Baggrund: Bag om rankingfænomenet

Skrevet af Jørn Albertus - Foto: René Lynge - 18. februar 2008 - 11:400 kommentarer
Hvad er rankings? Hvorfor ranker man? Hvordan er rankings skruet sammen? Hvorfor er ranking-forskningen så kritisk overfor fænomenet? En litteraturgennemgang giver følgende bud

Selv om man ikke har pløjet Financial Times’ eller Business Weeks’ hjemmesider igennem for at se en ranking af en business school, kender de fleste til rankings. Internationale og danske magasiner og aviser er fyldt med dem, hvad enten det er i form af produkttests, kåring af årets fodboldspiller eller årets bedste arbejdsplads.

Det, man typisk gør i en ranking, er, at man opstiller en række kriterier, som man måler på. Nogle gange er det kun ét kriterie, man opstiller og spørger til – men resultatet er altid en rangliste, hvor man kan se, hvem eller hvad der er bedst, næstbedst og så videre.

Hvis der er noget ved Business School rankings, der kan bringe kropsvæsker i kog hos forskere, er det den arbitrære måde, kriterierne er udvalgt på. Men det, der får trykmåleren helt op i det røde felt, er, at kriterierne ovenikøbet bliver skiftet jævnligt og gives forskellig vægt. For eksempel vægter Financial Times på rankingen af Full Time MBA dimittendernes løn med 20 procent (med justeringer for branche), lønstigning fra man startede på uddannelsen med 20 procent og publiceringer i tidsskrifter på Financial Times’ liste med ti procent. De sidste 50 procent vægtes ud over intet mindre end 17 andre kriterier.

Når de forskellige Business Schools’ rankinglister ser så forskellige ud, som de gør, skyldes det netop, at kriterier og vægtninger er så forskellige, som de er. Hvis man som studerende eller arbejdsgiver skal orientere sig i junglen af rankinglister skal man sætte sig grundigt ind i, hvordan listerne er skruet sammen. Noget de færreste gør, hævdes det.

Polemisk ranking-litteratur

Ranking-fænomenet er gennem de seneste årtier blevet ganske grundigt debatteret og behandlet i den videnskabelige litteratur. En del af de artikler og working papers, der er publiceret inden for området, er særdeles kritiske, polemiske og skarpe i deres fremstilling af rankingens dysfunktionalitet og uheldige konsekvenser for de Business Schools, der bliver ranket.

Med en grov generalisering kan man sige, at litteraturen – med prominente undtagelser – kritiserer både business schools og medierankings for at være for businessagtige og – frem for alt – for lidt akademiske og universitære. Mange af forfatterne, hvoraf nogle selv er ledere på business schools, bryder sig ikke om tanken om en business school som en forretning – hvad den jo ofte er i USA, og holder langt mere af et ideal om, at en business school skal være en videnskabende institution – som den jo ofte også er.

Dermed ikke sagt, at de observationer og pointer, forskningen bringer til torvs, er forkerte – bare at de kan være farvede af, at det her drejer sig om forfatternes eget brød. Det bliver, som redaktøren for Financial Times Business Education, Della Bradshaw, anfører, et had-kærlighedsforhold mellem de rankede og de rankende.

Ranking er business

Men ranking er business for de blade, der laver det. Da Business Week offentliggjorte sin første Business School ranking i 1988, opnåede bladet det største salg nogensinde. Det samme skete for US News & World Report.

Det var før internettets tid, men går man ind på Business Weeks hjemmeside en tilfældig dag som i dag, kan man se, hvad der ud over avisannoncer driver værket – bannerreklamer for MBAer fra Cambridge og USC Marshall, MBA programmer der ligger mere eller mindre godt placeret på forskellige mediers rankinglister. Ranking handler for det enkelte medie om at sælge annoncer for de business schools, der bliver ranket.

Effekten på målgruppen er også blevet undersøgt. Ud af 5000 respondenter sagde 95 procent, at Business School rankings havde mere indflydelse end noget andet i medierne på deres valg af MBA program.

Hvis alverdens Business Schools’ tilpasning til de forskellige rankings er så kortsigtede, som det hævdes, findes noget af det forretningsmæssige rationale her. De kommende studerende, der skal være forretningsgrundlag for den enkelte skole til næste år og et år eller to frem, tager de rankings, den enkelte business school får, alvorligt. Det er jo dybest set ikke så meget anderledes, end når vi andre skal købe en støvsuger, så læser vi måske i Forbrugerrådets blad Tænk og beslutter os ud fra deres støvsugerranking – og bruger så ikke så meget mere tid på det ud over at bestille dyret på nettet eller hente det i Bilka.

Nu er der selvfølgelig forskel på at købe en støvsuger – som kan byttes – og så at betale mellem 200.000 og 500.000 kroner for at gå på et MBA-program i to år. For – som anført af rankingkritikken – de forskellige mediers rankings siger ikke ret meget om den læringsmæssige substans af en business school. Nogle rankings siger lidt om det faglige miljø og studiemiljøet på stedet, men det bliver ofte kun om overfladiske ting, der kun vejer lidt i den samlede bedømmelse. De fleste rankings koncentrerer sig mest om karriereaspektet.

Men hvis man som forbruger af MBA-programmer vægter at få så høj en løn som muligt efter endt studium – og det er der en del, der gør, kan man se i forskellige MBA fora på nettet – så kan man roligt bruge listerne. Dog skal man gøre sig klart, at man ved at vælge på baggrund af listerne ikke nødvendigvis vælger de skoler, hvor man kan lære mest og blive klogest eller få de bedste studiekammerater.

De magiske tal

Ranking er en slags talmagi, viser flere undersøgelser. Folk med matematisk indsigt har forsøgt at lege lidt med tallene fra Financial Times ranking. Deres undersøgelser viser, at variationer fra år til år i de forskellige rankings mere er udtryk for statistisk støj end noget andet. Som det bliver bemærket med en omskrivning af et kendt Mark Twain citat "Der er løgne, forbandede løgne og statistik … og rankings."

Et andet karakteristika ved ranking-mekanikken er, at en god ranking kan have en selvforstærkende effekt og vice versa. Hvis en god ranking giver dygtigere studerende, der på grund af deres dygtighed præger studiemiljøet i positiv retning og får gode job efter endt studie, kan man komme ind i en positiv spiral.

For den enkelte business school er der fordele ved ranking i forhold til dens markedsføring, især hvis den bliver ranket godt. Det er så nemt at kommunikere igennem og huske ét tal, også hos for eksempel bevillingsydere som Videnskabsministeriet.

Rankings kan også bruges selektivt. I sin markedsføring kan man nævne, at man hører til blandt de bedste på dette eller hint kriterie. For eksempel kan man på en CBS Full Time MBA-blog læse, at CBS’ Executive MBA er ranket i top 25 i Europa. Dette er en korrekt oplysning. Hvis man kun tæller europæiske skoler på listen er CBS EMBA nummer 22. Det, der ikke fortælles i bloggen, er, at der ikke foretages nogen særskilt europæisk ranking, og at CBS EMBA blev ranket nummer 62 i verden.

De fleste af rankingens argeste kritikere erkender, at rankings ikke forsvinder, og at de ikke er til at komme uden om. Det er bedre at spille rankingspillet, end det er at lade være. En dårlig ranking er bedre end ingen ranking.

Stikord