MCC og FinanceLab laver omvendt Case Competition

Skrevet af Ann-Kathrine Christensen - Foto: CBS Case Competition & Helle-Lise Kaptain - 9. februar 2016 - 12:250 kommentarer
Konsulenter fra PwC og Ernst & Young (EY) skal løse CBS Case Competition's case om Copenhagen ZOO fra 2014 og bedømmes af de studerende (billedets baggrund er fra CBS CC 2013).

Hvordan løser professionelle konsulenter fra PwC og Ernst & Young en CBS CC-case inden for finansiering og consulting i praksis? Find ud af det til ’Reverse Case Competition’, som afholdes den 18. februar.

Management Consulting Club (MCC), som er en studenterorganisation med 250 medlemmer fra flere af Københavns universiteter, afholder i samarbejde med FinanceLab på CBS et anderledes og innovativt arrangement torsdag den 18. februar klokken 17 på Solbjerg Plads.

Her får de studerende mulighed for at overvære professionelle konsulenter fra PwC og Ernst & Young (EY) løse CBS Case Competition om Copenhagen ZOO fra 2014. Herefter er det de studerende, der skal bedømme virksomhedernes præstationer, og konsulenterne, der må stå skoleret.

For at give eventet et ekstra pift, skal Lasse Rimmer være vært.

- Rollerne er byttet om, så de studerende nu skal være bedømmere, fortæller Nan Fijn van Draat, som er ansvarlig for corporate partners i MCC og uddyber:

- Det er ellers altid de studerende, der skal præstere – hvilket er godt og lærerigt – men nu er det virksomhederne, der skal komme med input i stedet.

En øjenåbner med rekrutteringspotentiale

Tanken bag arrangementet er at vise, hvad MCC og de deltagende virksomheder kan tilbyde de studerende – de vil skabe åbenhed og skabe en relation mellem alle 3 parter. Samtidig får PwC og EY mulighed for at møde de kandidater, der snart kommer på jobmarkedet.

Meningen med arrangementet er også at vise, at der er en mellemvej mellem Finance og Consulting, så de studerende ikke nødvendigvis behøver at vælge en bestemt retning, når det gælder deres karriere – noget der kan være en stor hjælp for de studerende.

- Vi ønsker at fjerne afstanden mellem virksomhederne og de studerende. Ved arrangementet får de mulighed for at se hinanden an, hvilket er rigtig godt for begge parter, pointere Nan Fijn van Draat.

Dermed tilbyder arrangementet en særlig vej ind i virksomhederne, hvilket kan give de studerende indblik i, hvordan man løser en problemstilling på professionel vis.

Ønsker man ikke at gå glip af dette innovative arrangementet, skal man blot tilmelde sig her.