Nordens største konference om studier i udlandet

Skrevet af - 24. maj 2016 - 13:210 kommentarer
Nordic Study Abroad Conference er et tilløbsstykke. Her et billede fra en af tidligere års konferencer.

Nordic Study Abroad Conference samler årligt omkring 300 udvalgte nordiske studerende. Her bringes de sammen med topuniversiteter som eksempelvis Oxford og MIT. Konferencen afholdes i år den 17. september på PwC’s hovedkontorer i Hellerup.

Den årlige nonprofit-uddannelseskonference Nordic Study Abroad Conference, NSAC, blev stiftet med henblik på at inspirere, motivere og hjælpe ambitiøse nordiske studerende til at studere i udlandet. Siden 2011 er den blevet afholdt årligt, og den er kun vokset for hvert år.

Konceptet handler grundlæggende om at give nordiske studerende konkret hjælp til at ansøge udenlandske universiteter– noget, der i den grad har været efterspørgsel efter og manglende udbud af i Danmark.

Topuniversiteter fra hele verden flyver ind til konferencen, for egen regning, for at give de studerende muligheden for at tale direkte med de repræsentanter fra universiteterne, der skal vurdere deres ansøgning i den senere proces. Desuden holder hver institution et oplæg, der giver et indblik i hvilken institution den er og gerne vil være.

Udover topuniversiteter deltager der også hvert år nordiske ledere, der har studeret i udlandet og nordiske studerende, der er i gang med en uddannelse i udlandet. Imellem universiteternes oplæg vil disse give et indblik i, hvordan det er at studere i udlandet, deres historie og hvad de konkret har fået ud af deres ophold i udlandet.

En af konferencens stærkeste sider er dog ikke nødvendigvis alle disse forskellige oplæg, men i stedet de mange paneldebatter og håndsyede ’networking sessions’. Paneldebatterne er med til at give universiteterne en større mulighed for at differentiere sig, og de såkaldte networking sessions giver studerende og universitetsrepræsentanter en mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt.

Det er samtidig en enestående mulighed for at networke med de næsten 300 andre ligesindede studerende, der er lige så motiverede som én selv. Dette aspekt plejer også særligt at blive bragt i spil til efterfesten, der følger lige efter konferencen.

Årsagen til at denne konference fortsat eksisterer, og hvorfor topuniversiteter fra hele verden hvert år vælger at deltage, er i sidste ende de studerende. Universiteterne ved, at deltagerne består af de mest ambitiøse og dygtigste studerende i norden – for det garanterer ansøgningsprocessen.

Deltagere bliver nemlig udvalgt på baggrund af deres motiverede ansøgning, karakterudskrift og deres CV. Og de 250-300 mest kvalificerede deltagere bliver herefter inviteret med til konferencen. Det koster kun 150 kroner at deltage, hvilket giver adgang til alt det førnævnte samt mad og drikke under hele eventet.

Den unikke kontakt NSAC skaber, har adskillige gange vist sig at give positive resultater. Flere af de tidligere års deltagere har siden konferencen søgt ind på og er blevet optaget ved anerkendte universiteter som Cambridge, Yale, NYU og King’s College London.

Det bliver snarest annonceret, hvilke universiteter der deltager i år. De første skulle gerne blive offentliggjort allerede i denne uge. Derfor kan det anbefales at holde øje med NSACs hjemmeside og facebookside, hvor nyheder og navnene på universiteterne slås op. Her slår vi også op, når den første ansøgningsrunde begynder, i starten af juni.

Hjemmeside: www.nordic-sac.com

Facebook: www.facebook.com/nordic-sac 

Til sidst skal det nævnes, at NSAC er vokset til meget mere end blot en konference. Noget af det mest værdifulde man får med sig fra konferencen, er et internationalt netværk med ligesindede. Derudover holder NSAC også jævnligt workshops i København. Den sidste workshop handlede om legatsøgning, og den kommende handler om optagelse på et bachelorprogram i hhv. England eller USA.  

Info 

For yderlige information eller spørgsmål kontakt venligst:

William Kragh Halling, Director of PR

william.halling@nordic-sac.com