Nu kan man snart dyrke crossfit på Solbjerg Plads

Skrevet af Bosse Rothe - Foto: Lunamarina@dreamstime.com - 25. april 2013 - 12:430 kommentarer
Går alt efter planen, vil den snart stå på kettlebells og andre anstrengelser i kælderrummene under Solbjerg Plads-bygningen.

Initiativtagerne bag CBS X-FIT arbejder på at åbne op for en ny unik mulighed for CBS’ studerende på Solbjerg Plads… eller rettere under. Kan de finde midlerne, åbner der et crossfit-center på CBS til juni.

Crossfit-center i Solbjerg Plads’ kælderetage?
Silas Moestrup og Bosse Rothe, to bachelor studerende med baggrund inden for crossfit og andre træningsformer, har taget initiativ til at give deres medstuderende mulighed for at foretage sig noget rigtig aktivt i deres pauser fra studiet.

De har undersøgt forholdene på CBS og fundet frem til, at der er ideelle lokaler til at indrette et crossfit center i kælderen under Solbjerg Plads-bygningen, der er skræddersyede til træningsformen og samtidig let tilgængelig for de fleste af de omkring 20.000 studerende på CBS.

Den nye studenterorganisation har taget navnet CBS X-FIT. Initiativet allerede tiltrukket flere interessante sponsorer, og flere studerende har ytret ønske om at være med fra start, hvis projektet bliver en realitet.

I fuldt sving med at skaffe de nødvendige midler
Med målsætningerne for organisationen på plads er en af initiativtagerne og kontaktperson, Silas Moestrup, midt i den mere tunge del af processen.

Der skal nemlig indsamles kapital til at få projektet på benene. Her spiller CBS Aktivitetspulje en stor rolle, og desuden er der taget kontakt til kommunen, som også råder over midler til projekter som disse.

Hvis alt går efter planen, vil CBS’ studerende have mulighed for at give den gas i kælderen på Solbjerg Plads allerede 1. juni.

Målsætningen er dog at få skudt projektet ordentligt af sted efter sommer, hvor de nye studerende også vil have en mulighed for at komme med på vognen og stifte nye bekendtskaber gennem daglige trænings-hold og diverse sociale arrangementer.

Andet og mere end en høj-intensiv træningsklub
CBS X-FIT vil være åben for alle, der er interesserede i at udvikle deres styrke og kondition, alt imens de øger deres fokus på studiet ved at tage et afbræk for de tunge bøger. Men formålet er ikke kun at lave et badass crossfit-team.

Fokus i den nye studenterorganisation er nemlig ikke bare træning, træning og atter træning. Det handler lige så meget om at finde en ny bedste ven, en kæreste eller træningsmakker. Så initiativtagerne håber at kunne samle en differentieret gruppe mennesker med forskellige nationaliteter, personligheder og træningsbehov.

Intentionen er at afholde mange forskellige events – alt fra foredrag omkring kost, barbecues, styrkeløft/teknik events, fester og meget mere. Hvis du vil vide mere, eller være en del af et engageret og hårdarbejdende team, så skriv endelig. Vær klar, kælderdørene åbner snart!

Info 

Hvad er CrossFit?
Nogle af jer har måske prøvet kræfter med denne høj-intensitive og meget funktionelle form for træning, der er en af de hurtigst voksende træningsmetoder world-wide. De første, der tog træningsformen til sig, var USA's politistyrke, US Navy, brandmænd og militæret.

Crossfit er en meget funktionel træningsform, der går ind og rammer flere forskellige muskelgrupper samtidigt – noget der ikke kun er gavnligt i forhold til at opnå en fit krop, men også utrolig godt i forhold til at øge balance og koordinations evnen.

Hvem kan nyde godt af at dyrke CrossFit?
Alle – grunden til dette er, at du presser dig selv individuelt samtidigt med, at du vil opleve energi og motivation fra resten af det hold, som du træner med. Alle øvelser kan laves på dit eget niveau, og der er fantastiske muligheder for forbedringer!

Da crossfit er en holdsport, har vi brug for en masse forskellige personer – ikke kun til trænings-holdene, men også til det engagerede hold bag CBS X-FIT. Initiativtagerne har etableret forskellige anasvarsområder, hvor der er brug for flere hænder – udstyr, regnskab, sponsorer, marketing, IT, foto, trænere, juridiske anliggender med videre.

Interesserede er mere end velkommne til at kontakte CBS X-FIT via mail på sipe12ae@student.cbs.dk.