Morgenhår og dagsværker

Skrevet af Signe Adrian - Foto: Signe Adrian - 18. februar 2013 - 19:370 kommentarer
Klik på den røde pil for at se flere af Signe Adrians billeder.

Billedkunstneren Signe Adrian udstiller i kantinen på Solbjerg plads fra stueetagen til anden sal til den 14. marts. Hun har sendt os denne sjove personlige beretning om temaeerne for udstillingen. Se et udvalg af billeder her.

Malerierne, som udstilles på CBS er sammensat af værker fra serien ”Morgenhår” og blandede værker fra forskellige serier fra 2007-2013 under fællestitlen ”Dagsværker”.

I et par år har hår været under luppen. Først hår på menneskets krop. Senere hår på hovedet og så endelig specifikt morgenhår. Hvordan gebærder det sig? Nogle har det hver dag. Andre slet ikke. Nogle får jævnligt besøg. Men hvad med den skaldede?

Med god hjælp fra natten finder morgenhår sit helt særegne udtryk. Sommetider splitter det sig op: en portion søger mod højre, en anden mod venstre, mens en rest rækker op ad.

Af og til stikker en tot af fra resten og stritter fuldstændig modsat. Nogle hår beslutter sig for en bue eller krølle, som kun el og krøllejern ellers har patent på. Nogle møver sig sammen på lidt plads og bliver til knuder.

Morgenhår skeler ikke til ældre eller ung, kendt eller ukendt. Dronning, statsminister, hjemløs eller pensionist – morgenhåret fordeler sig gavmildt.

Alligevel går folk sjældent på opdagelse i morgenhår. Ja, hvem værner egentligt om det? Værdsætter det? Fremhæver det? Niksen. Morgenhår har kort levetid. Det angribes af kam, vand og shampoo. Føntørrer tager over, voks og lak tvinger håret ind i nye kurver og kværner hårfine initiativer væk. Vum! – morgenhåret er forduftet.

Fælles for alle malerierne er noget så enkelt som farven, strøget, gestikken og kontrasterne:
Helt overdreven megen maling, så man tænker "så slap dog af, kone!“ Og så modsat: så lidt maling som muligt. Florlet og massivt! Et lag og 46 lag. Bart – proppet.
Mange farver – få farver
Tykt – tyndt
Klare farver – grumsede farver
Vandret – lodret og circlet
Tykke pensler – tynde pensler
Tungt – let

Alle malerierne er gjort med hurtige strøg. Vupti! Ingen snørklerier – og ingen fortrydelsesret.