Nu er der auditorieplads til 600 flere på CBS

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - Foto: Jørn Albertus - 2. september 2013 - 13:540 kommentarer
Professor Henrik Holt-Larsen siger velkommen til et hold nye studerende i auditorie A.

Flintholm Express: CBS har slået dørene op til 3 nye auditorier (4, hvis man bruger skillevæggen) ved Flintholm Station. Resultatet er imponerende, og Entreprenørvirksomheden NCC og Plan og Byg på CBS slog alle rekorder for at bringe projektet i mål.

CBS i Company House på Flintholmen nu i brug
CBS evne til at levere forelæsninger og undervisning af store hold under gode forhold er lige blevet øget betragteligt. Mandag den 2. september 2013 kunne undervisningen starte op i Flintholm, 2 Metrostationer fra Solbjerg Plads, i tre store auditorier med plads til i alt 600 studerende – fire hvis skillevæggen bliver foldet ud i en af dem.

Åbningen blev markeret med gratis kaffe gennem dagen, leveret af Spisestuerne, for Flintholm-bygningen rummer nemlig – ud over auditorierne – en kantine med begrænset udvalg, studiepladser, et printerrum og en Campus Desk med it-bistand og lignende.

Godt nok var kantinen ikke helt klar til at åbne (det vil den angiveligt være på torsdag den 5. september). I auditorierne manglede der stadig de endelige ryglæn og sæder (de vil blive installeret gennem en weekend midt i september), så man sad på midlertidige stole. Og så gjorde både temperaturen og overhead-skærmene i auditorierne lidt tekniske knuder, men…

Hvad, der oprindeligt var planlagt og bygget til at være et supermarked i Company House, Flintholmens parterreniveau, fremstår som et fuldt tidssvarende, ligefrem lækkert undervisningsmiljø. Det er det blevet på rekordtid.

Arbejdede i treholdsskift sommeren igennem
Skulle bygningen opkaldes efter de omstændigheder, der karakteriserer den – ligesom Kilen og Porcelænshaven – burde den kaldes ’Flintholm Express’.

- Almindeligvis tager et projekt i denne størrelsesorden omkring 16 måneder fra start til slut – 8 måneder til projektfasen og 8 til selve ombygningen. Her startede projektfasen medio april, og NCC gik i gang en måned senere og er kommet i hus med projektet på kun 3½ måned, fortæller arkitekt Siv Britt Mansa fra Campus Services, Plan og Byg, der var CBS’ projektleder.

For at dette kunne lade sig gøre sørgede entreprenørvirksomheden NCC for at få alt bestilt og leveret inden sommerferien, droppede sommerferien og arbejdede i treholdsskift og døgndrift. Alt måtte planlægges meget nøjagtigt, da alle larmende opgaver kun kunne udføres om natten, når Company House’s øvrige lejere ikke var åbne.

Der var på ingen måde tale om nogen ren indretningsopgave. Ifølge planen skulle bygningen på Flintholms parterre-etage rumme et supermarked med omkring 9 medarbejdere plus kunder, ikke undervisningsfaciliteter til 600 studerende, så den i spidsbelastningsperioder skal kunne rumme op til 1.200 mennesker.

Lys, lyd og luft for næsten alle pengene
Trods lyntempoet er der ikke gået på kompromis eller skåret hjørner. Ikke fordi opgaven var nem eller ligetil, tvært imod:

Der var ingen vinduer eller døråbninger i nordvæggen, som gangarealerne og studiepladserne går langs. De måtte skæres ud af den bærende betonvæg – så der måtte etableres en forstærkende stålstruktur af nogenlunde samme tykkelse som jernbaneskinner, vi taler 42 tons stål. Så nu er der vinduer – og døgnregulerede dagslyslamper.

Udluftningen var et kapitel for sig – i dag står der to udluftningsanlæg på størrelse med gamle damplokomotiver på ydersiden af nordvæggen, der ikke stod der for 3 måneder siden.

Endelig er der lyden – ikke så meget at sikre, at de studerende kan høre forelæserne (jo, også det), men at sikre, at 600 skramlende, gående, snakkende studerende ikke overdøver alt inklusive hinanden. NCC rådførte sig med Riis Akustik og lydisolerede efter alle kunstens regler.

Lydisoleringen i væggene er faktisk så snildt indrettet, at forelæseren forstærkes, mens alle andre lyde mindskes, de to auditoriers hævede gulve står på et utal af stødabsorberende afstivninger, så de ikke KAN gungre, og der er blevet lagt 1.700 kvadratmeter lydmåtter under linoleummet.

Brugerinddragelse for resten af dem
Projektgruppen på CBS sørgede for brugerinddragelse, såvel undervisere som studerende. Blandt resultaterne er tredobbelte whiteboards og meget højtsiddende lærreder i auditorierne, så de ikke bliver brugt som whiteboards ved en fejltagelse.

De rigtig mange (og meget givtige) møder mellem CBS’ og NCC’s projektgrupper gennem sommeren gav anledning til en hel del innovationer i flugten, så som det forhold, at der er elstik i væggen op og ned ad trapperne ind til auditorierne, så man også kan lave små studiepladser der.

Huskede jeg at skrive, at der er højt til loftet? Det er der, meget i CBS’ ånd. De nye faciliteter er alt i alt absolut en lille udflugt med Metro værd.

Info 

CBS´ projektgruppe
Projektleder: Siv Britt Mansa, Arkitekt maa (Campus Services, Plan og Byg)
Teamlederkoordinator: Rasmus Haak, Bygningskonstruktør (Campus Services, Plan og Byg)
Arkitektrådgiver: Janus Døssing, Juul & Frost Arkitekter
Ingeniørrådgiver: Anders Wittrock Nielsen, EKJ

NCC´s projektgruppe
Projekteringschef: Jakob Diget Møller
Senior Produktionschef: Kenneth Larsen
Produktionsleder: Charlie Trusbak
Projektudviklingschef: Jens Breinholt
Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter