elementer i Selsings kritik er baseret på en vis realitet, her kan også siges at Ha.fil kunne overlevede dimensionering ved at ændre undervisningssprog til engelsk. Det er altså ringe journalistisk niveau at lægge en så fordrejet artikel op, som rummer deciderede usandheder/løgne, der burde CBS være bedre. Det skal siges jeg selv har gået på Ha.fil og at jeg dertil ikke har nogen sympati for Selsings højreorienterede værdipolitik.

Hvad synes du?

Der er ikke obligatorisk praktik på Cand Merc Kom. 3. semester består af praktik eller valgfag præcis som de andre Cand Merc-uddannelser, så det kan vist ikke bruges som argument.
..."det har sine meget store fordele at vide, hvad man udbreder sig om... og gør man ikke det, så kunne man overveje at researche lidt."

Hvad synes du?

Det er fuldstændig korrekt, at der ikke er obligatorisk praktik på cand.merc.(kom.)-studiet, men at vi skrev det skyldes ikke mangel på research, men en misforståelse under redigeringen.

Jeg har rettet artiklen.

De bedste hilsner

Jørn, webredaktør

Hvad synes du?